Hvem er Evita? Frelser eller manipulator? Det giver Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices musical fra 1978 ikke noget svar på. Det er både dens force og dens problem. Vi må selv bestemme, men det berøver den samtidig et midtpunkt, det er svært at fatte sympati for i de numre, der udgør historien om den ambitiøse provinstøs, som med ustoppelig ambition kæmper sig hele vejen til samfundets top i 1940ernes Argentina. Som fortryller masserne med sin karisma, mens hun prædiker sit evangelium om magten og pengene tilbage til folket i en ejendommelig alliance mellem militær og arbejderbevægelse.
Musicalen var en af dem, der førte musicalgenren videre, så der ikke længer blev talt, kun sunget. Selv kaldte Lloyd Webber »Evita« for en opera.
På Det Ny Teater har Charlotte Guldberg i titelrollen måske nok lidt problemer med at synge partituret. I hvert fald i højderne af det i forvejen skingre parti, når Evita skal forføre masserne med sine glødende oratoriske evne. Og hendes vibrato må være en smagssag – selv synes jeg, den giver hendes stemme karakter. Hun vinder på at dæmpe sig ned, hvor hun kan. Det følelsesmæssige og musikalske højdepunkt, »Kald ikke mer’, Argentina«, sunget fra præsidentpalæets balkon, kommer hun frelst igennem ved at dysse den helt ned.
Der er i det hele taget ingen tvivl om, at hun kan spille rollen. Ret så glimrende endda – med fuld belægning for den balance mellem skin og væren, mellem helgeninde og ambitiøs møgkælling, figuren skal have. Hun har jernviljen og temperamentet, den glamourøse, blanke star quality og en porøs følsomhed, der skinner igennem i glimt. Men det afgørende attak, har hun også det?
Letbevægelige masser
Ellers velsyngende, men lovligt anonyme Tomas Ambt Kofod forvalter sin Che Guevara-figur, der kritisk kommenterer Evitas hurtige opstigning og ligeså bratte fald fra sidelinjen, mere som en ironisk fortæller af en kontormand end som den macho-rockende, maskulint magnetiske proletarkritiske modpol til Evita, han gerne skulle være. Og hvorfor går Jesper Lohmann, der sangmæssigt er uden for sine vante rammer, så søvngængeragtig gennem partiet som Perón?
Rundt om dem er det store, velsyngende og tangodansende ensemble – det folk, der i virkeligheden spiller hovedrollen – dynamisk og lydefrit koreograferet som letbevægelige masser.
I det hele taget er forestillingen kompetent, men heller ikke monumentalt afviklet. Ingen tvivl: »Evita« på Det Ny Teater er en flot musicalforestillling. Den er klart og kyndigt fortalt af instruktøren Daniel Bohr, glimrende koreograferet og udstyret med en ødsel ramme, der både vækker 1940ernes Buenos Aires til live og fungerer som det politiske drømmespilsscene, »Evita« først og fremmest er. Men der er noget selvfølgeligt afviklende over forestillingen, hvor flot forløst og kyndig man ellers synes, den også er.
Den ideelle »Evita« kan man altså ikke kalde forestillingen.
Hvad: »Evita«
Hvem: Musik: Andrew Lloyd Webber. Sangtekster: Tim Rice. Oversættelse: Karen Hoffmann. Iscenesættelse. Daniel Bohr. Scenografi: Paul Fransworth. Koreografi: Adam Cooper. Musikalsk ledelse: Per Engström.
Hvor: Det Ny Teater til 4. maj
