Pludselig kan jeg ikke finde det menneske, der står lige foran mig. Jeg har kendt det menneske lige så længe, jeg har levet. Men ikke mere. Og hun har glemt mig. Engang spillede vi fodbold i haven, yatzy om aftenen. Måske et spil fisk eller 500, mastermind. Men det er glemt nu. Sygdommen har stjålet minderne. Den har stjålet logikken, den sammenhængende tale, de kærlige blikke, de rækker ikke længere. Det er hårdt at huske på alene. Man føler sig - så alene. Nogle siger det er uretfærdigt, andre at det er uværdigt, umenneskeligt, siger de fleste. Det er demens, siger lægen.
Og det er helt normalt, 80.000 danskere lider af demens. Hvert år kommer 20.000 nye til. Mere end 400.000 danskere er berørt af demens, og tallet er stigende, skræmmende. Men hvad nu, hvis vi glemte vores raske hverdagsbevidsthed, vores forståelse af kommunikation, os selv. Og i stedet accepterede uden at dømme og konkludere og bare var til stede på en anden måde. Lyttede med på en anden frekvens så at sige. Om det kan man lære, læse og lytte i en stor udgivelse om demens, hvor fagfolk, sammen med bl.a. digtere, forfattere og musikere tager os med på en rejse ind i sygdommen. Med ind i det sorte hul, hvor information går ind men aldrig kommer ud igen, som man troede den ville, fordi man har lært, at sådan er det.
Tirsdag aften blev lydværket »Demens: Den Anden Frekvens« uropført i Louisianas vidunderlige koncertsal. Til toner fra computere, cello, den eksperimenterende lydduo Lift, en legetøjsspilledåse, klassisk jazz og moderne kompositionsmusik læste digterne Morten Søndergaard og Jørgen Leth op af deres demensdigte og forfatteren Merete Pryds Helle af sin novelle. Ikke stærke sager. Men fine sager. Skrevet og fremført med respekt, ikke andægtigt, ikke omklamrende, bare fremført.
»Hendes mand havde været død engang, men det er heldigvis forbi. Nu sidder han ved siden af hende i bussen,« siger Pryds Helle med sin let dystre, monotone og stemme – hun taler ganske langsomt, mens musikken sætter stemning og dramaturgi under ordene.
»I morgen kan jeg ikke huske idag/Men idag er her lige nu/Kan jeg bruge nuet til noget nu?/Det er væk i morgen/Kan jeg så bruge det i morgen/Det der er nu?/Eller kan jeg godt spare det/Igår siger mig ikke noget,« digter Jørgen Leth med den stemme, som jeg har kendt altid. Sådan husker jeg det. Endnu.
Mellem digtene kører lydoptagelser af demente henover musikken. En ældre kvinde taler: »Så siger jeg til ham, jeg var gift med, jeg vil altså se noget andet af verden end kun Odense. Så gik jeg ned og tog toget, og toget kom direkte her til København. Så ville jeg ud og se Christiania, for det havde man bare læst om i aviserne. Det ville jeg ud og se. Jeg blev uddannet vinkyper. Du ved sådan én, der laver skoene fra ny af.«
Den bid er mere sammenhængende end de andre. Den står stærkere end samtlige digte. Fordi den siger alt. Man kan se det på blikkene i salen, publikum, pårørende, plejere. Genkendelsen. De mindes om kommunikationens begrænsninger. Men hvad nu hvis man stillede ind på en anden frekvens? Ville det betyde noget for de demente, for os, der endnu ikke er det? Efter en time i selskab med kunstens værdige, menneskelige bud på livet med demens, må svaret være et lidt mere end forsigtigt »ja«. Man vil så gerne, ikke.
Uropførelse af »Demens: Den Anden Frekvens« på Louisiana tirsdag.
