Iben Hjejle ramt af stress: Aflyser teaterforestilling

Teaterforestillingen ”Privatliv” må udskydes. Iben Hjejle har fået stress.

Iben Hjele fotograferet ved presesemødet for  'Privatliv'. Nu er forestillingen udskudt et år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

To uger før  premieren må den stjernebesatte teaterforestilling ”Privatliv” aflyses og udskydes. Den kvindelige hovedrolleindehaver, ”Dicte”-aktuelle Iben Hjejle, har nemlig fået stress og har indgivet en langtidssygemelding »efter tunge overvejelser«.
»Stress er desværre blevet en folkesygdom, og nu er det så min tur til at blive ramt,«  siger Iben Hjejle i en pressemeddelelse. ”Det er derfor med tungt hjerte, at jeg er nødt til trække mig fra forestillingen "Privatliv" som var og er et drømmeprojekt med et drømmehold.«

Det var meningen, Iben Hjejle efter et par års fravær skulle være vendt tilbage til dansk teater i den britiske dramatiker Noël Cowards komedieklassiker fra 1930. Her skulle hun have spillet over for Dejan Cukic samt de unge talenter Cyron Melville og Sara Hjort Ditlevsen, mens Peter Langdal skulle have instrueret. Forestillingen var sat til at have premiere på  Bremen Teater i København 15. oktober, hvorefter den skulle have turneret rundt til teaterforeningerne i hele landet.

Iben Hjejle er sygemeldt på ubestemt tid. I stedet må projektet nu udskydes til efteråret 2017, stadig med Peter Langdal som instruktør, men en premieredato er endnu ikke offentliggjort.
Iben Hjejle ønsker ikke at kommentere sin sygemelding yderligere.