Hvorfor er der overhovedet nogen, der elsker revyen?

Den er ikke lige til at slå ihjel, den danske sommerrevy. Revysommeren 2015 er en god, gennemsnitlig én af slagsen, hvor det sjove og showet har det bedre end satiren. Berlingske har set en håndfuld af dem.

Ole Thestrup, Bodil Jørgensen og Pelle Emil Hebsgaard under årets Tivoli Revyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Er man teateranmelder, er det ens lod at rejse ud og se så mange af sommerens revyer, man kan nå.

Prøv og sig det højt!

Så mødes man ikke sjældent af det der blik, som rummer lige dele medlidenhed og skadefryd: »Hvor er det synd for dig.«, »Godt, det ikke er mig.«

Lad os bare sige det, som det er: Mange i det, der opfatter sig som toneangivende kredse, har et anstrengt forhold til revyen som genre: »Udkantshumor«. »Morfarsjov«. »Dårlig smag«.

Eller rettere: Et anstrengt forhold til forestillingen om, hvad den danske revy er for en størrelse. Og ret skal være ret. Er en revy dårlig, er det svært at skjule, at den er det. Den kan ligesom ikke gemme sig.

Det er den kontante afregnings kunst. Skuespilleren står dér med alt, hvad hun kan, men er der nogen, der griner? Rammer satiren noget og nogen? Har revyen den der lette charme, man må kunne forlange af hvilken som helst revy, uanset hvor stor eller lille den måtte være?

En tillært smag

Man kan også vende spørgsmålet om: Hvorfor er vi nogle, der elsker revyen? Hvorfor er det, at den er populær som ingensinde, selv om der findes mennesker, som aldrig kunne finde på at sætte deres ben i den?

Hvorfor er det, revyen – erklæret død, færdig, passé mange gange – bliver ved med at finde et nyt publikum, til trods for, at man allerede for en menneskealder siden troede, den døde med de gamle?

Personligt elsker vi lige præcis revyen for dens kontante nærvær, for dens uforudsigelige spænd mellem det folkelige og det fine, det djærve og det raffinerede.

Der er ikke noget entydigt svar på, hvad den gode revy er, for det er en genre, der rummer alt fra den poetiske alvorsvise til den platteste vittighed, fra den skarpe holdningssatire til den musikalske, smittende ynde.

Tro ikke, du har set alle revyer, hvis du blot har set en enkelt. De danske revyer er nemlig – traditionsbevidstheden til trods – meget forskellige i stil og temperament.

Det er meget muligt, revyen er en acquired taste – noget, man begynder at overveje som en mulighed, når man kommer i den alder, hvor man interesserer sig for et solidt måltid, venners lag og et godt grin.

Men som revydirektøren Leif Maibom har sagt det, så skulle det da være mærkeligt andet. Når man er ung, skal man da slå sine folder på Roskilde Festivalen, synes han. Så kan det andet komme. Og det er der jo meget, der tyder på, at det gør for et rigtigt stort publikum.

Promiller i Dragsholm

Cirkusrevyen er naturligvis dansk revys flagskib. Betydningen af dens succes smitter af på hele branchen, og i år er revymastodonten i imponerende topform.

Læg dertil den nye revy i Tivoli, »Tam Tam«, som i sine første to sæsoner har vist, at man kan købe alt for penge: stjerner, show, musik og udstyr.

Teksterne skal den derimod have styr på, hvis den skal udgøre et reelt alternativ til konkurrenten på Bakken. Men kigger vi ud over revylandskabet, er det en god gennemsnitlig revysommer.

Bevæger man sig ud i landet, er der også noget at hente. Selv om de fleste revyer falder blødere ned, end de springer op. Ingen går grædende hjem. Sjov og show er der masser af, men satiren, hvordan ligger det med den?

Aktuel, det er den – på imponerende vis er numre skiftet ud, skrevet om og lagt til efter folketingsvalget, der landede midt i revysommeren.

Men forfatterne har nu ikke helt fundet den store inspiration i opgangstiderne – så gik det bedre under finanskrisen.

Den danske selvtilstrækkelighed, håneretten og småracismen, den kan vi jo heldigvis altid slå til. Yndlingsofrene? Skrappe Inger Støjberg, stoiske Merkel og fjottede Uffe Elbæk. Hvorfor? Dels har de gjort sig bemærket. Dels er de til at parodiere. Og så er der jo selvfølgelig prins Henrik, som i hvert fald nok må siges at være blevet konge af dansk revy.

Svirpende aflevering

Han dukker for eksempel op i revyen i Nykøbing Falster i skikkelse af Michael Hasselflug, mens Jeanne Boel tager sig af Støjberg. Uden at de har meget at sige.

Skjules kan det i det hele taget ikke, at revyen i Flemming Krølls 25-års-jubilæumssæson savner de numre, den ikke har.

Et reelt topnummer må man lede længe efter – det nærmeste, den kommer et af slagsen, er Vicki Berlins entré som skægt afluret, klog lillepige, der ser på de voksnes verden med forundring. I det hele taget savner den store, altid lækkert indpakkede og serverede revy ikke talenterne på scenen – foruden de nævnte, er direktør Krøll, Rasmus Krogsgaard og Julie Steincke også med.

Deres usvigelige professionalisme og Mickey Pless’ musik redder revyen i land, men heller ikke mere. Hvor underholdende et flow, instruktøren Susanne Breuning ellers har fået skabt med det, hun har haft at gøre med.

At det ikke er størrelsen, det kommer an på, beviser for eksempel Dragsholmrevyen, som i øvrigt slet ikke spiller i Dragsholm, men klogt er rykket til Sjællands Odde med de store sommerhusområder.

Det er muligvis dansk revys mindste – i år næsten et two women show med de erfarne og charmerende damer Bente Eskesen og Susanne Breuning på den lille fjællebodsscene, selv om pianisten Mads Strandgaard også får lov at sige et par replikker.

Revyen dyrker sin egen stil, kan tillade sig at være skævere end de andre, og henter ofte overraskende skribenter ind. Denne gang for eksempel Erling Jepsen, hvis sketch med angstprægede stakler nu falder lidt mærkelig ud i sammenhængen.

Ikke mindst fordi revyen i år faktisk er en lille bitte smule mere konventionel end de sæsoner, hvor den har dyrket det excentriske. For eksempel står nogle klassiske parodier i kø, når alle – fra Linse Kessler til dronningen og Uffe Elbæk dukker op.

Forfatterparret Jantzen & Aagaard har f.eks. skrevet en skarp vise om danskeren, der minder indvandrerne om, at de ikke skal true hans tro – hvis han havde haft én – og så fremdeles. Svirpende aflevering af Breuning. Og latteren er umulig at holde tilbage, når de to damer fniser sig smittende gennem den store promillesketch, der kroner en gemytlig, blandet landhandel.

Overdådigt komisk talent

Længere mod øst er der gode ideer og sjove påfund i Solbjørg Højfeldts iscenesættelse af Græsted Revyen. Men også for mange tænkepauser, som punkterer komikken. Der mangler indimellem tempo, timing og en effektiv aflevering.

Noget, end ikke dygtige skuespillere kan opveje.

Paw Henriksen er ny på revyscenen, og hans afdæmpede, venlige facon passer ellers godt til den intime stil på Græsted Kro. Laura Bach er også debutant – hun bidrager endda med flere tekster – og hendes moderne, lidt kølige udstråling klæder genren, ikke mindst i en klassisk, politisk og poetisk vise om ytringsfrihed og terror.

René Richardt har et særlig godt greb om den almindelige dansker, ofte tegnet med den overdrivelse, der får publikum til at grine igennem – og så kan han ramme Kandis-Johnny, Peter A.G. og andre kendte sangstjerner lige på kornet.

Men det er Sofie Stougaard, der er revyens stjerne. Indimellem er det, som om den er bygget op omkring hende.

Hun suger publikum til sig, og vi knuselsker hendes kærligt tegnede, crazykomiske figurer. Men det havde klædt revyen, hvis hendes overdådige komiske talent var blevet styret lidt strammere undervejs.

Hun får undertiden lov at gakke helt ud og give publikum alt det, de elsker hende for – men det bliver til dels på bekostning af harmonien.

Græsted Kro er en klassisk revyramme, og årets revy hygger gemytligt om sine gæster og publikum. Men når den er tilbage efter ferien, vil det klæde den med et fastere greb om afleveringen.

Djærv lethed

Både Støjberg og Kong Henrik dukker naturligvis også op i Rottefælderevyen i Svendborg. En god årgang, som har en djærv lethed, der giver revyen dens egen uprætentiøse charme. Ankermanden, Jan Schou, er en formidabel underholder, der har fuldstændig styr på sit publikum med sine drevne virkemidler. I det hele taget er revyen et udstillingsvindue for alt det, den danske revy gerne vil være.

Selv om satiren har med at blive lidt sammenbidt indigneret. Stærkere står alt det pjankede:

De musikalske parodier – fra Voldborg til Maude – som perler på en snor i et hyldestummer til 90 års-fødselaren DR. Den rene tyrolergakgak, som energibundtet og gummifjæset Jesper Lundgaard tager sig hæmningsløst af, og som vist nok involverer den ellers så urokkelige Angela Merkel i skikkelse af Jan Schou.

Sidstnævnte ligner forbundskansleren mere, end hun selv gør. Den obligate kongehussketch med dronning Schous Margrethe-fjæs som eneste mening. Læg dertil de velsyngende damer Ann Hjort og Rikke Buch Bendtsen, som hverken er bange for at være lækre eller det modsatte, alt afhængig af, hvad revyen kræver af dem.

Og revyen kræver meget, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er knald eller fald, og knald bliver det i Svendborg, ikke mindst takket være et højt tempo og et endnu højere humør.

Jo, når den underlige bastard den danske sommerrevy er bedst, er den både god, ond og virkelig sjov.

Den er kollektiv samvittighedsbehandling, tidsmarkør og hurlumhejhus i ét. Den både bekræfter tidens dårskab og slår er slag for det gode humør i én og samme dobbeltbevægelse. Og den tid, vi lever i, den er da lige til at grine af. Det gælder for revyen, som det gælder for os: Den har ikke andet sjov end det, den selv laver. Eller hvad var det, pessimisten sagde?

Hellere dø af grin end slet ikke at dø.

★★★ »Nykøbing F. Revyen 2015«. Iscenesættelse: Susanne Breuning. Kapelmester: Mickey Pless. Til 29. august.

★★★★ »Dragshomrevyen 2015 – I lykkelige omstændigheder«. Iscenesættelse: Brian Kristensen. Kapelmester: Mads Strandgaard. Rørvig Centret til 1. august. Restaurant Strandlyst, Vig. 6. - 22. august.

★★★ »Græsted Revyen 2015«. Iscenesættelse: Solbjørg Høejfelt. Kapelmester: Henrik Schrøder. Genoptages 30. juli-26. sept

★★★★ »Rottefælde Revyen 2015«. Iscenesættelse: Michel Castenholt. Kapelmester: Jens Krøyer. Til 22. august

Den er erklæret død, færdig og passé mange gange. Alligevel bliver revyen ved med at finde et nyt publikum.

Posted by Berlingske on 13. juli 2015