Kærlig Klan

Rune Klan i højt gear med især den seksualiserede kærlighed som tema. Så bliv hjemme, hvis udtryk som »dillere«, »pik« og »patter« føles trættende at høre på.

Rune Klan formår at få sine »ofre« til at grine sammen med publikum, uden at det bliver ondskabsfuldt. Foto: Sebastian Zamorski Fold sammen
Læs mere

Rune Klans nye show, »Det stribede show«, er en skønsom blanding af standup, comedy og trylleri. Det gennemgående tema er den åndelige og den seksualiserede version af kærligheden.

Klans standup-version af Søren Kierkegaards liv og levned er ubetalelig, men han foretrækker den konservative 1700-tals moralfilosof Samuel Johnson, fordi han skrev: »Kærlighed er mystik«. Det tiltaler en standup-tryllekunstner. Ellers er det mere det seksualiserede end det idéhistoriske, der fylder i showet, så de, der er trætte af at høre udtryk som »dillere«, »patter« og »pik«, må holde sig væk.

Måske også derfor er aldersgrænsen sat til 15 år. Der er dog næppe meget, som ikke kan høres i skolegården på en folkeskole. men et par steder bliver Klan lidt klam, som når han, med henvisning til hendes kæreste, spørger en pige: »Knalder han godt?«

Efter knap 90 hæsblæsende, humørfyldte minutter får man måske ikke nogen dybere forståelse af kærligheden, som mest er et løst bagtæppe til rappe replikker, crazy komik, sød inddragelse af publikum og så de indlagte 12 trylletrick. De er umulige at greje, der er både bolde, æg, lamper, elpærer og kinesiske ringe.

Rune Klan besidder en meget høj indfølingsevne og formår at få de ofre, han udvælger sig, til at grine sammen med publikum, uden at det bliver en ondskabsfuld udlevering. Det er en balanceakt, han behersker. Den, der, som denne signatur har prøvet det tidligere, kommer i Klans hænder, føler sig godt tilpas.

Rune Klan testede blandt andet publikum for, hvor længe parrene havde været sammen, og rekorden var et ægtepar gennem 59 år, der afviste at have haft syvmåneders- eller syvårskriser. Hertil sagde Rune Klan:

»Jeg har prøvet enmånedskrise, to-, tre-, fire-, fem-, seks-, syv-, otte-, ni-, timånederskriser, og så havde vi lige to gode uger, og så 11-måneders krise.« Hæ!

Klans standup-trylleshow er i højt gear, spasmager som han er. Komplet tilstedeværende. Uimodståelig, når han i dialog med sig selv efterligner, hvordan en rigtig bøv faktisk kan lyde i barndomsbyen Silkeborg. Sådan.

Hvad: »Rune Klan. Det stribede show«.

Hvor: »Bremen Teater« til 21.9. Derefter landsturné til april 2014.