Jorden er stadig flad som en pandekage

Holberg skrev »Erasmus Montanus« i 1723, men stykket er lige så aktuelt i dag. Tag bare den måde politikerne argumenterer på, siger instruktøren Thomas Bendixen, der sætter komedien op på Det Kgl. Teater med Thure Lindhardt og Søren Sætter-Lassen i hoved-rollerne..

Holbergs historie om Erasmus Montanus giver os chancen for at grine af os selv, også i dag, lyder det fra instruktøren Thomas Bendixen (tv.) og skuespillerne Søren Sætter-Lassen og Thure Lindhardt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er Morlille en sten!«

Citatet er kendt af danskere i alle aldre, fra skolebørn til oldinge. Ludvig Holbergs »Erasmus Montanus« har været fast folkeskolepensum i generationer og er stadig én af hans mest elskede komedier. Historien om bondedrengen Rasmus Berg, der har studeret i hovedstaden og vender hjem til landsbyen overbevist om sin egen overlegenhed og misbruger sin nyvundne lærdom til at »disputere« de uvidende landsbyboere sønder og sammen, så de må give ham ret i selv de mest uhyrlige påstande. Men han ender alligevel med at komme til kort, da landsbyboerne rotter sig sammen og tvinger ham til at indrømme, at Jorden er flad.

»»Erasmus Montanus« er et stykke dansk dramatik, som vi alle har til fælles i vores arv, fordi det siger så meget om den danske ånd, den danske sjæl og den danske mentalitet – også i dag,« siger instruktøren Thomas Bendixen, der netop nu er ved at lægge sidste hånd på Det Kongelige Teaters nyopsætning af den næsten 300 år gamle komedie.

»Holberg skrev komedien på et tidspunkt, hvor han var meget optaget af at lave dansk teater i den franske og den italienske komedietradition og nærmest sprøjtede skuespil ud på samlebånd til sit teater i Lille Grønnegade. Og her står »Erasmus Montanus« efter min mening som ét af de klareste, med en klar stringens og idé, nemlig hvad der sker, hvis man sætter en ung lærd, men umoden og utålmodig mand fra København sammen med sit ophav i en lille landsby – kaldet Bjerget – hvor ingen ny tanke er tænkt de sidste mange hundrede år,« siger han.

»Kogt helt ned handler »Erasmus Montanus« jo om en ung nar, som i hovedsagen har ret, nemlig i at forsvare den nye tanke om, at Jorden er rund. Og en gammel nar – Per Degn – som i hovedsagen tager fejl, nemlig i at insistere på, at Jorden er flad. Men som alligevel ender med at vinde. For selv om Erasmus har ret, har hen også en masse fejl, han er så optaget af at ville have ret og være bedre end alle andre, at han ender med at blive kanøflet af det samfund, han møder. Og det sker jo ofte for fremskridtets folk, at dem med de nyeste tanker er for rabiate og fundamentalistiske, de er ikke tålmodige nok til, at folk kan følge med. Og derfor bliver de lige så store narre som de mennesker, der insisterer på ikke at ville flytte sig. Det er altsammen meget menneskeligt og sker også i samfundet i dag.«

Vi møder Thomas Bendixen sammen med forestillingens to hovedrolleindehavere – Thure Lindhard, der spiller Erasmus, og Søren Sætter-Lassen, der lægger krop og stemme til den bagstræberiske, halvstuderte Per Degn – i Skuespilhusets kantine efter en lang prøvedag.

»Det vidunderlige ved Holberg er jo netop, at han er dobbelt i alt – lige så meget som han udstiller narren, hvad enten det er Jeppe, Jean de France, Erasmus eller Den politiske Kandestøber, lige så meget udstiller han personens omgivelser – deres selvgodhed og selvtilstrækkelighed, deres mangel på ydmyghed,« siger Søren Sætter-Lassen, der gennem karrieren har spillet en række Holberg-roller både på Grønnegårds Teatret og på Det Kongelige Teater.

»Men Holberg er jo også så grusom, når han til sidst tvinger Erasmus til at indrømme, at Jorden er flad. Det er et overgreb, så man tror, det er løgn,« tilføjer han. »Selv om Erasmus er en nar, så synes vi jo også, han er smaddersød, når han kommer hjem og begejstret vil fortælle om alt det, han har lært. Der kan jeg da genkende mig selv som ung, når jeg kom hjem og skulle fortælle mine forældre om, hvordan det var at gå på skuespillerskolen i Odense. Selv om jeg ikke blev mødt på samme måde som Erasmus, så fattede de jo ikke en lyd, når jeg fortalte om figuropbygning og Stanislavskij-metoden. Jeg havde den samme begejstring over alt det nye og fantastiske som Erasmus, og det er jo det rørende ved ham. Det er derfor, vi også godt kan lide ham.«

Sin egen figur, Per Degn, kalder Søren Sætter-Lassen derimod en farlig mand:

»Han synes jo selv, at dér på Bjerget er han Paven af Rom, han er autoriteten, og det giver ham helt sikkert mange frynsegoder. Derfor er han hundeangst for at skulle møde Erasmus, for han ved godt, at Erasmus kan vælte ham af tronen,« siger han. »Men det forfærdelige og groteske er jo, at det lykkes ikke for Erasmus. For ligegyldigt hvor vanvittige argumenter, hvor meget løgn og tryllelatin, Per Degn kommer med, så tror folkene på Bjerget på ham. Per Degn er ikke bare en nar, han er en farlig mand, en skarnsmand, der er villig til at gå all in for at vinde.«

For Thure Lindhardt er »Erasmus Montanus« karrierens første livtag med Holbergs komedier.

»Jeg er jo vokset op med Holberg i skolen, men jeg har ikke haft en særlig interesse for ham før nu. Det skyldes nok især, at jeg har set mange opsætninger, hvor jeg syntes, der gik lidt for meget parodi i den med at tale »sjææælandsk« og den slags. Men nu, hvor jeg virkelig nærlæser teksten og også har læst flere biografier om Holberg selv, kan jeg jo se, hvor skarp og hvor eviggyldig han i virkeligheden er,« siger han. »Erasmus-karakteren er en meget genkendelig figur. Der er både det overmodige og det latterlige i ham, men også en lidenskab, som jeg synes er ret fin og dejlig. Men det virkelig rørende er hans behov for at blive set og anerkendt – og at ville være anderledes end de andre. Det er ikke specielt klogt, men det er meget menneskeligt. Der kan komme nogle meget fine ting ud af det, men det kan også gå grueligt galt, hvis omgivelserne ikke er klar. Man kan jo ikke forvente, at ens omgivelserne skal se tingene, ligesom man selv gør, bare fordi man har været væk. Men jeg synes alligevel, det er synd for ham. Det kan godt være, at Erasmus er en nar, men måske handler det mere om, at der er noget ungdommeligt overmod i ham, som han bliver knækket på, fordi verden omkring ham ikke forstår ham. Og han forstår ikke verden.«

Det er 14. gang, Det Kongelige Teater sætter en ny opsætning af »Erasmus Montanus« på plakaten.

»Og når folk spørger, hvorfor vi nu igen spiller et stykke, der er skrevet i 1723, så er der altså heller ikke sket mere med os menneskeligt siden dengang, selvom vi har fået computer, bil og pensionsopsparing,« siger Thomas Bendixen.

»Bjerget findes stadig lige her i Danmark og lever i bedste velgående, og mange steder er Jorden stadig flad som en pandekage. Når vi arbejder med karaktererne er det heller ikke svært at fantasere sig til, hvem der kunne være både Erasmus, Per Degn og alle de andre. På et tidspunkt siger Per Degn til Erasmus: »Det er jo sådan, at hvad mange mener, er det rigtige. Ikke hvad én mener. Ergo har du uret!« Og det er jo en fantastisk logik, som vi også kan se i dag. Hvis man f.eks. rigtig lægger øret til, når politikere bliver interviewet, så taler de lige så absurd, som man gjorde i Holbergs komedier. Det handler om at få ret og vinde over den anden, og så er det i øvrigt lige meget, om det, man siger, er noget sludder. På den måde rammer Holberg ikke bare den danske, men den menneskelige ånd.«

Thomas Bendixen har lagt sin opsætning tæt op ad den samme commedia dell’arte tradition, som også Holberg dyrkede i sit eget lille værtshus-teater i Lille Grønnegade for snart 300 år siden.

»Det vidunderlige ved Holberg er, at han ikke bare vil docere, han vil også underholde. Derfor bruger han komedien, fordi han gerne vil have, at folk kan grine af de typer, de genkender – og også af sig selv – midt i det hele,« siger han.

»Holberg skrev »Erasmus Montanus« dengang, lærdom var det nye sort. Men det, han siger til os, er, at hvis man bare kommer og har læst en masse bøger og docerer ud over alle andre alene for at få ret, så har det intet med lærdom at gøre. Lærdom er at turde møde andre mennesker i øjenhøjde, turde lytte til dem og opdage, hvem de er. Og det er supermoderne sagt af ham.«

»Erasmus Montanus« spiller på Skuespil-husets Store Scene 4. september-23. oktober.