Kinesiske dansere tager kegler

Beijing Dance Theatre fascinerer på Copenhagen Summer Dance, der også byder på godbidder med Rambert Dance Company og Dansk Danseteater.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politigårdens flotte runde kolonnade med kig lige op til himmelrummet er igen i år den smukke ramme om Copenhagen Summer Dance. Men hvor Tim Rushton og Dansk Danseteater tidligere år udelukkende har præsenteret nordiske kompagnier, kommer gæsterne i år fra England og Kina.

Mest interessant er mødet med de kinesiske dansere fra det kun to år gamle Beijing Dance Theatre, hvis kunstneriske leder og koreograf, Wang Yuanyuan, koreograferede åbningen af de Olympiske Lege i Beijing. Næsten magisk er mandssoloen, »Crossing«, hvor Yan Xiaoqiang med den lange tynde krop har en udsøgt bevægelseskvalitet og et fantastisk flow i de først langsomme og siden mere dynamiske bevægelser til musikkens maskinelle lyde.

Graciøst og luftigt

Baggrunden i klassisk ballet fornægter sig ikke i de moderne trin, hverken hos ham eller de tre andre fjerlette dansere, som han får følgeskab af i »Changes«. Som planter, der vokser frem af jorden eller svajer under havet, bølger de fire danseres arme og hænder graciøst i luften med detaljer som den fineste filigran. Og let og luftigt snurrer både kvinden og de tre mænd rundt i deres tylslette tøj til den knipsede strengemusiks jazzede, rytmiske puls.

Up to date

Langt mere traditionelt er det moderne trinsprog i uddragene fra Mark Baldwins »Eternal Light« med de dygtige dansere Estela Merlos og Thomasin Gülgeç fra Rambert Dance Company i gedigne og følsomme soloer og pas de deuxer med flyvende løft akkompagneret af Howard Goodalls småkitschede Requiem.

Men mere interessant og up to date er faktisk Dansk Danseteater i Tim Rushtons koreografier. Først i et kort og godt uddrag fra »Enigma« og senere i fine forstudier til »Love Songs« med musik af Caroline Henderson, der får premiere til foråret. I alt ni skønne dansere er på scenen ligesom i Rushtons afsluttende, dynamiske og stemningsfulde »Men in Coats«, koreograferet til lejligheden. Og én af kompagniets fem nye dansere, Tina Møller, byder tilmed på en glimrende lille solo, »Distance«, på det generøse, publikumsvenlige og tilmed gratis danseprogram.