Italienske løjer uden magi

Kærlighed ved første blik: Leonardo Ferrando (Prins Ramiro) og Victoria Simmonds (Askspot) i »Askepot«. Foto: Kåre Viemose Fold sammen
Læs mere

Der skulle ikke været noget magi i. Det bestemte Gioachino Rossini selv. I den version af »Askepot«, som den 24-årige komponist lynkomponerede i 1817, forsvandt det overnaturlige, det magiske, fra historien om den stakkels søster, der må slide og slæbe, mens hendes to onde og forfængelige halvsøstre, Clorinda og Tisbe, fiser den af.

Hvad der kom i stedet, var en bittersød, indimellem dejligt skør opera, der, når den er bedst, viser, hvordan den italienske mester kunne få alt til at gå op i en højere, virtuos og lettere vanvittig enhed. Rossini som her er underholdning på højt musikalsk niveau. Let, elegant og megaitaliensk.

Underholdning på meget højt niveau kan man ikke helt kalde Oliver Platts iscenesættelse for Den Jyske Opera, der havde københavnspremiere tirsdag aften. Dertil mangler den lige det sidste, dét sanglige overskud og dét teatermæssige festfyrværkeri, som en musikalsk komedie af den store Rossini også og altid bør være.

Neil Irishs scenografi domineres af en småtrist baggrundskulisse, der ikke skifter grundlæggende undervejs, scenografi til turnébrug, ikke så meget at grine af her.

Victoria Simmons som Askepot og Leonardo Ferrando som prins Ramiro og de andre medvirkende er bestemt solide og professionelle, men når man med et par klik på Spotify kan høre for eksempel den unge Cecilia Bartoli folde sig ud i titelrollen, ja, så ved man, hvor suverænt, det kan gøres af de virkelig suveræne.

På plussiden må det noteres, at ovennævnte Neil Irish har skabt nogle dejlige, farvestrålende kostumer, der på tegneserieagtig klar vis demonstrerer, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, hvem vi skal holde med, og hvem vi ikke skal holde med.

Det er helt fint, det er jo ikke realisme det her, så langt fra, og det virker. Der er også indimellem fint skuespil at spore. De to søstre, sunget af Christel Smith og Johanne Højlund, fylder således deres roller godt og ondt ud, og indimellem kører ensemblerne rigtig fint, blandt andet i en scene, hvor gud og hvermand strider sig gennem blæsten på en fingeret tur i hestevogn uden hest.

Men der er altså ikke noget greb, der så meget som antyder en nutidig tilgang til det gamle, der er ikke et twist, der sætter løjerne i perspektiv, og det behøver der principielt heller ikke være i opera, men denne »Askepot« er altså, sorry, lidt som at gå et par hundrede år tilbage i tiden og i den forstand noget museal. Ikke dårlig. Men heller ikke helt god nok. Og det er ikke godt nok.

Hvad: »Askepot«

Hvem: Gioachino Rossini: »Askepot«. Copenhagen Phil. Musikalsk ledelse: Manlio Benzi. Iscenesættelse. Oliver Platt. Produktion: Den Jyske Opera

Hvor: På danmarksturné frem til 3. december.

Set på: Gamle scene