Krisens potentiale

Solomesteren Kitt Johnson viser i sin nye solo »Post no bills«, at krise som fænomen kan føre til frugtbar forandring.

Læs mere
Fold sammen

Vi lever i en verden fuld af støj. Og det er et rum fyldt med øredøvende larm, vi træder ind i, når Kitt Johnsons nye solo »Post no bills« begynder.

Stolene, som vi skal sidde på, ligger væltet på gulvet, og der er både koldt og mørkt i det store, gamle og nøgne industrilokale på Carlsberg, som danner ramme om »Post no bills«.

For temaet er krise, forstået som et både personligt og globalt fænomen. Med hentydning til en kunstretning fra 1960erne, kalder Kitt Johnson selv sin interessante og billedrige solo for »arte povera« (fattig kunst) og understreger i programmet, at hendes kostume er genbrug af egen garderobe.

Allerede i den beskedne bar-foyer bliver vi sporet ind på krisetemaet gennem forskellige små fotos og citater fra bl.a. Peter Laugesens »Anarkisten i fandens vold«, der handler om den vestlige kulturs sammenbrud, mens psykologen Bo Jacobsen citeres for, »at krisen altid fører til brud med fortiden«.

Når vi sidder i det store kolde rum, ser vi først Kitt Johnson forme en graffiti-lignende skygge på væggen, inden hun træder frem af mørket som et anonymt væsen klædt i sort fra top til tå. Hendes sorte hætte med kun huller til øjne og mund giver et skræmmende look. Men inde bag den ydre sorte skal fornemmer man et levende menneske, når hun sender dybe gurglende urlyde ud gennem munden.

Maskinelle bevægelser

Som et næsten mekanisk vanedyr bevæger hun sig i stringente, systematiske mønstre, akkompagneret af maskinelle lyde. Men når hun lægger sig ned og med arme og hænder i rytmisk bevægelse drømmer om at flyve, befinder hun sig pludselig i et krydsfelt af lys. Og her åbnes for nye veje og indgange til sanseligheden, når hun smider sine sorte handsker og i bogstaveligste forstand begynder at mærke og sanse verden med de nøgne hænder.

Det er en magisk sekvens, når hun åbner en sprække i sin sorte overdel og med butohdanserens sikre kropskontrol får den bølgende nøgne mave til at ligne et pulserende hjerte, der formmæssigt elegant transformeres til et kærlighedshjerte. Snart blottes også armene, og med åbning til kærlighed og sansning af verden ser vi meget fascinerende hendes fingre få liv, som var de små, nye spirende plantevækster.

Med masser af liv i armene kaster hun sig ud i en næsten rituel vuggende dans med tyngde og god jordforbindelse, og insisterende trænger hun gennem publikums rækker for igen at plante en plante i form af sine livlige fingre.

Med den maskelignende hætte fjernet fra hovedet fremstår hun til slut som et helt og sanseligt menneske, der med meget fin bevægelseskvalitet berører og kærtegner vandet i en lille vandpyt som en dyrebar skat. Og langsomt bevæger hun sig baglæns ud mod lyset gennem en ny døråbning for at understrege den meget aktuelle og fængende solos budskab om, at tiden er inde til at sadle om og gå nye veje.

Hvad: »Post no bills«.

Hvem: Koreograf/danser: Kitt Johnson. Lyd/musiker: Sture Ericson. Lys: Mogens Kjempff.

Hvor: Carlsberg (mødested Ny Carlsbergvej, bag elefanterne). Sidste dag, 6. maj.