Mennesker mødes. Kontinenter støder sammen af og til. Begge drifter kan føre til fantastiske flader og skøn sammensmeltning - men også ende med ubestigelige bjerge og afgrundsdybe kløfter.
Isolde sidder hos trofaste Brangäne og fortæller om sin skæbne. Den irske prinsesse bliver lige om lidt hentet af en ridder og ført til bryllup med kong Marke ovre i Cornwall. Men hun kender denne Tristan i forvejen, viser det sig: Hun fandt ham engang hårdt såret og reddede hans liv. Og vil da lige hilse ordentligt på sin ridder igen. Selvfølgelig da...
Aarhus er kun den næststørste by i et lille land - men en verdensstad på musikkens område.
Dens musikhus satte Richard Wagners fire aftner lange "Nibelungens ring" op i 1980'erne og bragte sig på alles tunger dengang.
Og byen gentager succesen i disse uger. Nu med samme Wagners mægtige "Tristan og Isolde" på plakaten. Et fire timer langt epos om den keltiske prinsesses kærlighed til ridderen, om det mest umulige af alle forhold i teatrets verden, om to menneskers fælles længsel og ditto død.
Wagner skabte de fire timer sidst i 1850'erne. Han var rendt ind i den store kærlighed, lagde arbejdet på sin "Nibelungens ring" til side og skabte sit livs elskovsepos. Som altid på baggrund af nordiske og keltiske sagn - tilsat en ny idé på Wagners romantiske tid: Ideen om den store kærlighed.
Forestillingen havde premiere i søndags. Den spiller igen i aften og siden to gange mere. Tag endelig til Aarhus og oplev den. Selv om "Tristan og Isolde" er et langt værk med mange låse, har Den Jyske Opera fundet en nøgle til dem alle.
Helt overordnet i form af Mikael Melbye som instruktør. Den tidligere sangstjerne lader musikken tale for sig selv. Ved at koge scenografien ned til næsten ingenting. Ved knap nok at antyde tid eller sted.
Jo, jo... Vi får da titlen "Tristan und Isolde" med gammeltyske tegn på fortæppet. Ordene opløser sig efterhånden, bliver til en himmel fuld af de flotteste skyer, afslører en trappe.
Vi får også de to damer i to meget forskellige slags blå. Pastelkjolerne virker som skabt til kelternes klippefyldte kyster og giver begrebet vandfarve dobbelt betydning. Scenografien virker næsten for nøgen alt og til. Hvis det endelig skal være.
Melbye tager kort sagt livtag med de største operaer, men voldfører dem aldrig. Hvilket i årevis var et særsyn på europæiske operascener. De mange guder og helte og skurke i "Nibelungens ring" kan sagtens gøres til personager på ethvert kontor - men hold for guds skyld fingrene fra ham og hende, fra elskovens mest abstrakte eventyr, fra det eviggyldige.
Og gulvet præsenterer nogle af de bedste sangere til Wagners krævende kunst. Man får ikke de sangere mange steder i verden lige nu. Sikkert nok en eller to af dem, men ikke hele holdet.
Solisterne i netop "Tristan og Isolde" kan ellers både være på vej mod de 60 og veje det dobbelte.
Den århusianske Tristan i form af Robert Gambill er det modsatte: Han synger partiet mere end tåleligt og kan stadig illudere ung elsker til perfektion. Amerikaneren har endda overskuddet til at forlade det pæne og virkelig lade stemmen farve. Som når han i hele tredje akt ligger hen og lyder helt grå af død.
Vor egen Ann Petersen står alligevel for aftnens største overraskelse. Hun har allerede optrådt med rollen som Isolde udenlands og høstet de rødeste roser for det.
For hånden på brystets bankende muskel: Hvor har man hørt hendes ængstelige møde med ridderen i første akt sunget renere? Hvornår har man sidst grædt så ægte under finalens berømte elskovsdød? At den sympatiske stjerne gik med en dramatisk sopran af de største i maven, vidste vi godt herhjemme - men ikke at den ville vokse så hurtigt.
Men man kunne blive ved:
Petri Lindroos som kong Marke ejer en imponerende og i forestillingen ret velkommen basstrube.
Elena Batoukova-Kerl som Brangäne finder måske sjældent den helt passende grimasse, men lægger til gengæld sin stemme tæt op ad prinsessens egen.
Og danske Morten Frank Larsens stemme ligger i den tunge ende efterhånden og passer derfor godt til Kurwenals parti. At han også ligner en gud fra fødslen og tilsyneladende har en god hårdag hver dag, gør kun sagen bedre.
Alt imens Den Jyske Operas kor for alvor lægger fra land. Samtlige medlemmer synger medrivende og spiller professionelt fra først til sidst. Når man ikke deltager aktivt, vender man for eksempel ryggen til og står bomstille. Ikke noget med overspil eller private initiativer hér - kun stil og stille storhed.
Hvilket vellykket livtag! Hvilken flyvende forestilling! Og musikerne i Aarhus Symfoniorkester breder det blødest tænkelige tæppe ud under alle. Læg allerede mærke til forspillet: Det klinger fuldstændig fantastisk under Giordano Bellincampis ledelse.
"Tristan og Isolde" i Aarhus handler i den grad om erotik, vokser sig stadig mere sanselig, når himmelske højder allerede under de indledende manøvrer - og bliver deroppe til sidste harmoni fire timer senere. I øvrigt et af de største og længst ventede klimakser i klassisk musik. Men med de to sjæle på vej ud af kroppene. En frygtelig ironi. Genialt.
Når man har stået små fem timers elskov igennem, er man som regel godt stegt. Ikke mere "Tristan og Isolde" i den her sæson. Knap nok mere Wagner i det hele taget.
Den jyske version skal så være en undtagelse. Man kunne køre en tur til med det samme. Så fremragende er den.
Hvem: Robert Gambill, Ann Petersen, Petri Lindroos, Morten Frank Larsen, Elena Batoukova-Kerl, David Danholt, Robert Bøgelund Vinther og Thomas Christian Sigh samt Den Jyske Operas Kor og Aarhus Symfoniorkester. Dir.: Giordano Bellincampi. Instr. og scenografi: Mikael Melbye
Hvad: "Tristan og Isolde" af Richard Wagner
Hvor: Musikhuset Aarhus, søndag. Spiller også onsdag kl. 18.30 samt 26. og 29. august
