At gå i teatret er noget underligt noget. Det er en kollektiv oplevelse: Vi sidder der sammen med andre mennesker. Men alligevel forholder vi os kun til det, der sker oppe på scenen, mens de øvrige tilskuere måske kun er en tør hoste på rækken bagved eller kroppe, man rejser sig for, når de skal ind på sæderne.
Sådan er det ikke på CaféTeatret, når »Projekt Landbrug« er ved at være overstået. Her er faktisk en forestilling, som for en gangs skyld lykkes med at få publikum i tale - og til at tale. Uden at det føles som tvangsmalkning. Vi har vandret op ad smalle trapper og hen ad gange i grupper og undervejs haft mulighed for at kommentere det, vi har set med tre vaskeægte, venlige landmænd som turguider.
Og nu sidder vi bænket ved de ternede duge i cafeen, som er omdannet til forsamlingshus med kaffe på termokanden og småkager i mundvigen vartet op af sødt smilende og ironisk syngende karolinepiger i træsko, mens snakken går om dansk landbrug, der ikke længere er, hvad det har været, og fremtiden, der går i retning af endnu mere fremmedgørende stordrift.
Og hvad er det så, vi har oplevet undervejs? En monolog med en opgivende bonde, der er godt på vej mod kortslutningen i hønsehuset - konen er skredet, gælden vokset til 87 mio., og samfundet skælder ham ud for at være miljøsvin og dyrplager. I kælderen er det gymnastrada for underfundig kvinde og opsprættet grisekadaver, der dingler i loftet, inden seancen går over i en snak om landbrugets vekslende grader af kynisme med sigende detaljer.
Længere ud på landet med landboidyllen
Og endelig skal vi smage på ramsløg og andre sankede gratis gaver fra naturen, når vi er til hyggesnak med Opens Source Food, der bl.a. laver projekter for asylansøgere med at finde vildtvoksende mad på Amager Fælled.
Rent kunstnerisk er de enkelte optrin måske ikke de stærkeste, men som samlet oplevelse bliver »Projekt Landbrug« alligevel en tankevækkende øvelse, der får demonstreret, at det moderne landbrugs situation - skurk eller syndebuk? - er kompleks. Drømmen om den rene landboidyl? Den må man i hvert fald længere ud på landet med.
