Kom i julehumør med far til fire

Glædelig jul: »Far til Fire – Til julebal i Nisseland« er en herlig julekomedie med trallevenlige toner.

Far (Niels Olsen) læser Berlingske Tidende, mens Ole, Søs, Lille Per og Mie samt elefanten Bodil Kjer hygger om ham. Fold sammen
Læs mere
Foto: Phillippe Mérie

Smil og vær i solskins- og julehumør! Med en let omskrivning af en af stroferne fra den gamle Far-til-fire-slager – den om sommeren, solen og søndagen – har vi indrammet, hvad det er, musicalen »Far til Fire – til julebal i Nisseland« i Tivolis Koncertsal gerne vil.

Den vil sprede godt julehumør som en direkte forlængelse af det Tivoli-julemarked, den er indkapslet i. Stemme sindet til den julefest, som – i hvert fald på teatret – er så sød som i gamle dage.

Med titelnummeret som kulminationen på det hele: Lille Pers drøm om en julefest i nissekongens hal. Hvis højdepunktet da ikke er det øjeblik, hvor juletræet rulles ind, og børn og voksne kan se højtiden, fortiden og fremtiden trygt i øjnene.

På det tidspunkt har far naturligvis fået det job igen, som han ellers havde mistet, så den lille, moderløse familie var i fare for at se en sparejul – ingen gaver! – i møde.

Rør blot ikke ved min gamle jul

Adam Prices manuskript tager smukt udgangspunkt i de gamle film og deres uskyldige villavejsverden, ikke i de nye, skønt Niels Olsen, der indtil nu har spillet far i den opdaterede version på det store lærred, er genindsat i centrum som den pæne, borgerlige bogholder med den kærlige familie.

Hans tilforladelige neddæmpede charme er en gevinst for forestillingen. Og læg dertil en fin, lille historie om datteren Mie, der bliver mobbet af den forkælede rige pige – barnebarn af Niels Weydes gemytlige, men lidt vege stormagasindirektør, der sætter julen i fare, da han giver sin usympatiske søn, morsomt spillet af Mads Knarreborg, frie tøjler til at introducere den fæle, amerikansk inspirerede kommercielle jul i det gamle varehus. Ud med nissekonerne, ind med frække nissepiger i Stars and Stripes. Har man kendt magen?

Nej, rør blot ikke ved min gamle jul. Jul som vor mor lavede den, kender brødrene Price heldigvis glimrende: »Julen er en følelse, der griber os og minder os om noget trygt og dejligt og samtidig kilder lidt i maven,« som det forklares undervejs. Eller sagt på en anden måde: De husker rigeligt med smør! Ikke bare Adam Price, som i sit manuskript og sine sangtekster balancerer fint mellem dengang og nu. Mellem den sødladne sentimentalitet, der hører julen til, og en moderne friskhed i afviklingen. De veldresserede, yndige børn, der smilende synger om revselsesretten i 1950ernes klasseværelse, er lige ved at nærme sig satiren.

Stilbevidste James Prices nye melodier lægger sig smukt i forlængelse af Svend Gyldmarks gamle ørehængere, så det næsten ikke er til at høre forskel. De har begge evnen til at skrive medrivende, trallevenlig musik, der smitter.

Søde og opvakte børn

Iscenesætteren Joy-Maria Frederiksen ved fra revyen, at fart og tempo er alfa og omega, og Rikke Juellunds sparsomme, men effektive kulisser kan hurtigt flintre ud og ind.

Kristine Yde er en friskbagt vanillekrans af en smukt syngende Søs, Finn Nielsen en relativt diskret Onkel Anders, mens der er fuldt og festligt knald på Jeanne Boels geskæftige nabokone, Fru Sejersen. Og de øvrige medvirkende, børn og voksne i kærlig krans, er både søde og opvakte.

Med andre ord: Ikke noget med reservejul her. Det er i hvert fald ikke »Far til Fire«s skyld, hvis ikke julen er reddet. Resten er op til os selv.

Hvad: »Far til Fire – Til julebal i Nisseland«.

Hvem: Manuskript: Adam Price. Musik: James Price og Svend Gyldmark. Iscenesættelse: Joy-Maria Frederiksen. Koreografi: Birgitte Næss-Schmidt. Kostumer: Rikke Juellund og Lasse Spangenberg. Kapelmester: Joakim Pedersen.

Hvor: ASA Film/Agenzy i Tivolis Koncertsal. Til 30. december. Varighed: Ca. toenhalv time.