Jul i Gammelby a'la Robert de Niro

Når man som ung skuespiller skal leve sig ind i rollen som Nissefar på 630 år, hvad er så mere naturligt end selv at flytte ind på loftet? Det gjorde skuespilleren Kristoffer Fabricius.

At Nissefar bor på loftet over den gamle købmandsgård, det ved enhver, der gennem årene har hygget sig med »Jul i Gammelby«, enten som TV-julekalender eller som juleteater på forskellige scener landet over.

Så hvad gør en ung og uerfaren nisse - undskyld: skuespiller - for at leve sig ind i rollen som Nissefar? Han flytter naturligvis selv ind på loftet.

Det var netop, hvad Kristoffer Fabricius besluttede at gøre, da han som nyuddannet skuespiller fik tilbudt rollen som Nissefar i juleklassikeren, der i morgen har premiere på Folketeatret.dk.

TV: Kom med ind i Nissefars univers

I den forløbne uge har han boet på teatrets loft mellem oplagret sceneudstyr og lige over den store lysekrone i teatersalen. Her har han indrettet sig hyggeligt med seng, bord, et udvalg af grødskeer og andet nødvendigt nissegrej, mens han har levet af de almisser, som teatrets medarbejdere og andre behjertede sjæle dagligt bringer op til ham.

»Den første nat lå jeg bare og stirrede op i loftet og tænkte: Det er fandeme underligt at ligge her med nissehue,« griner han, da vi besøger ham en tidlig formiddag, mens regnen trommer på loftsvinduet.

»Men at bo her uden at blive forstyrret af fjernsyn og Facebook - jeg har ikke engang min mobiltelefon med - gør det lettere at fordybe mig i arbejdet med rollen.«

Inspireret af de Niro

Ideen til nisseprojektet fostrede Kristoffer Fabricius sammen med holdkammeraten fra skuespillerskolen, Andreas Berg, der spiller rollen som gadedrengen Bertel i »Jul i Gammelby«.

»Kristoffer er en meget stor fan af Robert de Niro, som før indspilningen af »Taxi Driver« levede tre måneder som taxichauffør,« fortæller Andreas.

»Vi prøver så at sige at overføre Robert de Niro-metoden på »Jul i Gammelby«.

Og parret er gået grundigt til værks. Kristoffer har bl.a. været hos en »nissemassør«, der har masseret hans indre nisse frem.

»Han hedder Olle og er 630 år gammel. Det er så ham, jeg prøver at kopiere,« siger han.

»Vi har også interviewet folk på gaden om, hvad der er den gængse nisse, og talt med mennesker, der kan se nisser i naturen og bedt dem fortælle om, hvordan nisser bevæger sig og taler,« fortæller han, der også konsekvent har gået i Nissefars tøj: knæbukser i groft vadmel, nissehue og filttøfler med snabel, lige siden prøverne på »Jul i Gammelby« begyndte for snart to måneder siden. Også skægget har fået lov til at vokse til noget, der ligner nisselængde - selv om det holdt hårdt.

»Om det overhovedet hjælper noget at have levet som nisse i snart to en halv måned, ved jeg selvfølgelig først, når jeg står på scenen. Måske er der ikke en kat, der bemærker det,« siger Kristoffer, som dog selv tror, at det at bo på loftet har hjulpet ham til at få noget af den naivitet og uskyld frem, der hører nisser til. Om ikke andet, skal han nok komme til at lugte af nisse efter en uge på loftet uden bad og andre moderne bekvemmeligheder.

Hele forløbet har de to venner optaget på video, der som en alternativ julekalender kan ses på hjemmesiden jegernissefar.dk fra 1. december og frem til juleaften.