Nogen synderlig stil kan man ikke rigtig sige, årets revy på Bornholm har. At uforudsigeligheden er kompas, kan der naturligvis siges en masse godt om i revysammenhæng. Den skæve indfaldsvinkel har man dyrket i Rønne i en årrække. Men det vil være forkert at sige, at alle numre i årets revy fungerer ideelt. Et medley om Danmark som krigsførende nation virker noget forbenet, søde Cecilie Stenspils sang på scenekanten om Danmark i recession på melodi af Kai Normann Andersen ligeså. Dejligt at en revy har holdninger – men er politisk satire lig med bare at spytte meninger ud? Der er også lidt ejendommelige valg med opbygningen: Hvorfor bliver en sketch med to kvinder i burka ved så længe, skønt den strengt taget blot er en hurtig vittighed værd? Hvorfor slutter det hele af med en halvgående sketch med revyens herrer i dametøj?

Begyndelsen af anden afdeling er til gengæld herlig. En balletversion af Folkemødet i Allinge tager en uventet drejning, der er ret sjov. Og hele holdet er på banen igen i Lotte Svendsens drævende sladdersketch fra Rønne Havn: »Ikke at det kommer mig ved«, hedder den – kan man tænke sig til resten. Og så er der skuespillerne. Revyen mangler måske nok charme, men de har den hver især: Kristian Holm-Joensens gymnastiske udfoldelser er imponerende. Når han mimer en marketingcoachs klicheer eller i den grad får enden på komedie i en sjovere artistparodi. En promillesketch med enlige mænd i TV-køkkenet med Mads M. Nielsen tager kegler. Sidstnævnte kan noget fandenivoldsk alene foran et publikum. Og så er der damerne: Sofie Stougaards unikke sursøde blend forgylder en sketch om en hospitalsklovn og et lokalt indslag om manglende initiativ på klippeøen. Cecilie Stenspil bidrager med sin kønne stemme og et strejf af poesi. Så er det meste vist også sagt om en revy, der ikke er helt så klippefast, som den kunne være.