Det handler om ham selv. Om Rasmus Bjerg fra Vester Nebel ved Kolding. Om at vokse op i 1980erne med skæve flipperforældre og bare drømme om at få højt modehår og være som dem i murstensvillaerne oppe på Bavnehøj. Om at give efter for stærke kræfter for at være på. Sødt og sjovt. Meget sjovt. Virkelig sjovt. Det kunne så blevet ved det – den herlige, nostalgiske og genkendelige barn-til-voksen-historie med skægge og følsomme observationer fra en verden, der næsten ikke findes mere. Men Rasmus Bjerg, der for første gang står alene på scenen i sit eget show, »Rasmus Bjerg solo. Endelig alene« på Nørrebro Teater, gør noget flot og modigt.
Han starter ved det absolutte nulpunkt og vender tilbage til det forestillingen igennem. Til dengang den populære skuespiller var reduceret til et pillevrag i morgenkåbe hjemme i sit køkken-alrum: »Et stort, oppustet lig, der vejer 30 kilo for meget, helt gennemsigtig«. Slået ud, ikke bare på et værtshus i København, men i det hele taget. Uretfærdigt udskreget til »voldspsykopat« i de medier, der har fået nys om hans batalje: »Selv om der ikke skete noget, så flytter sådan noget ind.« Eller som han uddybende forklarer den teatersal, som netop har vredet sig af grin, men som nu er helt, helt stille: »Jeg har noget inden i mig, som kan ødelægge alt.« »Hvem er egentlig inde i Rasmus Bjerg?«, har vi tidligere hørt en damebladsjournalist spørge ham om i en tåbelig enquete. Nu vender han tilbage til spørgsmålet: »Hvad nu hvis det viser sig, at den joviale jyde, den sjove, runde mand, var et monster?«.
Det sorte og det sjove
Det er denne understrøm af noget farligt indeni – erkendelsen af destruktive kræfter, vanviddet, der lurer lige under overfladen – der er den mørke klangbund i den fortælling, Rasmus Bjerg beretter om sig selv. Det er den, der giver det hele en ekstra dimension. Der gør alle de muntre og præcise iagttagelser fra opvækstens lilleby og de tråde til hans nuværende tilværelse, vi også får trukket, så bevægende midt i alt det muntre.
Meget originalt
»Jeg skal lige sige, at det bliver ikke så sjovt, som det skulle have været,« undskylder han i begyndelsen af det show, han samtidig går og brygger på der i køkkenet. Der tager han naturligvis fejl. Det er netop kombinationen af det sorte og det sjove, af spas og sårbar vemod, der gør det hele så originalt. Naturligvis parret med en enestående iagttagelsesevne, skønt sansede og viderebragte erindringsfragmneter – fra den skøre fars muhen i hele og halve timer af en koflok, over fissehåndsslik i døgnkiosken (spørg ikke!) til Elvis-ballader til Helle fra Persillevej – plus en solid dosis selvironi, der spidder den teatertossede, selvoptagne yngling, der har opdaget, at det »at folk overhovedet gider se på det, jeg laver, er vigtig for mig«.
Historien er Rasmus Bjergs egen, men han har fået glimrende hjælp til at fremkalde den. Dramatikeren Thor Bjørn Krebs og standuperen Carsten Eskelund har hjulpet med manuskriptet, instruktøren Moqui Sion Trolin har været blikket udefra. Men det ændrer ikke ved, at historien, det, der fortælles, og den måde, det fortælles på, er Rasmus Bjergs egen. Hans brogede fortælling om den, han var, den, han er, varmer i en kold tid. Nu ved vi lidt mere om, hvad der er inde i Rasmus Bjerg. Han er på alle måder enestående.
Hvad: »Rasmus Bjerg solo. Endelig alene«.
Hvem: Manuskript: Rasmus Bjerg, Thor Bjørn Krebs og Carsten Eskelund. Iscenesættelse: Moqui Simon Trolin.
Hvor : Nørrebro Teater. Til 15. november.
