Forestillingen på Betty Nansen Teatret hedder »Mefisto«. Og vi får med det samme fastslået, det er forfatteren Klaus Manns nøgleroman af samme navn, der er baggrund for forestillingen. Men interesserer personen Hendrik Höfgen egentlig dramatikeren Ariane Mnouchkine? Hans historie har ellers så meget dramatisk nerve: Den berømmede skuespiller og bærende kraft i en af Weimartidens venstreorienterede kabareter, der pludselig skifter og bliver en betydningsfuld teatermand i det nazistiske system.
I stedet for den stærke individhistorie i Klaus Manns nøgleroman vælger det franske teaterikon Mnouchkine fra Theatre du Soleil at skrive Manns stærke individhistorie om til en slags kollektivfortælling. Höfgen bliver nærmest en af flere skæbner på teatret i Hamburg. Hvor Jens Jacob Tychsens melankolske Otto Ulrich, flammende kommunist og modstander af Hitler, virker som om, han interesserer Mnouchkine mest. Men selv om Jens Jacob Tychsen er glimrende, er Ulrich ikke nær så fascinerende som Höfgen. Og hans heltemod tvinger ikke som Höfgens historie, publikum til selvransagelse over, hvad man selv ville gøre i Höfgens situation? Det gøre forestillingen mindre farlig.
Når den så proppes op med klip fra »Kirsebærhaven« samt lange, omend præcist ramte, numre fra Höfgens og Ulrichs kabaret Stormfuglen, glider Höfgen næsten helt ud engang imellem.
Frygtelig ærgerligt, når nu Betty Nansen Teatret har Olaf Johannesen som Hendrik Höfgen. Med ham er man aldrig i tvivl om, at Höfgen er noget særligt. En ener og en magnet. Som også er livsfarlig. Peter Langdal har revet en række ud af teatersalen, og jeg isnede i rædsel, da Olaf Johannesen stod lige bag mig og nedgjorde sin unge nazistiske kollega Hans Miklas kunstnerisk i en scene. Her er det ikke Miklas og hans venner, man frygter – Mikkel Kaastrup-Mathews’ Miklas er lidt en stakkel, det er godt tænkt – men den vrede Höfgen giver angstfuld hjertebanken.
Hvem Hendrik Höfgen virkelig er, får vi ikke at vide. Han er skuespiller, kunstner, og han skifter. Hans charme, erotiske kraft og genialitet giver ham et forspring. Men i mødet med de privilegerede, smukke og intelligente Brückner-børn bliver han lille. Ikke engang Olaf Johannesens Höfgen kan få overtag over Iben Hjeljes Erika. Hun er privilegeret, dannet, smuk og født betydningsfuld via sin far. Hun kan tillade sig ting, Höfgen kun kan nærme sig gennem hende. Derfor må de også skilles.
Selv om Peter Langdal skaber smukke, fysiske øjeblikke, selv om han om nogen forstår at lege med og fremmane de mange lag af teater i teatret, der er i »Mefisto« og selv om han har et blændende ensemble til sin rådighed, så kan han og de ikke for alvor omskabe Ariane Mnouchkines forlæg til en ligeså stærk og gysende historie, som Klaus Manns roman er. Selv om de uden tvivl leverer den bedste udgave af det, man kan.
Hvad: Mefisto. Efter roman af Klaus Mann.
Hvem: Dramatisering: Ariane Mnouchkine. Iscenesættelse, bearbejdelse og oversættelse: Peter Langdal. Scenografi og kostumer: Ashley Martin-Davis.
Hvor: Betty Nansen Teatret. Til 18. januar.
