»Jeg sætter mig altid i den andens sted«

Canadiske Robert Lepage er en af de store instruktører på den internationale teaterscene. Nu gæster hans stort anlagte »Playing Cards: Hearts« på Østre Gasværk Teater. Den handler om det komplicerede forhold mellem Vesten og den arabiske verden.

Robert Lepage skaber sine teaterforestillinger som såkaldt work in progress - i princippet bliver de aldrig bliver færdige. Foto: Bertrand Guay/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MONTRÉAL: Scenen er rund. Publikum kan sidde hele vejen rundt om den store tribune, som er bygget op i Montréals nycirkusteater La Tohu. Der er plads til 900 tilskuere i den udsolgte sal, og helt enestående kan man fra sin plads på tribunen se lige over på de andre tilskuere på den anden side af scenen. Det gør i høj grad aftenens opførelse af den canadiske teatermand Robert Lepages tre timer lange forestilling »Playing Cards: Hearts« til en fælles oplevelse. Vi er kommet for at opleve noget særligt sammen.

Mange af Robert Lepages forestillinger har været stort vævede, humanistisk sindede forestillinger, der nærmest som et koralrev er vokset med tiden, fordi han og skuespillerne bliver ved med at arbejde på dem efter urpremieren. Det gælder også den forestilling, der går over scenen denne aften, og som fra onsdag kan opleves på Østre Gasværk Teater.

Over den cirkulære spilleplads, som skuespillerne kun kan indtage via lemme i gulvet, hænger et kæmpemæssigt urværk. »Plaing Cards: Hearts« er nemlig en forestilling, der med instruktørens berømte sans for teatermagi tryller os frem og tilbage mellem kontinenterne og mellem nu og før, og som viser, hvordan menneskers skæbner kan påvirke hinanden på tværs af tid og sted. Vi er indbyrdes afhængige – som tandhjulene i et ur.

»Playing Cards: Hearts« fortæller hele fire generationers historie. Den berører det komplekse modsætningsforhold, som eksisterer mellem den vestlige verden og den muslimske og er den anden og uafhængige forestilling i en stor suite på fire, der alle skal tage udgangspunkt i forholdet mellem »dem« og »os« – og som henter deres titler fra kortspillets fire kulører. I »Playing Cards: Hearts« møder vi en taxa­chauffør, som forelsker sig i en ikke-muslimsk pige i vore dages Québe­c, men historien flyder også sammen med dengang i midten af 1800-tallet, da franskmændene gjorde Algeriet til en koloni. Det er en historie, der ikke kan undgå at blive farvet af til­skuerens blik: Selv kommer vi lige fra et København, som netop har været udsat for terroraktionen mod Krudttønden og den jødiske synagoge. Chokket og sorgen sidder stadig i kroppen. Også angrebet mod det franske satire­magasin Charlie Hebdo spøger uvægerligt i tilskuerens tanker.

Midt i det hele

De aktuelle begivenheder rumsterer også inde i hovedet på Robert Lepage, som vi næste morgen møder over en kop kaffe i det snevåde Montréal.

Han citerer en replik fra stykket: »Hvis I bruger jeres eget blod til at skabe dette mirakel, så vil fransk blod flyde.«

»I forestillingen er det jo sat ind i en sammenhæng med hele Algeriet-spørgsmålet, men det er klart, at når man hører ordene, kan man ikke lade være med at sætte dem ind i en kontekst med det, der sker nu,« mener Robert Lepage, som mange gange har oplevet, at hans forestillinger får ny betydning, afhængigt af, hvor og hvornår de spilles i verden.

Robert Lepage er selv en nomade, der rejser rundt på hele kloden med sit eget kompagni, Ex Machina, som er hjemmehørende i en nedlagt brandstation i Québec, eller når han, som en af den internationale teaterverdens efterspurgte instruktører, arbejder rundt omkring på verdensscenerne – fra The Metropolitan i New York over Dramaten i Stockholm til Cirque de Soleil i Las Vegas. Han kan helt klart fornemme en forskel på debatten om integration og forholdet til den muslimske verden, hvad enten han opholder sig i det gamle Europa eller i en relativt ung stat som Canada:

»Jeg tror, folk i Europa er mere rystede, fordi I er midt i det hele. Måske er jeg håbefuld, hvad fremtiden angår, fordi jeg kommer fra denne del af verden. Vi har stadig den illusion, at dette er et jomfrueligt land. Vi har den opfattelse, at alt endnu skal opfindes. Vores kultur er meget ung, så vi mener stadig, at vi kan finde på, ændre og bygge. Når jeg arbejder i Europa, kan jeg fornemme, at fortiden er meget tung. Herovre er jeg optimist.«

Kollektivt projekt

Når publikum sætter sig til rette i Østre Gasværks sæder, vil de opleve en teaterform, der meget er baseret på skue­spillernes efterhånden fastlagte improvisationer, som starter i »rod«, men som efterhånden bliver til den færdige fore­stilling. Der er i høj grad tale om en forestilling, der bliver til som et kollektivt projekt, hvor skuespillerne improviserer og researcher i fællesskab. Og hvor Lepage kaster temaer ind, vælger, samler og sætter sammen.

»Der er ikke tale om et enkelt menneske, som skriver det hele, og som har en mening. Jeg respekterer, at teater kan være en skriftlig kunstart. Men hvad er en skuespiller? Det er et menneske, der påtager sig et andet menneskes ord, og som prøver at få et publikum til at tro på, at man faktisk opfinder dem. Det, jeg siger, er: Hvorfor opfinder du dem ikke selv? Hvorfor gå igennem det besvær, det er at sige andres? Dermed bliver skuespilkunsten umiddelbart præcis – på fransk siger vi juste. Når ordene kommer fra skuespillerne selv, bliver spillet meget tidligt i processen mere alvorligt, skrøbeligt, interessant,« mener Lepage.

Hans kompagni er sat sammen af mennesker af forskellig nationalitet og med vidt forskellige baggrunde. Det præger også synet på de temaer, der tages op i »Playing Cards: Hearts«.

»Kathryn er fra England, Marcello er oprindeligt fra Italien og har arbejdet meget i Frankrig, men bor i London. Der er ikke bare tale om mennesker fra en bestemt lokalitet. Så når vi for eksempel improviserer og udvikler en scene, informeres den af alle mulige forskellige synspunkter. For eksempel er Louis, som spiller moderen, en fyr fra Québec, men han har boet i Paris det seneste par år – er mere fransk end de franske – og han har en helt anden opfattelse af spørgsmålet om tørklæder og om Charlie Hebdo, end vi andre har. Han har en franskmands synspunkter. Vi prøver at følge karaktererne. Hvad har de brug for? Hvor skal de hen? Så lad os se, hvad der dukker op. Men vi har ikke en egentlig diskussion af, hvad vi synes, eller hvad vores holdning skal være. For der er ingen holdning. Ikke fordi vi er kujoner, men det er sådan vi arbejder. Vi lader tingene vokse,« siger Robert Lepage, der understreger, at hensigten med forestillingen ikke er at få tilskuerne til at være politisk enige med stykket.

»Man skal i stedet have dem til at være kunstnerisk enige,« siger han.

I det hele taget er instruktøren ikke så optaget af at »få ret«:

»Jeg er mere en pacifist. Provokation er ikke nødvendigvis min metier. Jeg er mere til at afdække sager og situationer og sørge for, at der er tilstrækkeligt at debattere i dem. Jeg har en tendens til at vende mit synspunkt om. Jeg sætter altid mig selv i de andres sted. Med den andens følsomhed og uvidenhed om min kultur,« siger Robert Lepage, der mener, at hans forståelse for outsiderens synspunkt blandt andet hører sammen med, at han i sin barndom følte sig udenfor. Han lider af sygdommen alopecia, der får ham til at miste alt hår på kroppen.

»Folk siger altid: »Sådan lever vi her. Hvis du vil være her, så er det sådan, vi lever.« Men hvis man hilser nogen velkommen, så må man også møde det, mennesker har med sig. Forsøge at forstå de værdier og den moral, de har med sig. Uden nødvendigvis at være enige i dem.«

Døren til den store historie

I arbejdet med stykket prøvede Lepage og hans skuespillere at forstå den arabiske kultur bedre gennem nogle af de ting, som den arabiske verden har bidraget positivt med inden for for eksempel videnskab og astrologi. Også det kortspil, stykket har hentet sin titel fra, stammer fra den muslimske verden. »Da vi spillede sidste år, var det chokerende, hvor uvidende folk i Québec eller franskmændene var i forhold til deres eget sprog. Ja, fransk er et latinsk sprog, men der er 1200 almindelige ord i vores hverdagsliv, som er arabiske. Folk vil ikke indse, at vores kultur faktisk er meget arabisk, hvad enten man vil vide det eller ej. Man foretrækker at tænke, at de stadig er barbarer, og at vi er nødt til at vise dem, hvordan de skal leve. Og så har de faktisk i en lang række århundreder vist os, hvordan vi skal tænke, regne, tale.«

I »Playing Cards: Hearts« møder vi blandt andet en veluddannet fransk-canadisk kvinde, der vælger at blive muslim.

»Teatrets styrke er, at man kan få folk til at identificere sig med figurerne. Når man én gang har fået dem til at identificere sig, kan de følge tankerækken og forstå, at noget sådant kan ske for et menneske,« siger Lepage, hvis forestilling da også bevæger sig mellem den personlige historie mellem mennesker og den store historie – som i verdenshistorie. »De små historier er dørene til den store historie, og det er dem, jeg er mere interesseret i. Jeg håber, folk forstår den store historie, men gennem den lille historie der kan opstå, når en taxachauffør møder en pige.«

En begivenhed

Teatrets fremtid ligger i at være en »begivenhed«, der bringer folk sammen om noget særligt, mener Lepage.

»Vores kompagni er et fællesskab, der turnerer, og vi mødes med et andet fællesskab, publikum, og vi giver styrke til hinanden. Film og TV giver dig ingen styrke, for det taler til individet, og selv om rummet måtte være fyldt med mennesker, har rummet ikke mulighed for at øve indflydelse på det, der sker på skærmen. Det kan man i teatret,« mener Robert Lepage.

Med sine tre timer er »Playing Cards: Hearts« netop sådan en begivenhed. Og med sin hverdagsprægede dialog, parret med surrealistisk teaterpoesi, sit filmiske flow, sin varme og humor, sin smerte og sit blik for det, der skiller og samler mennesker, bærer den alle Robert Lepages kendetegn. Og så er der den såkaldte billedstærke »teatermagi«, han benytter sig af, når han sætter sin stort vævede forestilling sammen. I »Playing Cards: Hearts« lader han for eksempel personerne ved et bord pludselig blive nogle helt andre et helt andet sted for øjnene af os.

Publikum elsker at lege med, mener Lepage, og det skal de have lov til. Og hans visuelle trylleri hænger også sammen med hans opfattelse af teatret som et »forandringens sted«:

»Teater handler om forandring på alle niveauer: Selvfølgelig skifter man kostume og kulisser, men det handler også om folk, der ændrer sig. I Shakespeares »En skærmsommernatsdrøm« drejer det sig om at blive forandret til noget andet og så tilbage til en selv, men man er alligevel ikke den samme. Det er også det, teater handler om. Vi vil se mennesker forandre sig, gerne i en retning vi ikke havde forventet.«

Berlingskes rejse til Montréal var betalt af Østre Gasværk Teater og Wilhelm Hansen Fonden.