Godt nytår! Og velkommen hjem fra Afrika. Vejret har været med jer. I hvert fald ser I jo strålende ud, som I kommer ind der på scenen og sætter jer til rette ved skrivebordet. I har siddet her før - og nu sidder I her igen. Alene den måde, I kommer ind på scenen på. Knejsende, selvbevidste, elegante: Tak fordi vi måtte komme i audiens.
Den amerikanske dramatiker A.R. Gurneys brevdrama »Kærestebreve« på Privat Teatret er på mange måder et nummer for to karismatiske stjerner - et glimrende partitur, som giver mulighed for at tindre og glimre uden at få alt for meget sved på panden. Men det er en bragende anvendelig teatertekst, der både lægger op til den nærhed og den distance, som brevkunsten giver mulighed for. Så glemmer vi, at stykket måske er lige lovligt amerikansk i al sin effektivitet. At det måske er lige lovligt patetisk i sin beskrivelse af en livslang, uforløst romance mellem to privilegerede overklassemennesker, der elsker hinanden, men hele tiden går fejl af hinanden. Pennevenner livet igennem. Han er den pæne, flittige dreng, der udvikler sig til den solide og konforme samfundsstøtte - advokat, familiefar, senator. Hun er den livsglade arving, en oprørsk kunstnernatur, hvis muligheder efterhånden skrumper ind.
Og sådan som I ikke bare læser, men spiller det, Susse og Bent, så ophøjes »Kærestebreve« til brillant teaterkunst, ladet med alt det, I har med jer. Ja, sådan som I med autoritet lader dialogen kontant bølge frem og tilbage med virtuose udtryk for livets mange faser - fra ungdommens åbne land til alderens vemod - får I stykket op i det niveau, hvor det giver mening. Stilen behersker I naturligvis. Og sammen skruer I op for charmen, så vi ikke kan andet end overgive os og hengive os, samtidig med at I dog ikke bare illuminerer, men også afslører figurerne. Det klæder dig, Bent Mejding, at du tager dig god plads. Vittig - og med en fornem redegørelse for dengsedrengens lille tragedie - historien om det pligtopfyldende, men stadig rastløse borgerdyr, der bliver væk for sig selv, og som alt for sent undrende erkender, at chancerne skal tages, mens vi stadig lever. Og du, Susse Wold, har jo det hele - den frække, »uopnåelige« piges tindrende smil og drilske, ironiske lune er lige til at forelske sig i - og den fordrukne, fraskilte kvindes fandenivoldske og smerte bag slagfærdigheden lige til at tude over. Og vi kommer jo ikke uden om det: Du er stadig så utrolig smuk. som denne kvinde må være. Når vi ser jer, føler vi, at det er livet, vi oplever. Så lykkeligt ulykkeligt er det. Elsker vi jer? Det er ikke for meget sagt.
I venlig ærbødighed
Jakob Steen Olsen
