John Crankos »Onegin« er ligesom Neumeiers »Romeo og Julie« et af Den Kgl. Ballets allerstærkeste dramatiske værker i repertoiret. Koreografien er mesterlig, og i sit dramatiske udtryk passer balletten, som man sidst kunne opleve herhjemme i 2002, som fod i hose til kompagniet. Og repremieren onsdag på Gamle Scene blev et godt og bevægende gensyn med det store Pusjkin-baserede balletdrama, der nu igen – ligesom til Danmarkspremieren i 1989 – er smukt indrammet i Jürgen Roses billedskønne scenografi og kostumer i fint afstemte nuancer.
Ligesom følelserne bliver dansen vredet og drejet til det yderste i det smertelige kærlighedsdrama mellem hovedpersonerne Onegin og Tatjana, hvor hun kun i drømmescenens store pas de deux opnår at blive løftet så højt op i luften af Onegin, som en kvinde overhovedet kan blive løftet af sin elskede i ballet.
På premiereholdet honorerede Yao Wei ikke bare teknisk det krævende parti som Tatjana, men også dramatisk i udvikling fra ung bly pige til en moden gift kvinde, der trods sine splittede følelser til slut magter at afvise Onegin, som i ungdommen så koldt forsmåede hendes kærlighed og alt for sent indser, hvad han har mistet.
Meget fint er hendes samspil med Jean-Lucien Massot, der er eminent i titelrollen som den elegante, mørke, hovmodige Onegin. Frækt flirter han i anden akt med Tatjanas søster, Olga, så vennen Lenskij i jalousi ender med at udfordre ham til duel. En duel, hvor Onegin dræber Lenskij. Solisten Femke Mølbach Slot er charmerende og sikker som den muntre, ubekymrede Olga, og den unge talentfulde korpsdanser Charles Andersen er en fin, følsom og hengiven Lenskij med smukke linier i dansen. Men den teknisk udfordrende kærligheds-pas de deux mellem Olga og Lenskij i første akt manglede endnu overskud i de raffinerede løft, der er en af Crankos specialiteter.
Som Tatjanas ægtemand, fyrst Gremin, har Julien Ringdahl en venlig, stilfuld attitude og er en tryg, stabil partner for Tatjana i balscenens pas de deux. Morten Eggert sprudler af energi som anfører i de unge bønders dans, og der er herlig karakterdans, når de ældre par folder sig ud til fødselsdagsfest, ligesom Rose Gad og Lis Jeppesen giver godt liv til henholdsvis den bekymrede Fru Larina og den omsorgsfulde amme.
Flotte er fest- og formationsdansene i korpset, der var i god form til repremieren, og trods endnu manglende overskud visse steder, kan det ikke ændre ved indtrykket af »Onegin« som et utrolig stærkt og veldanset balletdrama med følelserne på scenen fint underbygget af Tjajkovskij-musikken, der klang smukt i orkestergraven under Graham Bonds ledelse.
,
