Klovnen og kunstneren

Lars Mikkelsen gøgler formidabelt i »La Bête« på Grønnegårds Teatret.

Lars Mikkelsen (t.v.) spiller rollen som den overgøglede og sceneliderlige Valère, mens Troels Lyby er teaterlederen Elomire. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Scenen er sat i 1600-tallets Frankrig, og sproget er på vers. Den amerikanske dramatiker David Hirsons »La Bête« er nemlig en af den slags intellektuelle stiløvelser, et mondænt teaterpublikum holder så meget af: En underholdningskomedie for dem med referencerne i orden, med versene som en hilsen til den fortid, der peger på os selv. Den kunne næppe have været spillet andre steder herhjemme end på Grønnegårds Teatret, denne gang i Odd Fellow Palæets have, hvor den passer glimrende med sin kunstdiskussion i klassisk klædebon. Den debat, vi selv hele tiden vender tilbage til, ikke mindst i et samfund, hvor vi alle sammen betaler for kulturen: Hvad skal vi med den? Skal den have et sigte andet end bare underholde? Skal folk have det, de vil have eller skal de have noget andet?Desværre roder både stykket og iscenesættelsen i anden afdeling, hvor Tina Gylling Mortensens formidable mæcen-markise herlig kostumering af Nina Flagstad skal afgøre, om hun vil påtvinge den stagnerede Elomire det los i røven, han helst vil være fri for, gennem en audition. Hvorfor snyder dramatikeren os for en reel konfrontation mellem de to duellerende principper? Troels Lybys resignerende Elomire, spillet på en entonet, træt hidsighed, får aldrig rigtig taletid. Skal han i det mindste ikke fylde noget mere i sin tavshed, så vi får en idé om et format, vi muligvis ender med at se kastet vrag på? Og man kan godt spørge, om nu også resten af Christoffer Berdals ellers så gesvindte iscenesættelse helt matcher Lars Mikkelsen i midten i vittig præcision? Hans gøgler overtager det hele. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, men det er næppe meningen. Til gengæld er Jesper Kjærs oversættelse helt superb, lige meget hjemme i metrikkens dansende vid og dens trampen på plat femfod.

Det store spørgsmål på scenen er: Kan den seriøse dramatiker Elomire et anagram for Molière acceptere at lukke gadegøgleren Valère ind i sin trup og dermed gå på kompromis med sin egen kunstneriske stræben?

På Elomires teater hylder man ensemblespillets kunst det er blandt andet den loyalitet i kunstens navn, teaterlederen er bange for at miste, hvis han lukker den personificerede, ureflekterede sceneliderlighed ind. Pudsigt nok er stykket selv en stjernekomedie. Her med Lars Mikkelsen som det altbesejrende midtpunkt, hvis lynhurtige, tegneserieagtige omskiftelighed imponerer. Fra det øjeblik, han kommer på scenen, erobrer snakkemonstret taletiden i en omtrent tyve minutter lang monolog, ren munddiarré uden filter, mens Elomire (Troels Lyby) og hans trofaste assistent (Paul Hüttel) ser måbende og stadig mere udmattede til, kuet til tavshed af den selvcentrerede bablen, end ikke en klud i munden kan stoppe. Han er som en løbsk hund: Over det hele.

De uigennemtænkte, vulgære indfald flyver hid og did uden retning, men kernen er klar, skønt vist nok ikke for den uovertruffent selvoptagede Valère selv: Se mig, se mig, se mig! Lars Mikkelsen krukker sig formidabelt gennem udsvingene: Tandsættet giver ham en upålidelig farlighed. Hans naive underholdningsgen er et truende et af slagsen deraf stykkets titel: Han er det bæst, der løber alt over ende.

Gøgler overtager det hele

Desværre roder både stykket og iscenesættelsen i anden afdeling, hvor Tina Gylling Mortensens formidable mæcen-markise – herlig kostumering af Nina Flagstad – skal afgøre, om hun vil påtvinge den stagnerede Elomire det los i røven, han helst vil være fri for, gennem en audition. Hvorfor snyder dramatikeren os for en reel konfrontation mellem de to duellerende principper? Troels Lybys resignerende Elomire, spillet på en entonet, træt hidsighed, får aldrig rigtig taletid. Skal han i det mindste ikke fylde noget mere i sin tavshed, så vi får en idé om et format, vi muligvis ender med at se kastet vrag på? Og man kan godt spørge, om nu også resten af Christoffer Berdals ellers så gesvindte iscenesættelse helt matcher Lars Mikkelsen i midten i vittig præcision? Hans gøgler overtager det hele. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, men det er næppe meningen. Til gengæld er Jesper Kjærs oversættelse helt superb, lige meget hjemme i metrikkens dansende vid og dens trampen på plat femfod.