Jeppe mellem gråd og latter

Teater: »Jeppe på bjerget«.Ole Thestrup har fået sit livs rolle i »Jeppe på Bjerget«. En rørende præstation i en forestilling, som ellers tager lovlig hårdhændet på Holbergs komedie.

Ole Thestrup og Charlotte Munksgaard som Jeppe og Nille i Det Danske Teaters opsætning af »Jeppe på Bjerget«, og Ole Thestrups Jeppe er gribende - en helt ægte Jeppe. Foto: Christina Hauschildt Fold sammen
Læs mere

Er du enig med avisens anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Ole Thestrups Jeppe er en gribende Jeppe, en helt ægte Jeppe. Han er trængt ind til kernen - ja, helt ind i hjertet - af det sølle skrog. Hvis da ikke denne Jeppe ligefrem er vokset frem indefra. Han er en Jeppe for vores tid - for alle tider. I sine store bukser, gammeldags seler og oldefarundertrøje ligner han en af Samuel Becketts klovne. Selvfølgelig gør han det. Også Jeppe er jo alene i verden, en verden, han ikke forstår og føler sig som en del af.

Det virker, som om Ole Thestrup fortæller os en form for sandhed om den Jeppe, som vi ellers troede, vi kendte så godt. Han gør Jeppe til en figur i en tragikomedie. Han forløser morskaben i de store monologer. Man ler ad ham - folkeligheden har han jo med sig, det jyske mæle, det skæve, bondesnu smil, de rullende øjne i det store hoved. Men det er en latter med gråd i halsen.

Nok er Ole Thestrups Jeppe et sølle skvat og en sørgelig sut, men han er også et menneske, det er synd for. Han er underkuet, mishandlet og miskendt. Det ser man først og fremmest, når Jeppe hos Jacob Skomager tager en dram. Hvorfor drikker Jeppe? Ole Thestrup underspiller ikke den fysiske forandring, der sker med Jeppe, når sprutten breder sig i systemet. Men han viser os også, at brændevinen gør ham til et andet menneske. Så slipper han af med den selvforagt, der ellers æder ham op, fordi alle andre foragter ham - fra konen Nille, der banker ham, til Jacob Skomager, der snyder ham, til baronen og hans kumpaner, der udnytter ham. En systematisk underkuelse, der gør, at han også per instinkt ønsker at hævne sig, da han endelig mener at have fået magt. Han bliver brutal, han bliver sjofel, men det er jo en følge af fortryktheden.

Men når Jeppe drikker, viser Ole Thestrup os altså den Jeppe, han kunne have været i en anden og en lykkeligere verden. Han får også al poesien frem i manden med det simple liv og de håbløse drømme. I det hele taget er det fornemme ved hans formidable præstation, at han lader sin figur bevare sin menneskelig værdighed, hvor ødelagt, han end måtte være, når spillet er forbi. Han er fuldt bevidst om sin umulige situation, for han er måske nok naiv, men ikke dum. Han håndterer sin skæbne med selvfølelse og selvironi, et vittigt hoved er han jo også. Kort sagt har Ole Thestrup alt for rollen. Han er den rigtige skuespiller til den rigtige rolle på det rigtige tidspunkt - i den forkerte forestilling.

Nådesløst voldssamfund

Som med enhver anden moderne opførelse af komedien har Alexa Ther naturligvis haft problemer med at sluge Holbergs afsluttende, reaktionære monolog, lagt i munden på baronen: »Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være.« Her afspejler den nådesløse komedie, baronen og hans folk spiller med proletaren ved at forvandle ham til herremand for en dag, den meningsløse magtanvendelse. Hun vender komedien helt på hovedet, ja flår sådan set komedien helt ud af Holberg og erstatter den med et nådesløst voldssamfund, hvor Nille (Charlotte Munksgaard) torteres af medløbere i gestapofrakker, voldtægt er dagens orden og hele baronens stab af spytslikkere og håndlangere efterhånden drevet helt ud i desperation og intern splittelse.

Alexa Ther skærer disse udskejelser ud i pap, når hun lader baronen (Ken Vedsegaard som psykopatisk overklasseyngel) lege sine brutale, perverterede voldslege - ikke bare med Jeppe, men også med sine underkuede lakajer i det narrehof, der sættes til at udføre de grove løjer, og som selv mishandles undervejs. Hun trækker spillet omkring Jeppe ud i en iskold, karikeret magtkoreografi - et klart og konsekvent valg, men ved at lægge sig så håndfast samfundskritisk bliver virkningen, paradoksalt nok, knap så stærk. Og hun er ilde hjulpet af et hold, der spiller ejendommeligt mekanisk og af Rikke Juellunds grimme, skrabede scenografi.

Det virker, som om Ole Thestrups Jeppe tilhører en helt anden forestilling. Det må man anerkende, at der naturligvis kan være en pointe i, men forestillingen keder, når ikke Ole Thestrups mere rummelige Jeppe er i centrum. Det er han heldigvis det meste af tiden. Ja, han bliver hele komedien.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion