»To ulykker kan ramme menneskene, enten at de ikke får, hvad de vil have, eller også at de får det. Det sidste er det værste!«
Sådan lød den formidable Lady Bracknells afslutningsreplik, da alle intrigerne i Oscar Wildes perfekte nonsenskomedie »Bunbury« var redt ud. I hvert fald i de tidligere danske opførelser. Men lad os bare tillade os at slå fast, at Wilde altså ikke altid havde ret i den betragtning. Med Det Kongelige Teaters festlige og frække version af det gamle lystspil får vi lige præcis det, vi vil have. Vi labber den i os og kan slet ikke få nok.
Lars Kaalunds iscenesættelse holder niveauet og lever op til Wildes vittigt turnerede vrøvl - fra første til sidste replik. Det er netop her - i replikken - det meste ligger. I den dyrker Wilde sin foretrukne attitude: kvikheden - og perfidien - som livsform. Og som provokation. For han latterliggør også det victorianske samfund. Lad os le ad det hele; familien, ægteskabet, snobberiet, det moralske hykleri.
Kaalund har fået den Oscar Wilde'ske stil og tone til at brede sig. Men han har også opdateret komedien, så forviklingerne og forelskelserne blandt den kynisk-ironiske overklasse - uden at tromle - placerer sig et eller andet sted i fantasien mellem nu og da og på sin egen både kontante og diskrete facon får mindet os om, at vi godt kan vende blikket mod os selv og en ny tids overfladiske jagt på falske værdier. Med Anja Vang Kraghs forrygende flotte kostumer, som både giver mindelser om 1890ernes prangende æsteticisme og sparker til vores egen supermaterialistiske og overfladedyrkende Gucci-tid. Og i Bjarke Ingels anderledes scenografi - nærmest et badeforhæng med lynlåse, en computerpixeleret version af teatertraditionens dagligstuer og havekulisser. Her kan vi godt sende frække sms'er til pigerne, når ægteskabets fælde smækker sammen om de efterhånden lidt for gamle ungkarle, der nægter at blive voksne. Men ordet, bogstavet og ånden er Wildes. Dramatikeren dukker i øvrigt - en kende unødigt - op i en lille prolog, hvor han dater på nettet. Jo tak, vi har forstået referencerne.
Men ud over alt det skægge har Kaalund lagt et fint og væsentligt moment ind i den ellers så flydende ordstrøm. »Du siger jo ikke andet end crap hele tiden«, bitches der til Søren Sætter-Lassens vittigt givne lille dandy-darling af en Algernon. »Næh, det er der heller ingen andre, der gør,« replicerer han og synker nærmest sammen et øjeblik. Wilde som aburdisternes fader! Her gives et fint hint om en længsel efter den alvor og oprindelighed, som for længst er gået tabt i den ubekymrede, wildeske tomhedsmaskine.
Fantastisk snakketøj
Komedien handler ikke om noget, men den kræver til gengæld meget af teatret. Og Lars Kaalunds iscenesættelse har både intelligensen og den permanente vittighed. Respekten og respektløsheden. Birthe Neumann leverer en ubetalelig lagret lystspilpræstation som en sval Lady Bracknell, magtmenneske og komediens centrum. En isdronning med et frygtindgydende snakketøj. Hun kan både servere de paradoksale pointer frydefuldt henkastet og smashe dem over scenekanten, så latteren bølger. Ole Lemmeke er den anden af fyrene - den mere selvhøjtidelige af dem. Spillet med en forbilledlig hurtighed og med komedien i både hovedet og kroppen. Lidt af en krukket smartass med tilbagelænet attitude og arkitekttegnede briller. Skægt! Og det er også værd at fremhæve Signe Vaupel, som er alle tiders mest fordærvede lille sukkerknald som den ene af de henrivende, unge piger. Den anden er Beate Bille, der som forestillingens femme fatale ligner noget, der er hentet direkte ind fra modeugen i Paris. Pragtfuld ser hun ud. Til gengæld har hun ikke endnu teknik til at løfte rollen. Og Claus Bues enfoldige landsbypræst og hans udkårne, Helle Hertz' sippet-søde guvernante har Kaalund ikke helt haft interesse for mulighederne i, hvis vi endelig skal brokke os. Det har han til gengæld i de ellers intetsigende tjenerroller. Johannes Lilleøres frække, Herman Bang'ske bøssekomik får varmet godt op under Peter Rygaards stive kollega. Enden på komedie!Den er der næsten ellers ingen ende på. Det kan næsten ikke være morsommere. »Det er i hvert fald elegant formuleret og for resten også begavet,« siges det undervejs. Det samme kan man kun mene om opførelsen på nationalscenen, som langt om længe skaffer sig en gevaldig succes. Tænk, at det kunne være så festligt at gå i Det Kgl. Teater.
