Hvorfor har den gamle amerikanske latterfarce »Den grønne elevator« fået sit eget lange liv på danske teaterscener? Det er der to grunde til.

For det første, fordi vi herhjemme har kunnet bruge den som afsæt for sjove par – hvad enten de har heddet Kjeld Petersen og Lily Broberg eller Jørgen Ryg og Kirsten Walther. Eller senest Claus Ryskjær og Lisbet Dahl. De berømte forgængeres fodspor, som Tommy Kenter og Bodil Jørgensen nu slingrer i inde i whisky-Glassalen i Tivoli. For det andet, fordi farcen indeholder en eneste scene, som alle sidder og venter på, og som er stort set hele stykkets eksistensberettigelse: teaterhistoriens største brandert. Den scene, hvor den pæne og ordentlige bankmand – punktlig, forudsigelig, dødkedelig – drikker sig stinkende bacardi breezer med ovenboens mindst lige så kedelige kone, der helst vil sidde derhjemme og holde i hånd.

Begge føler de sig bedraget af deres respektive partnere. Og derfor går de med stor uskyld til flaskerne i den berømte fuldescene, som også her bliver en form for højdepunkt. Komplet med fnis, pjat, pjank og tiltagende promiller. Stykket skal man ikke spille uden to uimodståelige komikere i hovedrollerne, men det har man til fulde i Tivoli.

Kenter og Jørgensen er naturligvis helt vidunderlige i den overgivne brandert og i det hele taget:

Han med en naiv plirren i de barnagtigt undrende øjne i det kødfulde babyhoved og en nervøs famlen ved jakkelommen, en mand, der står lidt distræt uden for det liv, han i virkeligheden står på spring til at tage del i – noget alkoholen hjælper ham gevaldigt med.

Hun morsomt kostumeret som overgemt babydoll, både sød, skrap og en lille smule stakkels som hun stavrer rundt på de klaprende hæle. Med de missende, mistroiske øjne i det farveløse ansigt, som reagerer i små ryk under hårbåndet, og med den karakteristiske, slørede Bodil Jørgensen-diktion pludselig afbrudt af furiøse udbrud, der vidner om et andet liv under den udglattende overflade.

De får for alvor får trukket kontrasten mellem tørvetrillerne og deres nye løssluppent boblende eksperimenter op, og det er der komikken ligger. Kosteligt.

Kompetent instruktion

Omkring dem har Ann Eleonora Jørgensens overfladiske hystadekone og Peter Gantzlers smarte, utro ægtemand den utaknemmelige opgave at bakke op – suppleret af Mathilde Norholt som opvakt tjenestepige med krummer i, Alexandre Willaume som konens charmeklud af opvarter og Max Hansen som jovial flyttemand, der bidrager til dagen-derpå-aktens farcevirvar.

Lisbet Dahls kompetente instruktion i Nina Schiøttz’ 1960erne-kulisse kan stadig komme op i omdrejninger. Det kommer den også. Men skål i hvert fald. Værsgo at skylle. Og resten i håret.

Hvad: »Den grønne elevator« af Avery Hopewood. Hvem: Oversættelse: Palle Kjærulff-Schmidt. Iscenesættelse: Lisbet Dahl. Scenografi: Nina Schiøttz. Hvor: Glassalen, Tivoli. Til 13. april.