Komisk greb om kernefamilien

Standup og kernefamilie? Det lyder som modsætninger, men er det aldrig i Christian Fuhlendorffs nye show »Det er ligegyldigt hva’ andre tænker, ikk’?«

Stand-upperen Christian Fuhlendorff giver kontante klask til det hellige familieliv i sit nye show. Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Det er så kært. Det lille hus, der er indhyllet i et lyserødt skær. Selv den trehjulede cykel og det pittoresk skæve træ, der hælder lidt, er romantisk rosa. Og midt i det hele står komikeren Christian Fuhlendorff og ligner den mest kræsne svigermors hedeste drøm i sit prep-tøj og med et stort, vindende smil. Sådan en pæn ung mand.

Puf! Så brister den lyserøde boble. Da denne nydelige unge mand fortæller, at han efter at have været clean i fire år efter sit – også i offentligheden kendte – stofmisbrug for nylig faldt i igen. Mens publikum stadig glipper lidt med øjnene over indrømmelsen, kommer smækket: »Det er min søns skyld.«.

Dét siger en far bare ikke! Ikke om sin lille søn på uskyldige halvandet år. Men jo, det gør Christian Fuhlendorff med næsten satanisk fryd i sit nye show, »Det er ligegyldigt hva’ andre tænker, ikk’?«. Titlen er en advarsel til sarte sjæle.

Klask til det hellige familieliv

Christian Fuhlendorffs show er én sammenhængende historie drevet komisk frem af det almindelige, genkendelige liv som småbørnsfamilie med hus, bleskift, parforholdsdiskussioner og mangel på søvn.

Der er grove jokes om konen Karina, om gylpebarnet Konrad, der har så fladt et baghoved, at hans far vurderer, han vil være perfekt som hemmelig agent, fordi han kan stå klistret op ad væggen, og lidt sødere ord om datteren Michala, som har lært sin far, at man kan spise kiwi med skræl, så nu er han nødt til at betragte hvert ord fra hendes barnemund som potentielle guldkorn.

Klaskene til det hellige, almindelige familieliv er så frække og præcise, som man kan levere dem, når det er ens egen familie, de rammer. Men som i 1970er-parolen om, at det private er politisk, pirker de samtidig til tidsånden og dens tabuer. Som Fuhlendorffs opgør med sexismen, for vi kan ikke »lave en verden, der kun passer til én kvinde på RUC«.

Mindre sikker virker Fuhlendorff, da han begiver sig ud på det mere samfunds-debatterende felt. Han famler lidt i joken om synet på voldtægt kontra vold mod drenge, hvorvidt det ene er værre end det andet.

Er han alligevel ikke helt ligeglad med, hvad andre tænker? Det er i så fald ærgerligt. Fuhlendorff er bedst, når han er rigtig skarp og kold over for, hvad man må og ikke må, og han har ubetinget formatet til at klippe de bånd, vi lægger på os selv, over. Også de, der rækker ud over hans egen comfortzone i hjemmet på Amager.

Hvad: Det er ligegyldigt hva’ andre tænker, ikk’?

Hvem: Af og med: Christian Fuhlendorff. Scenografi: Rasmus Rahbek.

Hvor: Turné i hele landet. Til 20. maj.