Ich bin ein Berliner

Vicki Berlin er den store gevinst i årets lidt ujævne Nykøbing F. Revy

'Stem til mig' Vicky Berlins parodi på stjerneskuddet Amalie er revykunst i topklasse. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun kommer stavrende ind til tonerne af sin egen popsang. Og snart er Amalie fra »Paradise Hotel« og »Amalies Verden« i gang med sin blonde – meget blonde – valgtale til kendispartiet Liberal Diligence og derfor har »taget sit VC med«. Vicki Berlin er Nykøbing Falsters nye stjerne, hvis henrivende naivitetskomik er lige til at forelske sig i. Hun har oven i købet også selv skrevet teksten. Det har hun også til endnu et af sommerens ondskabsfulde numre om sexbomben Milena Penkowa og mændene: »Grunden til jeg gik på knæ for dem var klar/ det var der deres hjerner var.« Inden da har hun lyst op som hundetræner i en lidt træt monolog, der ikke vil bjæffe, men hvor hendes hængepattede figurtegning, timing, overraskende betoninger er et eksempel på en revyskuespillers triumf over materialet. Og så dukker hun minsandten også op som en præcist naglet klimaminister Lykke Friis i en fjollet sketch med blå blok i TV-køkkenet.

Ikke til at stå for

Spoler vi lidt tilbage, er det ellers i første afdeling, man finder de numre, der hæver sig flot over revyrutinen. Rasmus Krogsgaard er for eksempel ved at udvikle sig til en rigtig habil revyskribent med bid: Ann Hjort og Thomas Mørk tuller ind som det muslimske ægtepar, hvis tumultariske liv i Danmark rulles op i en tekst, der spiller på alle fordommene. Melodi: Grethe Sønck og Volmer Sørensens gamle pensionistvise. Og der er et ret kontroversielt emne på banen i et nummer om et af forårets samtalemener, sex med dyr, når gårdens kræ synger deres klage ud. Den hyggelige rutine indfinder sig, når Flemming Krølls signaturfigur Achmed indfinder sig og fyrer en samling brokker af – ikke til at stå for, for helvede da. Og Tom Jensen tager kegler, mand, som edderspændt tugthuskkandidat, mand, der er gået over i hjemmeplejen, mand. Han demonstrerer også sin suveræne kropskontrol i en fuldesketch med Thomas Mørk. Hvem siger, at man kan more sig uden alkohol? Ikke dansk revy, i hvert fald.

Taber højde i anden halvleg

Og så er der alt det løse: Tænderne, håret, brillerne, vittighederne. Desværre har revyen som helhed sværere ved at få det hele til at gå op i anden afdeling, hvor flyvehøjden efter pausen forstyrres af nogle reelle lufthuller. Det går nogenlunde i ovennævnte politikernummer, der lever af genkendelsens glæde. Siden kæmper Ann Hjort, hvis energiske sødme er et plus overalt, hvor hun dukker op, dygtigt med en monolog som en bredrøvet zumba-bibliotekar, men kampen er uretfærdigt ulige. Thomas Mørk kommer trækkende med en pølsevogn – gud ske lov og tak for hans uskyld, for teksten er en flad sjofert, der spiller på uartig pølsesnak, strengt taget ikke revyen værdig. Og selve finalenummeret er ærligt talt en skuffelse, medmindre man synes, det er nok at se Flemming Krøll i balletskørt. Overskæg? Det kan han selv have. Alt i alt er årets revy i Nykøbing lidt ejendommeligt ujævn. Når den er bedst er den god. Rigtig god. Når den ikke er det, svigter revyen den jordbundne, drønprofessionelle elegance, som ellers altid er et adelsmærke i landets næststørste revy. Sjovt nok. Eller rettere: Ikke sjovt nok. Men så er der altså lige Vicki Berlin.