Kongelig successtart: »Ødipus og Antigone« er et begavet, sjælerystende klassikerbrag

Instruktøren Elisa Kragerup går legende og opfindsomt til de græske tragediers uafvendelige, eksistentielle smerte. Resultatet er et knivskarpt og vildt underholdende drama om magt og skæbne, som Det Kongelige Teaters nye lovende skuespilensemble orkestrerer fornemt.

Mor er den bedste i verden: Peter Christoffersen og Tammi Øst i "Ødipus og Antigone" på Det Kongelige Teater. Foto: Natscha Thiara Rydvald. Fold sammen
Læs mere

Stakkels Ødipus! Uden at ane det, har han slået sin far ihjel og giftet sig med sin mor. Ja, han avler oven i købet børn med hende. Nok til at tage modet fra enhver.

Sofokles’ tragedie om den uheldige sagnkonge fra Theben får på Det Kongelige Teater følgeskab af den lige så deprimerende uafvendelige historie om datteren Antigone, der vil begrave sin bror i indviet jord, men som dermed sætter sig op mod fællesskabet og øvrigheden.

En ordentlig mundfuld af ord og tankegods fra en fortid så fjern, at det er en udfordring for enhver instruktør at få til at blive til dramatik, der kan gribe et moderne publikum. Men heldigvis ved instruktøren Elisa Kragerup, at de gamle grækere slet ikke er os så fjerne.

 

Først og fremmest er alle de menneskelige relationer, vi kender, til stede som arketypiske størrelser: lidenskab og resignation, had og kærlighed, håb og fortvivlelse, lige til at sætte tænderne i for moderne skuespillere.

Følelser, vi kender, og som stadig kan indgyde os den skræk og medlidenhed, de skal. Og så repræsenterer denne tidlige urdramatik hele det menneskelige grundvilkår. Figurerne er muligvis underkastet gudernes vilje, men også vi, deres fjerne efterkommere, ligger jo under for skyld og skæbne, hybris og nemesis. Også vi slås med den lod, der er os tildelt her i livet.

»Ødipus og Antigone« er med scenografen Maja Ravns hjælp sat i en slidt aula, et ramponeret Folkets Hus. Og netop folket – koret – spiller en særdeles aktiv rolle i dette spil om individet kontra kollektivet, om magtens væsen. Elisa Kragerup har en enestående evne til fysisk at vise os undertekst og overtoner scene for scene.

Hun går legende, humoristisk og uhøjtideligt frem for så pludselig at slå til med følelsesmæssig knytnæve, når det gælder. Klassikerrædslen – hvordan levendegøre dem for et moderne publikum? – er aflyst, når hun instruerer.

Kunne denne samspilsramte familie lige så godt være en moderne familie i opbrud? Ja, men samtidig er Elisa Kragerup i kontakt med den storhed i slaget, der er teksternes. Hun svigter aldrig historien. Hun viser dens mekanismer, men hun er samtidig i stand til at forlene situationerne med genkendelige menneskelige grundfølelser.

Hun lader kroppene vise, hvad der er på spil, som i Ødipus og Iokastes kælne omfavnelser, der både er mor og barn og elskende i et. Et enkelt eksempel, men iderigdommen er uden ophør.

Og skuespillerne honorerer kravene. Disciplinerede og frisatte. Peter Christoffersen med den udadvendte, moderne spillestil demonstrerer med formidabel klarhed Ødipus’ reaktioner på den skæbne, som alt for langsomt går op for ham. Bingo: Det er i ham, dramaet skal foregå.

I det hele taget er spillet på et niveau, man sjældent ser i dansk teater som samlet pakke. Tammi Østs moderlige, foruroligede Iokaste. Mads Rømer Brolin-Tani og Peter Plaugborgs stridende brødre, der går fra barnlig leg til død og ødelæggelse i en genialt orkestreret sekvens. Maria Rossings lille, stålsatte og rædselsslagne Antigone. Karen-Lise Mynsters alvorstyngede magtmenneske Kreon.

En stor del af Det Kongelige Teaters skuespilafdelings nye ensemble er på scenen. En hær af fornemme instrumenter, som kan spille orkestermusik. Teatret kunne ikke ønske sig en bedre start end dette begavede, sjælerystende klassikerbrag.

Hvad: »Ødipus og Antigone«.

Hvem: Tekst: Sofokles. Genskrivning: Niels Brunse. Iscenesættelse. Elisa Kragerup. Scenografi: Maja Ravn.

Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 14. december.