Alle kender Cirkusrevyen. Både de mange tusinder, der ser revyen i partyteltet hver sommer. Og så de mange, der snupper revyen i fjernsynet eller på DVD. Der er en standard i dansk revy, og den sætter den største bukkebruse. Men dansk revy er jo mange ting. Venner, ler på danmarkskort! Der er revyer i hele landet fra Hjørring til Rønne. Og hver revy har sin egenart, sin særlige tone, sin måde at gå til det sjove på. Det plejer man at sige, og det er da også sandheden. I hvert fald en del af den.
For når man for eksempel besøger et par af de mindre revyer i køreafstand fra København, kan man ikke lade være med at sidde tilbage med en fornemmelse af, at de klarer sig bedst, når de dyrker det særegne, forsøger at være sig selv, men at de ikke rigtig er det hele tiden. At de kunne være andet og mere, end de er, hvis de ville.
Tag nu revyen på den hyggelige kro i Ganløse. Landlige omgivelser, rustik revy. Og det er slet ikke fordi, der er noget galt med Michel Castenholts traditionelle iscenesættelse, der får revyen gesvindt over den lille, lave scene og slet ikke med Mickey Pless’ iørefaldende melodier, der gør revyen i Ganløse til en af landets mest musikalske. Meget står og falder med udførelsen, med skuespillerne, for charme kan gøre meget: Ulla Jessen er revymoster med aplomb og uden mellemregninger, skønsyngende Lisbet Kjærulff har revyens bedste nummer som hende med operatouretten, der bryder ud i høje toner her, der og alle vegne. Herrerne Kim Brandt og Lars Hjøllund er i hvert fald effektive. Men man kommer ikke udenom, at mange af teksterne simpelt hen ikke er gode nok.
Efteraber fortidens revytriumfer
I Ganløse prøver for mange af forfatterne på at abe efter fortidens revytriumfer. Selv Carl-Erik Sørensen kopierer sig selv i en monolog om en Karl Smart, der burde dø en hurtig død. Hvem sagde tandløse? Ikke fordi revyen ikke forsøger sig med satirisk bid i det små, men mere fordi dens lænen sig op ad revytraditionen har en duft af verden af i forgårs. Med al respekt for Ganløse og dens publikum: Behøver revyen være så gammeldags?
Også krorevyen på mindst ligeså hyggelige Græsted Kro kunne med fordel finde sin egen melodi. I sin nuværende form virker den i Ulla Thordal-Christensens ikke synderligt præcise iscenesættelse ikke helt færdig i hjørnerne. Her kunne man med fordel dyrke det skæve, som kommer bedst til udtryk i en syret sketch mellem debutanten Lars Topp og Troels Malling som triste folkemusikere med hang til sygdomssnak. Her er revyen skørest, men også skæggest. Malling har især en evne for den crazykomiske karaktertegning, som man gerne så sluppet løs i strammere rammer. Der er masser af gode ideer og lovende oplæg i Græsted, men også alt for mange sketches, der fiser ud uden pointe, uanset hvor meget energi de førnævnte og Christine Exner samt René Richardt lægger for dagen. Skuespillere haves. Tekster savnes.
Med al respekt for revyens traditioner. Der er tit for meget ding-dong-hvad-skal-det-være. For meget, der skal ligne noget, men ikke rigtig har kvaliteten til at være det. Drop forudsigeligehden. Drop ideen om, hvordan en revy skal se ud. Sæt revyen fri! Der er masser af muligheder. Deri ligger håbet.
3 af 6 stjerner
Hvad: Ganløse Revyen 2013.
Iscenesættelse: Michel Castenholt.
Hvornår: Til 10. august.
3 af 6 stjerner
Hvad: Græsted Revyen 2013
Iscenesættelse: Ulla Thordal-Christensen.
Hvornår: Til 28. september.
