Et andet sted i bygningen hælder scenegulvet ned mod de forreste sæderækker, som lyser rødt i mørket. De store lamper er slukket, klokken er ni om morgenen, og der er lang tid til lys, lyd og bevægelse.
Vi sidder i hjørne i samme bygning. I sminkerummet, hvor pærerne lyser over spejlene og sminke, manuskripter, termokander og tøj udgør et kreativt rod på det lange bord. Hun er en naturlig del af rummet. Sidder dér på sin stol og spiser en croissant, som om hun aldrig havde lavet andet end at være her på Betty Nansen Teatret, hvor hun til marts spiller en af hovedrollerne i forviklingskomedien »En tjener for to«. Men det er faktisk 12 år siden, hun sidst arbejdede på et teater. Ikke at hun har været væk skuespillet. Slet ikke. Hun har bare været optaget af film og fjernsyn – med serien »Dicte« på TV2 som seneste resultat.
Iben Hjejle knipser en croissant-flage af bukserne og ser op i loftet, da jeg spørger hende, hvordan det begyndte. Hvordan hun blev en af sin generations største skuespillere med et ansigt, en stemme, en stil alle danskere kender. Og som udlandet også har taget til sig via filmsucceser som »Mifunes sidste sang« og »High Fidelity«.
»Jeg er nok født til det her« begynder hun med sin karakteristiske raspen. »Som barn fandt jeg på historier, jeg selv spillede med i. Min nussede natkjole kunne blive til en lang prinsessekjole med slæb. Jeg var et fantasibarn midt i virkeligheden, og på vejen fra vores gamle murermestervilla og hen til min lilleskole, kunne jeg forestille mig, at jeg var et egern. Eller en lille hund. Og det troede jeg ikke, nogen lagde mærke til, før min far en dag hang ud ad vinduet og råbte ’Jeg kan se, du tror du er en hest!’ Så jeg må have gået og vrinsket!«
Noget problem var det nu ikke. Familien bestod af rummelige akademikere, der lod pigen blive i sin egen verden og lege med yngre børn, som så blev statister i hendes historier.
»’Er du der, Iben?’« Det var dét spørgsmål, mine forældre oftest stille mig, fordi jeg var i andre verdener. Og da jeg senere spillede med i skolekomedier, var det selvfølgelig det letteste i verden for mig at leve mig ind i mine roller. Det var som at sætte et stik i. Det kunne jeg mærke, og det kunne andre åbenbart se. Jeg kom i hvert fald med i noget børne-TV som 10-11-årig. Det var en ny fantasivirkelighed, og jeg følte mig tilpas der. Men skuespillet var alligevel ikke noget, jeg nødvendigvis ville. Jeg siger i interviews fra dengang, at jeg vil noget med heste. Så det var ikke et kald på den måde, men jeg endte alligevel på Det Fri Gymnasium, hvor man kunne få teater som hovedfag. Og dér blev det hele min verden. Vi spillede »Woyzeck« og »Kong Ubu«. Store stykker som vi spillede med kæmpe gusto, med enorme arm- og benbevægelser.«
Men statens teaterskoler var stadig ikke uomgængelige for Iben Hjejle, da hun blev færdig med gymnasiet.
»Jeg troede, teaterskoler var for folk, der blev opdaget på gaden. Sådan ’Neej, hvor er du flot, du skal da på skuespillerskole’. Eller at det kun var for kendte folks børn. Men nogen må have fortalt mig, at det ikke var sådan. At jeg burde søge ind. Uden at pace mig. Og ingen har nogensinde prøvet at drive mig frem og ind i skuespillet. Derfor bevarede jeg også lysten til det. Også selvom jeg ikke kom ind på skuespillerskolerne i Odense og Aarhus, og reagerede med tænke ’Sådan nogle provinsrøvhuller’ og ’Jeg skal eddermane heller ikke bo i Odense eller Aarhus!’ Senere kom jeg heldigvis ind på skolen i København. Her handlede det også mere om tekst og manuskript og ikke som på de andre skoler om grupper og sådan noget med at bevæge kroppen i rum til musik og forestille sig alt muligt. Det med at gå som en kamel i ørkenen eller plukke usynlige æbler og lægge dem i en kurv, havde jeg jo allerede gjort i min barndom!«
Iben Hjejle drømte om at spille »Hamlet« og »Macbeth. På store scener, i fyldte sale. Og film fyldte meget lidt. Men det gik anderledes, da hun fik en hovedrolle i »Mifunes sidste sang«.
»Pludselig blev jeg en filmstjerne,« husker hun. »Når jeg spillede på teatret, var jeg altid bange for at overspille. Det gør man jo let, når man skal nå publikum ned på 12. sæderække. Det tiltalte mig med film, at jeg kunne skue ned. At jeg ikke behøvede puste mig op. Jeg ’filmede godt’, som filmfolkene sagde, og var først med i »Portland«. En meget mørk film. Men det var med »Mifunes sidste sang«, at det for alvor rykkede. Jeg mødte Søren Kragh-Jacobsen en dag, og han sagde, at nogle andre instruktører ville have ham til at lave film efter et koncept, hvor man ikke måtte noget. Han syntes, det var lidt åndssvagt, men havde en historie, som han gerne ville lave med mig i en af hovedrollerne. Det ville jeg gerne, og filmen blev en kæmpe succes, og Dogme-konceptet kendt i hele verden. Og jeg kan tydeligt huske, at nogle unge drenge genkendte mig på rulletrappen i Magasin, og jeg tænkte: ’Vildt, en film når så meget længere ud, end noget teaterstykke kan’«.
En endnu større skala kom Iben Hjejle op i med den amerikanske film »High Fidelity«, som blev instrueret af Stephen Frears, og hvor hun spillede overfor stjernen John Cusack.
»Her på afstand kan jeg godt se, at det var meget overvældende. Den var en kæmpe maskine, og jeg savnede den danske grundsocialistiske gruppeteatermåde. Derovre var det ekstremt hierarkisk. Stjernerne var stjernerne og blev behandlet sådan. Og jeg blev kørt rundt i store biler. Mine fødder rørte knapt nok jorden! Men jeg prøvede at være venlig og ikke gøre mit ophav til skamme. Så jeg kom til tiden, og opførte mig pænt overfor alle dem længere nede i hierarkiet. Så og jeg sagde venlig ja tak til alt, hvad servicefolkene tilbød mig – og sad så der i min vogn med 10 kopper te og 10 sandwich.«
Pigen fra murstensvillaen var blevet kendt, og herhjemme har rollerne i de populære og hyppigt genudsendte komedieserier »Langt fra Las Vegas« og »Klovn« gjort Iben Hjejle til hvermandseje. Og hun er forbløffet over, hvordan hun bliver identificeret med de roller, hun har spillet.
»I »Klovn« og »Langt fra Las Vegas« spiller jeg en skappedulle. Og det smitter af på omverdenens opfattelse af mig. Mange tror, jeg virkelig er møgsur og streng. TV-mediet er på den måde sindssygt stærkt, og derfor skal man også tænke meget over, hvad man medvirker i. Lige nu er jeg med i »Dicte« som er en god og stor produktion, som kører, mens jeg her på teatret spiller med i et lille stykke. Det er to meget forskellige verdener.«
Hun understreger i samme åndedrag, at det ene ikke er bedre end det andet. Men at hun har længtes teatret.
»Hold kæft, hvor har jeg altså savnet det. Den der direkte kontakt med publikum: Man fortæller noget, og så er der nogen, der lytter. På film og fjernsyn kan det være, at en kameramand siger ’Det var en god scene’ eller sådan noget. Det er det. På teatret er det helt anderledes. Og at ramme et levende publikum er utroligt. Man ser dem ikke, men kan mærke dem rent fysisk. Det er som at være i en lejlighed, hvor du kan fornemme, at der er andre, selvom de ikke siger noget. Man mærker publikum, mærker dem nede i mørket som en fornemmelse. Og den fornemmelse opløser alle de nerver, der er lige før man skal på, hvor jeg er ved at kaste op og gøre det ene og det andet i bukserne. Fordi en eventuel brøler ikke kan reddes, som den kan på TV eller film.«
Ser man bagud i Iben Hjejles danske karriere, kan man se, at komikken fylder mere og mere. Og hun mener, at rollerne i »Klovn«, »Langt fra Las Vegas« og »Live fra Bremen« har gjort hende til en bedre skuespiller:
»Jeg kan spille komedie nu. Jeg har lært alt om timing, som er ufattelig vigtigt for at være morsom. Og jeg har lært meget af alle de komikere, jeg har mødt. Når jeg står og er i tvivl om, hvordan jeg skal levere en replik, så kan deres råd være: ’Så råb den!’ De har en anden tilgang til skuespil, og jeg synes faktisk mange af de største dramatiske skuespillere har sans for det komiske. Jack Nicholson og Bill Murray, for eksempel. Dirch Passer ville helt sikker også have været en fantastisk dramatisk skuespiller, hvis bare han havde fået lov. Eller givet sig selv lov. Men jeg har da også frygtet KUN at blive identificeret med komik, selvom jeg løbende har spillet tunge rolle i svenske og norske TV-produktioner. Dem er der bare få herhjemme, der kender til.«
Iben Hjejle har i det hele taget tænkt over sin position. Også i en skuespillerverden, hvor kvinder over 30 traditionelt har svært ved at få roller.
»På teaterskolen fik vi piger tudet ørene fulde om, hvordan det var slut efter de unge år. Og det har sikkert også gjort, at jeg har brugt mine albuer. Fordi jeg troede tiden var så kort. Men tiden har været med os. I disse år er det jo kvinder, der bestemmer. Ikke bare hvordan hjemmet skal se ud, og om vi skal have spelt. Men også hvad der købes af bøger, og hvad der skal ses i TV og på film. Det har underholdningsbranchen opdaget og laver rigtig meget, der handler om kvinder. Og ikke bare om unge kvinder. Tænk på »Dicte«, »Forbrydelsen« og »Broen«. I de serier er der kvinder i min alder i de store roller, og den bølge rider jeg på sammen med de andre, som udgør toppen af den kvindelige skuespilkransekage.«
Hvor Iben Hjejle ser lyst på fremtiden som skuespiller, har hun det svært med tidens privatlivsjournalistik. At journalister går tæt på kendtes partnere, børn og skilsmisser. Og bruddet med komikeren Casper Christensen blevet også dækket tæt af tabloider og ugeblade.
»Det er som en anden virkelighed. Jeg genkender ikke det, der bliver skrevet. Jeg har intet imod at stille op på den røde løber og fortælle, hvad jeg laver i øjeblikket. Jeg er mig 100 procent bevidst om, at jeg befinder mig i underholdningsbranchen, og at jeg skal sørge for, at der sælges billetter ved at stille op til alt muligt. Det er fint, det kan jeg sagtes leve med. Den anden side af det offentlige liv – dén hvor der gås benhårdt efter det private – er ubehagelig. Derfor kunne jeg aldrig i livet finde på at tale med ugebladene. De er også blevet hårdere og er tidligere gået langt over mine grænser. De har skjult sig foran min gadedør og taget billeder af Casper og mig og min søn! Det der med at gemme sig er utilgiveligt, synes jeg. Jeg læser heller ikke længere, hvad de skriver om mig og beder mine omgivelser om ikke at referere det, de læser. Det er alligevel stærkt forvansket. Eller direkte løgn.«
Men tag ikke fejl. Presset på privatlivet er en omstændighed Iben Hjejle gerne lever med for at gøre det, hun helst gør.
»Jeg elsker at spille skuespil, siger hun er på vej ud af sminkerummet og op på scenen for at øve. »Det er det, jeg skal. Det har det vist været siden jeg var den der galopperende hest på vej til skole.«
