Jazzbabes, natugler og gospelstemning

Alvin Ailey American Dance Theater skød deres gæstespil flot i gang med Ailey-klassikere til swingende akkompagnement fra Tivolis Big Band.

Ægteparret Linda Celeste Sims og Glenn Allen Sims i nummeret »Lake« fra Alvin Aileys værk »The River«. Foto: Paul Kolnik Fold sammen
Læs mere

Der har været et varmt og stærkt kærlighedsforhold mellem dansk publikum og Alvin Ailey American Dance Theater, lige siden kompagniet gæstede Tivoli første gang i 1981. Begejstringen var forståeligt nok også stor i Tivolis Koncertsal fredag aften, da det fremragende kompagni skød sit nu 14. gæstespil i gang. For ligesom ved gæstespillet for to år siden, hvor Robert Battle nyligt havde afløst Judith Jamison som kunstnerisk leder, er kompagniet i topform og sprudler af vitalitet og danseglæde.

Åbningsprogrammet, der bare er ét af i alt tre vidt forskellige programmer, byder på Ailey-klassikere, der alle før har været vist i Tivoli, men bestemt tåler et gensyn. Tre af værkerne er tilmed til musik af Alvin Aileys yndlingskomponist, Duke Ellington, og musikken bliver forrygende godt spillet af Tivolis Big Band live på scenen under ledelse af den eminente amerikanske jazzpianist Eric Reed.

Første værk, »Night Creature«, koreograferede Alvin Ailey som en direkte hyldest til Duke Ellington, og her er det en flok skønne, sensuelle jazzbabes og natuglemænd, der indtager den natblå scene med rullende hofter, høje benspark og hænder, der ligner poterne på en listig kat eller fræk lyserød panter. Elegant forener koreografien jazz og moderne dans med klassiske ballettrin, og her er stor præcision og sans for detaljerne hos de dygtige dansere.

Fræk og flirtende attitude

Det er der også i den legende og raffinerede duo »Pas de Duke«, hvor musikkens rytmer og fraseringer går lige i kroppen på den supersmidige Jacqueline Green og flot springende Antonio Douthit-Boyd, der mødes med fræk, flirtende og nonchalant attitude. En duo, som Ailey oprindeligt koreograferede til Judith Jamison og Michail Baryshnikov.

Bølgende arme, hvirvlende drejninger og andre bevægelsesmetaforer for vandets livgivende kraft vrimler det med i ensembleværket »The River«, der også rummer fine soloer og duoer. Blandt højdepunkterne i »The River« er den blide, sensuelle duo »Lake«, der bliver danset smukt og følsomt af ægteparret Linda og Glenn Sims, som til slut omkredses af hele ensemblet.

Selvfølgelig slutter Ailey-programmet med kompagniets stadigvæk dybt betagende og spektakulære kendingsværk »Revelations«, der også denne gang fik publikum op af stolene og klappe med til det afsluttende gospelnummer »Rocka my soul«. Glædeligt er det at se, hvordan »Revelations«, der så fornemt forbinder krop og ånd, også med de mange nye unge dansere i kompagniet fortsat har både dybde og en vibrerende livsnerve. Og så var det herligt, at kompagniets garvede prøveleder, Matthew Rushing, med den ekstremt fleksible krop, var hentet ind som gæstedanser i nummeret »Wade in the Water«.

Hvad: Program A: »Night Creature«, »Pas de Duke«, »The River« og »Revelations« Hvem: Alvin Ailey American Dance Theater og Tivolis Big Band. Hvor: Tivolis Koncertsal. Sidste dag 13. september.