Hvad er styrken ved den debuterende dramatiker Søren Dixens stykke »Vanvid« på Teater V i Valby?
I november vandt han teatrets store dramatikerkonkurrence og oplever nu - kun få måneder senere - at se sit første stykke sat op på en professionel scene. Hører det hjemme her?
»Til gengæld har det en selvoplevet autencitet i sin personskildring og i sine dialoger, der er hentet lige ud af forfatterens egen hukommelse.«
Ja, det gør det. Stykket om de tre ungdomsvenner, der har været indlagt på psykiatrisk afdeling, og som nu genforenes til druk, hash og megen snak i sommernatten, er måske ikke strukturelt vellykket. Kører det ikke noget videre i ring? Til gengæld har det en selvoplevet autencitet i sin personskildring og i sine dialoger, der er hentet lige ud af forfatterens egen hukommelse. Ja - hans alter ego på scenen sidder endda og skriver hele replikskifter ned undervejs, i takt med at han selv og de to kammerater formulerer sig om den galskab, de har vekslende grader af erkendelse i forhold til.
Sorthumoristisk og tankevækkende indblik
En er på vej ud, en hænger ulykkeligt fast i sofadøs og livsangst, en er helt i storhedsvanvidets vold. Det er dette sorthumoristiske og stundom tankevækkende blik ind i en anden virkelighed, der gør stykket værd at lytte til det meste af de halvanden time, det varer.
På Teater V har instruktøren Mads M. Nielsen fået meget ud af sine tre unge skuespillere, Jon Lange, Morten Hemmingsen og Morten Schaffalitzky, hvor sidstnævnte får en meget rørende og anderledes figur ud af sin opgivende førtidspensionist. Dertil kommer en typemæssigt velvalgt Julie Grundtvig Wester som pigen, der kigger forbi og flirter farligt med galskaben. Så bliv endelig ved Søren Dixen, hvis der er mere i dig. Helt galt er det altså ikke.
