Mod til at være anderledes. Det har Bornholmerrevyen 2010. I dansk revy er der en norm for, hvordan den gode revytekst ser ud. Men i Rønne har man fundet en lidt anden melodi. Man nærmer sig revyen sådan lidt sidelæns. Det kan godt være, der er enkelte svipsere i den lidt ujævne servering. Til gengæld frydes man over originale vinkler og uforudsigelige indfald - endda en lejlighedsvis, lille alvor - i en genre, som ellers undertiden kan være hårdt redet af jagten på hårde pointer, af skabelontænkning og klicher.
I Rønne er der kun sporadiske parodier - en skæg X Factor-udlevering spidder for en gangs skyld dommerne og alle deres uhæmmede superlativer - med publikum som nogen, der både kan hæves til skyerne for - hvor er vi bare fantastiske som publikum! - men som også kan stemmes hjem! Men ellers angribes tidens fænomener - både de store verdensbegivenheder og den almindelige gennemsnitsdanske dårskab - skævt og lejlighedsvist opfindsomt. Med andre ord: Bornholmerrevyen er sin egen. Også i den debuterede instruktør Kristian Holm Joensens iscenesættelse, der får løjerne over scenen med tæft og tempo.
Har ideerne
Lad os lige prøve at indkredse det med det originale. Revyen har først og fremmest ideerne, skønt den måske ikke hele vejen igennem får dem udviklet helt. Tag nu knalddygtige og velsyngende Anne Vester Høyers sang - melodi: »Over the Rainbow« - som lillepigen fra børnehaven, hvor ungerne er overladt til sig selv, er godt set og dygtigt leveret. Og sangen om politikerne, der stadig mere skingert undskylder for alting er et andet eksempel på en formmæssig leg med genren - en fandenivoldskhed, som Bornholmerrevyen er næsten ene om at dyrke.
Den drengede Anders Juuls friskfyragtige udlægning af klimakrisen får for meget plads - og den ellers sympatiske Troels Thorsens hundetrænermonolog vil ikke rigtigt nogen steder hen - hvor oplagt han end er for revyen med sin blanding af troskyldighed og knald i låget. Til gengæld er der så meget andet at glæde sig over i revyens blend af samtidssatire og musikalitet, som for alvor kommer i omdrejninger efter pausen.
Sjov, sjovere, Vicki
Fornyelser og formeksperimenter til trods: Allersjovest er revyen nu alligevel, hvor den er allermest klassisk, og det er den i Vicki Berlins to selvskrevne monologer. Først som sidste års mopsede og ugidelige teenager, som tvinges til at sige goddag og velkommen, men har det svært med at læse højt fra lappen gennem tandbøjlen: »Kneppeøen knalder«. Og endnu skæggere er hun, når hun mod slutningen dukker op som skønhedsdronning, der skal styre både positurer og fremmedord. Der er skuespillere, der spiller sjove. Og så er der nogen, der bare er det. Vicki Berlin er sådan en. Hendes virkemidler er i virkeligheden ganske diskrete. En pause. Et blik. Selv om hun naturligvis også kan skrue sig op: Som nu i sketchen med den meget bornholmske kvinde, der raser over, at vejrudsigternes Peter Tanev altid skygger for klippeøen. Lokalt, jovist, men ikke så meget, at vi andre ikke kan være med. Bornholmerrevyen 2010 vinder ved sin uforfærdede, energiske ungdommelighed og alternative tankegang. Fremtidens revy? Det kan man faktisk godt mene.
