Kampen om kroppen

»Det normale liv« fælder en nådesløs dom over nutidsmennesket.

Neuroser for fuld skrue: Marie Louise Wille leverer en foruroligende præstation i »Det normale liv« på CaféTeatret. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor er det lige, hun løber og løber? For at få kontrol over sin krop. For ikke at ende som hende den fede, ulækre med bagerposen på bænken. Hende der har givet op. Hun løber også for at fylde det endeløse hul i sig selv. Der mangler noget. Men hvem er det, der dikterer, at hun skal være ligesom alle de andre? Normal for enhver pris? Leve op til alle kravene, som den perfekte kvinde og medborger, der yder ekstra på sit arbejde, dyrker sin krop som en kirke, kan holde på en mand og sørge for, at ungerne ikke falder ud ad vinduet? Det er Inner Stasi - den selvkontrol, der har taget bolig i vores egne, bekymringssyge kroppe.

Konklusionen er klar og ikke videre behagelig i CaféTeatrets »Det normale liv«, hvor tre personer om og om igen forsøger at fortælle en historie om frie og lykkelige mennesker, der lever, som de vil - men hele tiden må de give fortabt. Christian Lollike, der hermed siger goddag som teatrets nye chef, er muligvis moralist og folkeoplyser, der ønsker at vække sit slumrende publikum af tidens neurotiske vildfarelser og få os til at forstå, hvad det er for nogle mennesker, vi er blevet.

Maskeret kronik

Men han er altså heldigvis også dramatiker, der kan skrive scener, som med både indlevelse og fantasi kan få den maskerede kronik til at blive til teater. Og han har heldigvis allieret sig med en iscenesætter, der formår at give de mange rammende ord en krop og en fylde. Det nye instruktørtalent Anne Zacho Søgaard doserer med lige dele kras humor og eksistentiel livsangst og får det hele til at leve i Siggi Óli Pálmasons vrængende Teletubby-scenografi af et lykkeland, hvor en både vittig, rørende og temmelig foruroligende Marie Louise Wille med spurt i kroppen og skræk i blikket spiller den paranoide livslede helt ud som kvinden, der knækker under præstationspresset. Med Theresa Sølvsteen og Peter Flyvbjerg på plads som sarkastiske domptører. Det er nådesløst teater til tiden. Og hvilken tid.