Komikeren som frelserskikkelse

Den britiske komiker Russell Brand revsede både medier og sin egen stjernestatus, da han tirsdag besøgte København med sit ætsende morsomme »The Messiah Complex«-show.

Med sit lange hår spiller Russell Brand på sin lighed med flere af de frelserskikkelser, han behandler i sit nye show "The Messiah Complex". (Arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: GUS RUELAS

Herhjemme har medierne mest skrevet om hans kortvarige ægteskab med popstjernen Katy Perry. Men i England og USA har den britiske komiker, skuespiller og provo Russell Brands høje forbrug af stoffer, kvinder og skandaløse medieoptrædener trukket overskrifter i årevis.

Men i år har piben fået en anden lyd fra den 38-årige Brand. Frem for blot at være kendt for sin udsvævende rockstjernetilværelse synes han nu fast besluttet på at give den som seriøs samfundsrevser og mediekritiker. Åh nej, endnu en frelst kendis, der tror, at han har set lyset, tænker man umiddelbart. Men Brand har faktisk ordet i sin magt og bruger det nådesløst til at gå i flæsket på det, han ser som mediernes og magtelitens dumhed, hykleri og grådighed.

Kritikken har haft flere ben at gå på. Dels var han i oktober gæsteredaktør på det britiske samfundstidsskrift New Statesman, hvor han delte velartikulerede lussinger ud til både højre og venstre. Men mest højre. Dels skabte han ramaskrig, da han i det seriøse talkshow BBC Newsnight opfordrede folk til ikke at stemme.

Brands pointe var, at man ved at stemme var med til at opretholde status quo og give legitimitet til et politisk system, der beskytter en lille økonomisk elite, mens resten af verden brænder, polerne smelter og afstanden mellem rig og fattig bliver større dag for dag.

Forvrænget virkelighed

Endelig er der hans omrejsende comedyshow »The Messiah Complex«, der tirsdag aften sendte behørige latterbrøl gennem en udsolgt Falconer Sal. Titlen refererer til en psykisk lidelse, hvor man bilder sig selv ind, at man er en frelserskikkelse. Og med afsæt i sin egen rockstjerneagtige offentlige persona viste Brand via en lang række hylende morsomme personlige anekdoter, hvordan han selv på de mest langt ude måder mindede om frelserskikkelser som Gandhi, Che Guevara, Malcolm X og Jesus.

Mediekritikken var klar i spyttet: Mediernes billedstorm giver et forvrænget billede af virkeligheden og tømmer både sproget og ikonerne for deres oprindelige mening. Gandhi bliver i dag brugt til at sælge Apple-produkter og frihedskæmperen Guevara bliver brugt som blikfang for Mercedes. Og imens verden brænder pacificerer løgnagtige medier befolkningen med ligegyldig kendissladder.

Skingert? Måske en smule. Vrøvl? Ingenlunde. Der er noget om snakken, og Brand har helt sikkert fat i noget, om end det ikke er vanvittigt banebrydende tankegods, han bærer med sig. Men det er ting, der er værd at sige. Og jeg kan komme på langt værre ting for kendisser at bruge deres offentlige platform til. Specielt når det er leveret så skarpt, grovkornet og lynende hurtigt som i tilfældet Russell Brand.

Hvem: Russell Brand
Hvad: »The Messiah Complex«
Hvor: Falconer Salen, tirsdag