Karate-blues uden kant

Musik: Steven Seagal & Thunderbox. Hverken som sanger eller guitarist har den amerikanske actionhelt Steven Seagal noget mindeværdigt at byde på.

Sløj giraf. Steven Seagal og The Thunderbox på scenen i Pumpehuset torsdag aften.<br>Foto: Mogens Flindt. Fold sammen
Læs mere

Det er her, det sker. Det væsentlige. Han kommer ind på scenen. Og han er meget stor. Venlig og med en vis karisma. Jo, det er ham. Den hårdtslående actionhelt fra Hollywood - Steven Seagal. Og det er da spændende at være i stue med ham. Og hvad sker der så mere? Sker der i det hele taget mere? Tja..?

Han får stukket en friskstemt guitar i hånden, og så går han i gang - sammen med sine syv sorte sekundanter. Og det betyder en gang voluminøs og kliché-fyldt sump-blues. På guitaren lyder Steven Seagal i sine bedste øjeblikke som en tidlig Eric Clapton, men generelt er det som om, der ikke er så mange bedste øjeblikke, og dertil bliver hans præstationer meget ofte sløret af de to andre guitarister, der på det nærmeste lægger en slags camouflage hen over lydbilledet.

Heller ikke som sanger leverer Steven Seagal noget mindeværdigt. En lidt hæs stemme et sted mellem Johnny Cash og Tom Waits (og undskyld, undskyld, undskyld til begge for sammenligningen). I det store og hele er det de to medbragte vokalister, en dame og en herre, der må tage slæbet, og det gør de da også veloplagt, for nu ikke at sige eksalteret, og ikke mindst virker det som om, sidstnævnte bliver aflønnet pr. »clap your hands!«.

Der skal måske også noget håndklap til at få seancen til at flytte sig. Der er mildt sagt ikke de store variationer i repertoiret, og bortset fra en sekvens, hvor bandets musikere efter tur får lov til at vise deres - i øvrigt ganske udmærkede - evner, så er der på det nærmeste tale om en lydmur, der bare bliver tykkere og tungere i løbet af en halvanden times tid.

I sine verbale introduktioner refererer den navnkundige actionhelt og karatemester slet ikke til sine filmiske meritter, derimod bliver det til nogle - for blues-genren typiske - halvplatte klichéer om kvinder, og så virker han i det hele taget så gumpetung, at en forudsætningsløs tilhører næppe ville gætte på, at han nogensinde har kunnet give hundredevis af usle skurke noget velfortjent slag og spark.

Som blues-kunstner har han heller ikke ret meget spark. Han er blot endnu en af »de kendte«, der kan gå ud og stjæle søgelys fra folk, der kan faget.