Man kan mene meget om Det Kongelige Teaters store friluftsspil, den voluminøst anlagte »Kong Arthur«. Men godt teater, det har det altså svært ved at blive.

Er det da slet ikke flot? Jo, det er det. En bedrift i kæmpeformat. En kraftanstrengelse af de helt store. Et buldrende spektakel i Cinemascope, der strækker scenebilledet fra Ulvedalenes gamle, knudrede eg i den ene side til det begyndende skovbryn i den anden. Med statister, der vælter op over bakkekammen, med heste i fuld galop, der drøner forbi tribunen, så flisen fyger, med våbengny, med fræsende mortorcykler i fri dressur. Med pyroteknik, der skyder til vejrs og special effects så langt øjet rækker. Med bulder og brag, torden og lynild, røg og damp, smæk for alle skillingerne.

Især efter pausen, hvor mørket falder på, og de store, hviskende trækroner på de hundredårige løvtræer oplyses, og naturen endelig får lov til at spille en rolle i mastodontscenografien. Hvor dramatikeren Jokum Rohde langt om længe næsten løber tør for ord, og iscenesættelsen i stedet kan hengive sig til det endelige opgør mellem de lyse og dystre kræfter, der kæmper om magten i Camelot, om fremtiden og om Kong Arthurs sjæl. Et orgie i visuelle udskejelser med noget på alle hylder. Smagfuldt er ikke ligefrem ordet, men alle sejl er sat til. Samtidig.

Hvad vil nationalscenen egentlig med sin skovtur i kæmpeformat? Først og fremmest underholde et stort familiepublikum, selv om man må spørge sig selv og hinanden om, hvorvidt forestillingen egentlig er for familien? Klokken er mange, før man er ude af den begsorte Dyrehave, og Jokum Rohdes manuskript er, for nu at sige det pænt, en værre omgang ævl, hverken for børn eller voksne, en kompot af Shakespeare, tegneserier, mytologisk svampeudtræk, lavkomiske anakronismer, Ringenes Herre og Rohdes egen faible for fortællinger om sjælelig fortabelse. Er det ikke, som om han snart har skrevet det samme manuskript til Dyrehaven flere gange?

Vi møder Britanniens Kong Arthur der, hvor sagaerne plejer at holde op: Myten om kongen, der drog sværdet ud af stenen og dræbte en drage, er efterhånden tyndslidt, Ridderne af Det Runde Bord er over alle bjerge, ægteskabet med den skønne Guinnevere skranter, og dunkle kræfter truer med at afsløre ubehagelige hemmeligheder, der kan fravriste vor antihelt magten. En temmelig deprimerende og molstemt historie med Nicolas Bros indledningsvist brølende selvbevidste midtpunkt reduceret til en ikke så fjern brølende fætter til Kong Lear, der raver sindsforvirret rundt i naturen, inden han i en sidste kraftanstrengelse får befriet Camelot fra formørket ragnarok og derpå drager sit sidste suk for at bane vejen for nye tider, repræsenteret af hans demokratisk sindede dronning.

Lyder det af alt for meget, så er det det også. For Rohde læsser rigeligt med overspændt overbygning på, bliver alt for lang i spyttet i forhold til, hvad friluftsspillet med sine signalgast-skuespillere kan klare. Undertiden truer den lammende omstændelighed med at sætte handlingen i stå, trods den megen ydre dramatik.

Instruktøren Heinrich Christensen har egentlig meget godt styr på tropperne, selv om det er svært at få reel dynamik i fortællingen. Palle Steen Christensens scenografi, kongeborg i to afdelinger, er imponerende, og Ida Marie Ellekildes fantasifulde, postmoderne kostumer ligeså.

Og på de betingelser, der nu engang er udendørsteatrets, får skuespillerne det meste ud af det. Skurkene er de sjoveste: Tammi Øst boltrer sig i ondskaben som den omskiftelige heks Morgana, godt suppleret af stortalentet Esben Smed som hendes ambitiøse afkom: hæslig udenpå, endnu grimmere indeni. Nicolas Bro i centrum låner Kong Arthur hele sin autoritet og fysik, men figuren interesserer aldrig for alvor, og derfor forsvinder opmærksomheden efterhånden også op i sommerhimlen over Dyrehaven.

Marie Louise Wille er en ædel og handlekraftig Guinnevere, Martin Hestbæk noget af en unødvendig stivstikker som hendes evige bejler, Lancelot. Og Ole Lemmeke får lov til egenhændigt at stå for komikken, som den forhutlede skuespiller, der viser sig at gemme på troldmanden Merlin, mens Xenia Lach-Nielsen som søgudinde er lige ved at forvandle Dyrehaven til en moderne teaterkoncert med sin skønsang til Kenneth Thordahls rockede toner.

Måske er musikken vejen frem for Dyrehavens mastodontspil? Eller, som antydet, en egentlig familieforestilling? Action-teatret kunne i hvert fald godt have brug for at genopfinde sig selv. Med historien som det, der kommer først. Nu er man havnet i effektjageri, der ender med at blive underligt effektløst. Tomheden runger stadig mellem bøgetræerne.

Hvad: »Kong Arthur« af Jokum Rohde.

Hvem: Iscensættelse: Heinrich Christensen. Scenografi: Palle Steen Christensen. Kostumer: Ida Marie Ellekilde.

Hvor: Friluftsteatret i Ulvedalene til 2. juli.