Jeppe som alkoholiker. Sådan spiller Henning Jensen sin »Jeppe på Bjerget« på Det Kongelige Teater. Han har det hele: De rystende hænder, inden han har fået sin brændevin. Det svampede fjæs. Det fedtede hår, der pjasker ned i panden. De smalle sprækker i det tunge ansigt, et kødgardin, der er gået ned, når tømmermændene melder sig. Noget nær rendyrket socialrealisme. Når Bodil Jørgensens hårdt prøvede bondekone Nille siger, at hendes mand ville drikke møbler, kone og børn væk, hvis han fik lov, så er der ingen grund til ikke at tro på hende.
Den forvandlede bonde
Henning Jensen og iscenesætteren Christoffer Berdal tager nemlig Jeppe ned, hvor han hører hjemme, hvis vi skal kende ham igen. Den forvandlede bonde! Væk er teaterfabeldyret. Væk er den teatersjællandske brægen. Væk er numrene - komikken er diskret og mest Holbergs egen. Tilbage står en lille, forhutlet og fordrukken mand i sit slidte, sorte sæt tøj, den beskidte skjorte og selerne, der holder det hele oppe - han ligner nærmest en beckettsk klovn på Herrens mark. Men til gengæld et menneske i kød og sprut med fuld redegørelse for mennesket Jeppe. Den Jeppe, der har så mange gode forklaringer på, hvorfor han drikker, men som også er et forsømt, forhutlet og forpint. Krigsinvaliden og enspænderen, som rangerer nederst i hierarkiet og ikke bliver regnet for en skid. Og for hvem alkoholen tilbyder glemsel og en kort lykkestund. På den baggrund er Henning Jensens kortvarige, milde glæde i scenen med Steen Stig Lommers lede udnytter Jacob Skomager ikke så lidt rørende. Det er denne ingenting, der for en kort stund får lov til at være noget, uden at vide, at han er offer for netop den herskende klasses foragtfulde practical joke. Men som, sørgeligt nok, ikke har fantasi til at forestille sig, at man kan udøve sin magt på anden brutal vis, end han altid selv har oplevet den. Hvordan skal han også kunne det?
En Jeppe, vi bør kende
Den perverterede magtelite - lidt konturløst og tidløst placeret i en blanding af fortidige stilarter - har vist ham vejen. Christian Tafdrup spiller baronen som forhærdet pudderprins med et hof af medløbere, der matcher. Og med et popart-slot, hvis moderne vægsmørerier leder tanken hen på vor tids überklasse. Christoffer Berdals sprogligt justerede iscenesættelse bliver i det hele taget tragedien om Jeppe på Bjerget, snarere end komedien - et sidste forsøg på skæg og ballade i retsscenen, hvor Jeppe dømmes til hængning på skrømt, falder lidt idéløst ud. Men sådan kan stykket bestemt også spilles. Og i formidable Henning Jensen har forestillingen en helt og aldeles enestående Jeppe, som ikke gør denne det første rigtige menneske i dansk teaterhistorie til en mindre skikkelse. Tværtimod. Han viser os en Jeppe, vi bør kende. Fylder ham ud med sit pragtfulde minespil og forklarer ham. Helt rigtigt bytter Berdal rundt på rækkefølgen, så baronens slutmonolog om skidtet, der ikke må komme til ære, erstattes med Jeppe, der endelig forstår, at han kun har været til grin. »Jeg er ikke en nar« bryster han sig i første akt. Det er han nu. Og der er kun bænken og flasken tilbage. Snart hverken drømmer han eller er vågen.
