Hvornår har du sidst talt med en grønlænder?

Global Stories tager tilskueren med på en ekspedition, der kaster lys over Grønlands dilemmaer.

Grønlandsbilleder: Morten Nilesen, Sigrid Husjord (inde i pandadragten) og Miké Thomsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karoline Lieberkind

Hvad er det, teatret – også – kan bruges til? Det kan selvfølgelig gøre os klogere på os selv. Men det kan også gøre os klogere på de andre. På dem, vi ikke helt har forstået. Som befinder sig et helt andet sted, end vi selv gør – mentalt eller geografisk. Som nu grønlænderne.

En hel verden bejler til det enorme land med den lille befolkning. Er det i Grønland, vi skal finde en lang række af de jordarter og råstoffer, som alle kæmper om i verden, hvor der snart er knaphed, men hvor alle vil have en mobiltelefon? Det er det.

Men skal man også give grønt lys for at udvinde dem, når der følger uran med op af Kvanefjeldet?

Noget grønlænderne måske nok kan tjene kassen på, og som måske endda også kan udbedre denne verdens forurening – bare ikke i det Narsaq, hvor elven hurtigt kan blive kontamineret, og hvor befolkningen ikke blot på én måde risikerer at gå en strålende fremtid i møde?

Skal de kaste sig i armene på storkapitalen – kineserne for eksempel – med de risici, det måtte indebære for miljøet? Er de ved at glide os af hænde: kap farvel? Det kan man jo alt sammen læse om i en avis.

Men når instruktøren Ditte Maria Bjerg og hendes Global Stories udlægger teksten i en maskinhal ved Botanisk Have, så sker der noget andet. »Ni hao Nuuk« former sig nemlig som udstilling, folkeoplysende foredrag og interaktiv teaterforestilling i ét.

Godt nok bliver vi faktuelt klogere på den vanskelige korsvej, grønlænderne befinder sig ansigt til ansigt med. Men den viden, forestillingen formidler, forplanter sig også til os på en anden måde, sætter sig i kroppen på os, fordi teatret træder til med sin følelsesmæssige iscenesættelse.

Når vi får serveret et glas vand fra netop den rene elv i Narsaq i et stormomsust telt, så sker der noget i os. Vi tænker også med kroppen. Erkendelserne bliver nærværende.

Kineserne kommer

Grønlandsekspeditionen fører os til foredrag med en PR-dame fra et investeringsselskab (den energiske Sigrid Husjord), der vil overbevise os om at opgive vores modstand mod uran-udvindingen.

Som jublende folkemængde, anført af venlige, danske Morten Nielsen, skal vi snart tage imod den kinesiske panda – en lille satan, der ikke kan holdes hverken ude eller nede, og som snart er i gang med at tage en ordentlig bid af Disko-øen på det kæmpestore grønlandskort, vi træder varsomt rundt omkring:

»En panda er aldrig bare en panda.«

Vi sidder bænket, mens en grønlandsk skuespiller (den sympatiske og smukt syngende Miké Thomsen), der fortæller om sit eget engagement i miljøsagen, også har overskud til at tage modpartens parti i en monolog som drengen, der håber på en gylden fremtid, når kineserne og alle de andre kommer.

For endelig at slutte af i en rundkreds, hvor vi kan udspørge de unge grønlændere, der har taget smilende og venligt imod os som guider, om deres syn på fremtiden. Og få afprøvet vores fordomme, mens vi smager på hval, sæl og tørret fisk.

Måske kunne der godt være arbejdet lidt mere med de teatrale elementer midt i al researchen, så helhedsoplevelsen stod en smule skarpere. Måske kunne de ret journalistiske tekster godt være både mere raffinerede, poetiserede og dramatiske.

Men det ændrer ikke ved, at Global Stories har fat i en form, der kan bruges til rigtig meget.

Hvad: »Ni hao Nuuk«.

Hvem: Tekst: Iben Mondrop og Kristian Husted. Idé og iscenesættelse: Ditte Maria Bjerg. Co-instruktion: Petra Berg Holbek. Scenografi: Filippa Berglund.

Hvor: Global Stories i Maskinhallen, Øster Farimagsgade 2D. Til 14. marts. En mindre udstilling kan besigtiges inden forestillingen.