Intimitet og rastløshed

Dansk Danseteater har skudt turnéprogrammet »Rhapsody« i gang, der præsenterer nye værker af Kim Brandstup og Tim Rushton.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tim Rushton har fået en rigtig god idé. Nemlig at invitere den London-baserede danske koreograf, Kim Brandstrup, til at komme hjem og skabe et værk til Dansk Danseteaters nye turné-program »Rhapsody«, så publikum rundt i hele landet kan stifte bekendtskab med den internationalt anerkendte danske koreograf.

»Rhapsody«: Koreografier af Kim Brandstrup og Tim Rushton. Dansk Danseteater. Turné rundt i Danmark til 15. marts. Kan ses i Dansehallerne på Carlsberg 22.-25. februar.

»Rocking« kalder Kim Brandstrup sit nye værk, der i seks fine duetter med i alt seks dansere kredser om det at blive vugget og gynget, både helt konkret i musik og bevægelse og i overført betydning. Og tilsvarende en musikalsk rapsodi afløser den ene duet den anden i et 35 minutter langt kontinuum.

Højdepunktet i »Rocking« er den sidste meget stemningsfulde duet, hvor de skønne dansere Alessandro Souza Pereira og Adi Amit til Tarquino Merulas forunderlige barok-vuggevise kærligt, følsomt og smertefuldt skiftevis omklamrer hinanden, vugger sammen og adskilles.

Alle seks duetter er karakteristisk for Kim Brandstrup koreograferet med stor musikalitet til velvalgte klassiske værker af bl.a. Bach og Mozart. Derfor var det ærgerligt, at musikkens lydkvalitet til den meget veldansede »Rocking« var så ringe i Kulturværftet i Helsingør, hvor Dansk Danseteaters turné løb af stabelen tirsdag aften.

Som en diametral modsætning til Kim Brandstrups intime duetter står Tim Rushtons nye gruppeværk »Rhapsody«, hvor man lige fra start ser rastløshed og uro i kroppen hos de otte kampberedte dansere. Effektfulde er de markante tramp i gulvet til John Adams repetitive, pulserende musik, og der er gode indslag med bl.a. nervøse, rykkende bevægelser til strygermusikkens sitrende toner.

Flot ser det ud når danserne med løftede arme skrider af sted på række som en græsk frise. Men Rushtons fragmenterede koreografi savner ligesom rastløsheden en retning. Til gengæld holder danserne fint fokus i deres bevægelser.