Hvad Allan siger, er altid det rigtige - godt debutstykke på Teater V

Peder Frederik Jensens debutstykke, »Godt vi har Allan«, handler om livet på det moderne Vesterbro og er både helstøbt, markant og morsomt.

Kristoffer Fabricius og Sophie Zinckernagel skiftes til at være den udadtil privilegerede borger og den forhutlede narkoman. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Vi ser aldrig Allan. Men han ved meget, forstår vi. For eksempel, at de der abekatte og narkomaner lever i sus og dus. Som to af hans nærmeste refererer det, mens de ryger smøger og betragter det liv på indre Vesterbro, som de både elsker og frastødes af. Som de er en del af, men distancerer sig fra.

Det sidste er det, Allan hjælper med at sætte ord på. Allan, der nu selv er røget af ud af systemet. Allan, der er fordommenes og folkets røst.

Og som dermed er det helt modsatte af det, forfatteren Peder Frederik Jensens debutstykke, »Godt vi har Allan«, repræsenterer. Selv om scenografiens gråsorte scene med dens virvar af sorte plasticslanger ser deprimerende ud, er Peder Frederik Jensens tekst og personer fulde af farver og nuancer.

Her er det ikke så sort-hvidt, som scenen – både den virkelige på det moderne Vesterbro, og den på teatret – ser ud til at være.

Det står hurtigt klart, at dramaets narkoman har mere end den grå hættetrøje og joggingbukserne til fælles med den nybagte mor samme sted. De har begge for meget kørende i hovedet, de er lige fortabte i deres liv. Man kan være lige så hjemløs i en nyrenoveret lejlighed i Istedgade som nede på bænken.

Kristoffer Fabricius og Sophie Zinckernagel skiftes til at være den udadtil privilegerede borger og den forhutlede narkoman, hvis liv konstant krydses. Det er et godt greb på den måde at gøre den hårfine grænse mellem det tilpassede og utilpassede så fysisk konkret for publikum.

Og nok er stykkets emne politisk og samfundsdebatterende, men alligevel er »Godt vi har Allan« mere en slags socialrealistisk drømmespil. Fortællingen minder om virkeligheden, men svæver på en anden galakse, hvor virkeligheden er befriende uhåndgribelig, uigennemskuelig, morsom og mærkelig, som hverdagslivet nu er i en storby. Og med Allans venner som en slags græsk kor, der sætter alt i perspektiv for os.

Rytme og karakter som poetry slam

Instruktøren Inger Eilersen og især Anders Birks musikalske ledsagelse giver forestillingen en rytme og karakter, som mere minder om poetry slam end om klassisk teater. Inger Eilersen havde ikke skadet noget eller nogen ved at stramme op på historien, der til sidst tøffer lidt i tomgang, men helhedsindtrykket er et stærkt skrevet og markant debutstykke.

Med udgivelsen af Peder Frederik Jensens nye roman »Vold« samtidig med urpremieren på »Godt vi har Allan«, tyder det på, at vinderen af Teater Vs Dramatisk Debut denne gang har mere i sig end ét stykke – som det ærgerligt nok har været tilfældet med de tre foregående vindere af konkurrencen.

Hvad: »Godt vi har Allan«.

Hvem: Af: Peder Frederik Jensen. Instruktion: Inger Eilersen. Scenografi og kostumer: David Gehrt. Komponist: Anders Birk.

Hvor: Teater V. Til 12. marts.