Kvinden, kærligheden og kvikgræsset

»Norma« i Opera Hedeland er tynd at se på - men overstiger alle forventninger i sang og musik.

»Norma« i Opera Hedeland. Hasmik Papian brillerer i titelrollen med den berømte »Casta diva« – men hun får kamp til stregen af en dansker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikal Schlosser

Nul vind. Nul vand fra oven. Men masser af varme...

Lørdagens premiere i Opera Hedeland satte streg under den gamle sandhed: At heldet følger de tossede.

For det må ikke regne sådan en aften - de tusinder af tilrejsende skal kunne se og høre og holde madkurvene tørre.

Og yes! Lørdag blev en af de smukkeste aftener i mands minde. Folkene bag fænomenet friluftsopera i en midtsjællandsk grusgrav har aldrig været mere heldige.

De har så heller aldrig været mere »tossede«.

At sætte Norma på årets plakat er en leg med skæbnen. Næsten ingen kan synge hendes rolle. Hun skal ha' en stemme af den anden verden, synge himmelsk højt det ene øjeblik og djævelsk dybt det næste, udtrykke alt fra eventyrlig elskov til had.

Så vi danskere har ikke hørt meget til Bellinis tragedie fra 1831 gennem tiden. Vi kender den ikke nødvendigvis. Og vi kommer ikke nødvendigvis, når grusgraven kalder. Norma hvem?

Norma er keltisk præstinde i det gamle Gallien. Hun har i årevis været hemmeligt forlovet med den romerske prokonsul Pollione. De to har faktisk et par børn sammen. Men prokonsulen falder for lille Adalgisa fra samme tempel. Og da den unge dame opdager sammenhængen, bliver hun fuld af fortrydelse...

I teorien da. For det ville ha' været dejligt med en masse romerrige på scenen. Værket lægger op til dramatiske forskelle på keltere og romere, til kostumer i hvidt og purpur, til fakler og bål. Plus måske til én eller anden inspiration fra grusgravens æstetik.

Sær start

Men man har haft Staffan Valdemar Holm siddende i instruktørstolen. Og han kan ikke have siddet der ret længe. Han har flyttet handlingen til et møde i FN. Han har reduceret det scenografiske til jævne jakkesæt og intet andet. Samt plantet fliserne til med en slags græs. Øv og åh nej og ikke igen...

Aftenens forestilling begynder i øvrigt også ret sært: Ouverturen sætter i gang fem minutter før tid. Bare så det værste ligesom er overstået?

Man læner sig opgivende tilbage i græsset, venter på de første sange, lukker øjnene og lytter - lidt som Søren Kierkegaard under »Don Juan« i sin tid.

Resultatet er en fantastisk forestilling! Det bliver tre timer med salighed fra samtlige struber.

For armenskfødte Hasmik Papian kan faktisk synge Normas parti. Hun rejser endda med det over hele kloden, laver ikke meget andet i livet. Men hvem ville også dét...

Norma var for resten salige Maria Callas' signaturrolle i mange år. Så man hører hele tiden hendes stemme for sig. Men grusgravens stjerne finder alligevel sin helt egen løsning, sin egen lyd - om end hun sommetider må trække vejret godt og grundigt før de højeste toner.

Dejlige duetter

Dét behøver Adalgisa i skikkelse af danske Andrea Pellegrini for eksempel ikke. Hun forbliver faktisk aftenens mest medrivende kunstner. Og de to damers duetter klinger i ens ører længe efter. Sådan lyder belcanto i virkeligheden!

Aftenen bliver i det hele taget bedre og bedre: De dansende børn efter pausen stemmer alle til eftertanke. Forestillingens øvrige sangere virker også dejligt regulære - takket være den smagfulde forstærkning. Og musikerne fra DR UnderholdningsOrkestret har lidt af en stjernestund. Selv projektørerne giver efterhånden mere liv, mere spil mellem lys og skygge.

Til sidst lidt røg og nogle kulørte lamper. Aftenens virkelige bål er den halvmåne, man har siddet under hele tiden.

Nogle følelser er bedst med lukkede øjne.