Alene valget af location er nok til at plante en lille, vibrerende usikkerhed i tilskueren: En gul murstensbygning med blændede vinduer på en mørk, vindblæst parkeringsplads ved indgangen til Grøntorvet i Valby. Foran hoveddøren samles aftenens publikum til det dansk-tyske performanceteater SIGNAs interaktive performace »Ventestedet«.
Det smilende personale tager imod, registrerer os og bænker os foran en instruktionsfilm: En pandemi er udbrudt i Europa, og vi er smittede. Alle, der er ramt, vil med tiden udvikle en psykose, og vi er indlagt til observation.
Af med mit civile tøj og på med en lysegule patientdragt samt et nummerskilt, der hænges om halsen. Allerede der taber jeg lidt kontrol. Endnu mere, da jeg må skilles fra dem, jeg sad ved siden af, og nu i en mindre gruppe skal på en tour de chambre i den toetagers dårekiste. Patienter, der alle har været her længere end os, udspørger os om vores liv udenfor og giver os et indblik i deres historier, hverdag, i paranoia og skizofreni.
Vi skiftes til pligtskyldigt at svare venligt på spørgsmålene og smile anstrengt, mens vi prøver at finde en grimasse, der kan passe. Hele tiden rumler uheldsvangre lyde og en underliggende reference til en mand med et langt hvidt skæg, der gør uhyggelige ting. Det er også ham, vi skal tegne i terapien og ham, jeg i trods hører mig selv sige, jeg ser i en blækklat hos den ubehagelige, arrogante overlæge med det stirrende blik, der får mine lidelsesfæller til at fortælle temmeligt intime ting. Så hvirvles vi videre til pigen, der tager os med ind i sin lyserøde psykose, vi skal kravle ind i gennem skabet, og som bebos af en truende samling dukker, hun skal være sjælefanger for.
Bider tænderne sammen
Endnu mere skræmmende er det indre rum, vi også tvinges ind i, når en alvorlig kvinde med fedtet hår vil have, vi skal hilse på hendes døde mor og søster i et tusmørkeskummelt, jordslået gravkammer. Ren horror. Men pludselig er vi – via endnu flere patientsnakke – til en let ydmygende gymnastiktime. Halvdelen af vores lille gruppe har for længst forladt bygningen.
Jeg bider tænderne sammen og kigger på uret. Er de fem timer ikke snart overstået? Meget af tiden keder jeg mig gudsjammerligt, så jeg næsten er moden til indlæggelse: Det er ligeså dødsenstrist at høre på psykiatriske patienters rablen på dårligt engelsk som på andres drømme. Kvaliteten af oplevelsen står og falder med de unge skuespilleres figurskabende evner, der er pænt svingende.
Omskifteligt er dermed også det drama, der foregår i den enkelte. Udmattende skvulper jeg rundt om et balancepunkt, hvor jeg skiftevis nægter at overgive min sjæl til projektet og går ind i legen for at få det hele til at glide. Snart føler jeg mig uretfærdigt umyndiggjort, snart overraskes jeg over min egen og andres servilitet, snart er jeg lettere foruroliget, snart fornemmer jeg, at jeg er afsløret, snart sørger jeg over min tabte tilværelse. I glimt føler jeg mig forbundet med syge sinds labyrinter – velsagtens formålet med det hele: At give et kig ind i sindssygens landskaber. En del af tiden vil jeg bare helst have lov at gå igen, når jeg synes, virkemidlerne for længst er brugt op.
En konklusion, et crescendo, får jeg aldrig, selv om jeg synes, jeg er blevet lovet begge dele. Det ændrer ikke på, at SIGNAs imponerende performancemaskine, absolut kun for de hårdføre og eventyrlystne, er interaktivt teater, der løber linen ud.
Hvad: »Venteværelset«.
Hvem: Koncept og iscenesættelse: Signa og Arthur Köstler. Scenografi og kostumedesign: Signa Köstler og Mona el Gammal.
Hvor: Torveporten 10, Valby. Co-produktion mellem SIGNA og Republique. Til 14. december.
