Martin Lyngbo
Instruerer »Vores klasse« der spiller på Odense Teater. Premiere: 25. september.
Stykket er baseret en bog skrevet af en polsk historiker. Bogen, der udkom i 2001, afstedkom en ekstrem debat i Polen og de omkringliggende lande. Det viste sig nemlig, at jødeudryddelserne ikke kun blev begået af nazisterne, men også af polakkerne selv. Da de hørte nazisterne var ved at invadere landet, gik de selv i gang med at forfølge jøderne. Det var meget voldsomt og begyndte hooligan-agtigt, men blev systematiseret mod krigens slutning, hvor de samlede jøderne og henrettede alle mændene. Skar halsen over på dem og begravede dem. Derefter gennede de kvinder, børn og gamle sammen og brændte dem.
Et sted mellem 1.000 og 1.600 jøder døde på den måde i den lille by, stykket handler om, men det var samme billede i resten af Polen og i nabolandene. Den version af historien har bare ikke været fortalt om 2. Verdenskrig, fordi sandheden var ukomfortabel for de nye magthavere. Og det er altid meget komfortabelt at lægge al ondskaben over på taberne; tegne et rent billede af godt og ondt.
Men det er ikke sådan, at jeg tror på det onde menneske. Der findes sikkert få stjernepsykopater, der ser sig selv som onde, men de fleste har grunde til at gøre, som de gør. Og få af os kan vel sige os fri for at have gjort noget, som har haft frygtelige, negative konsekvenser for andre. For at have været hensynsløse. Jeg tror, vi alle prøver at være mennesker, men har forskellige måder at være det på alt efter, hvem vi er og hvilken situation, vi er i. Men det der interesserer mig er, at man for at være hensynsløs, for at gøre andre ondt, må se sig selv som et offer. Både på individuelt og nationalt plan. Som nazisterne, der så sig selv som ofre for jødisk sammensværgelse og for et aggressivt kommunistisk pres. Det var en åbenlys legitimering. Eller i nutidens skilsmisser, hvor forældre engang var søde ved hinanden, efter at have kørt sig selv op i en offerspids, gør frygtelige ting mod hinanden.
Men i mit arbejde som instruktør er det lettest at slette ordet »ondskab« fra ligningen. Det er ikke klogt at sige til en skuespiller, at ’Nu er du ond’. Går man ind i dét sprog, får man en karikatur, et tegneseriedrama. I »Vores klasse« begår flere af karaktererne ekstreme, hensynsløse handlinger: En af mændene gør som han gør, fordi hans far er blevet bortført og han har spundet sig ind i et net af løgne og desperate handlinger. En anden anklages for noget, han ikke har gjort, og kommer ud af fængslet med en enormt raseri. Omstændigheder, der motiverer brutaliteten og nuancerer ondskaben. Jeg forsøger, sagt med andre ord, at forstå handlingerne indefra, og gør man ikke det, bliver det dårligt teater, og karaktererne meningsløse papfigurer. Vi skal forsøge forstå. Dét er simpelthen teatrets rolle. I teatret og kirken er alle mennesker gode i den forstand, at de kan forklares og forstås.
Frede Guldbrandsen
Instruerer »De overlevende« der spiller på Edison. Premiere: 10. januar.
Udgangspunktet er William Goldings roman »Fluernes Herre« fra 1954. Vores stykke handler også om nogle civiliserede mennesker, der prøver at opretholde værdighed, moral og demokratiske principper på den øde ø, deres fly styrter ned på.
De er som unge mennesker er i dag, og det de ved om overlevelse, har de set i Robinson eller lært til spejder som små. De ved altså meget lidt, og da farerne lurer, og det er svært at holde sammen fysisk og mentalt, så overtager instinkterne. Og selvom de 12 unge er typisk danske og tror på konsensus, så er der en af dem, der hugger noget af den fælles mad og hvordan skal han så straffes i det nye sociale samfund uden instanser og demokratiske institutioner? Det hele ender det med stammelignende grupperinger, hvor instinkterne råder, og hvor de gør frygtelige ting ved hinanden.
Dét, stykket – og teatret i det hele taget – tilbyder er et forstærket spejlbillede af virkeligheden, så vi bedre kan forstå den. Derfor er det også klart, at ondskaben har en plads i dramatikken, der altid består af to viljer, der står op mod hinanden. Ellers bliver det ligesom Rasmus Klump, hvor ingen gør nogen fortræd på noget tidspunkt. Det spejler ikke den virkelighed, vi voksne mennesker lever i, hvor vi jo nogle gange påfører hinanden smerte. Smerten og ondskaben er også et redskab til at skabe dynamik. Tænk på »Romeo og Julie«, hvor kærlighedshistorien er stemt op mod familiernes indædte had. Var de naboer og delte havetraktor, ville det ikke blive rigtig godt, vel?
Det er heller ikke alle situationer i livet, teatret skal vise frem. Teater skildrer de tidspunkter, hvor noget er på spil, og det er det, der gør teatret levende. Selv interesserer jeg mig særligt for det sted, hvor kulturen møder naturen, dér hvor naturen bryder ind i mennesket og vores moral. Som på øen, hvor flyet styrter ned og mennesker gør hinanden ondt. Hvor dyret kommer frem, og man, når man ser på andre, kun vurderer om man kan æde dem eller de kan æde én, eller om man kan kneppe dem eller de kan kneppe én. Det ligger i reptilhjernen, som overjeget i normale situationer styrer. Og det onde handling er vel dér, hvor man fuldt bevidst udfører det grusomme. Som Anders Behring Breiviks massakre.
Men normalt er det onde jo en størrelse, der afhænger af, hvem man spørger. Ofret eller gerningsmanden, der har sine egne motiver og behov. Som ude på øen, hvor de unge gør frygtelige ting mod hinanden, men har deres instinkter og grunde som, i deres øjne, ikke er onde. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har brugt ordet »ond«. Det har jo et voldsomt, meget unuanceret indhold.
Peter Langdal
Instruerer »Samtale før døden« der spiller på Edison. Premiere: 4. oktober.
Jeg mener, at vi bliver nødt til at tage livtag med vores følelser, også de grimme. Ellers er der ingen grund til at være på kloden eller lave kunst i det hele taget. Gør vi ikke det, kan vi ikke blive hele. Og »Samtale før døden« handler om Adolf Eichmann, der var en af mændene bag Holocaust. Staten Israel dømte ham til døden i 1962, og stykket foregår et par timer før, han skal henrettes. Her opsøges han i sin celle af den dommer, der har kendt ham skyldig for forbrydelser mod menneskeheden. Han er dømt, men nægter sig personligt skyldig, og dommeren besøger ham så den sidste nat for at prøve at forstå, hvordan en mand kan stå til ansvar for millioner af menneskers død.
Frygteligt, men også dragende, ikke? Og vi mennesker har altid været optaget af ondskaben. Blandt andet fordi vi alle gerne vil være gode, og det onde er det, vi måler godheden mod. Men det er, som om det onde er inde i os alle og en af grundene til, at gamle Shakespeare er genial er, at hans karakterer ikke pludselig bliver onde, men gradvist bliver det. Ligesom når man puster til gløder, og de flammer op. Og det er som om det onde er latent i os og blusser op under bestemte vilkår. Og da Eichmann sad fængslet, var der en gammel jøde, der besøgte ham. Han sagde »Jeg havde forventet at se et bæst, men jeg så mig selv.« Han mente altså, at Eichmanns latente ondskab var blusset op i ham på grund af de omstændigheder, han havde levet under.
Men ondskaben er også en af de mest kreative kræfter, der findes. Det mennesker kan præstere med negative følelser, er ubegribeligt. Se bare på middelalderens torturinstrumenter! Eller på den store nazistiske dødsmaskine, som Eichmann brugte til at dræbe fem-seks millioner jøder. Han ville aldrig have kunnet nå at slå alle de mennesker ihjel med to hænder og en pistol. Det krævede derimod et system, en frygtelig effektiv maskine, og et vildt embedsværk. Og som teater er det sindssygt vigtigt at se på, hvordan vi bliver, som vi bliver. Altså at se på det onde og prøve at forstå det. Kun ved at blive ved at beskæftige os med det kan vi blive klogere på os selv og al den ulykke, vi hele tiden forårsager.
Men ofte er »sandheden tidens datter«, som Shakespeare også skrev. Tiden ændrer tit det, vi forstår som sandhed. I tilfældet Eichmann er det, han har gjort, naturligvis utilgiveligt til alle tider. Men vi bliver nødt til at forsøge at forstå ham. Ikke legitimere eller acceptere hans handlinger – det er ikke det samme – men forstå, hvor de frygtelige handlinger kom fra. Ellers lærer vi aldrig os selv at kende. Og det er jo ikke sådan, at vi ikke gør hinanden ondt i dag. Se dig bare omkring!
