Hva’ ska’ vi mæ’ musetrapper? Få musikalsk svar på Café Liva

27BKUAND-OVER-BORD-143007.jpg
Tom Jensen og Jacob Morild som to små, juleløse brødre. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

»Skriv noget groft og tryk på Enter. Fyld min skærm med ekskrementer,« traller Jacob Morild og Joy Maria Frederiksen indsmigrende i bedste schlagerstil i et af mange virkeligt velklingende musiknumre i dette års udgave af Café Livas jule-cabaret, »And over bord«.

Tonen er direkte, og bæltestedet sidder som altid lige så lavt som Morilds lystne blik over præstebrillen. Kunsten er, at de platte vittigheder og latrinære associationer formidles i mundrappe vers og spændes op mod inciterende toner og dermed glider ned med alt fra stille fnisen til store latterbrøl.

Alt er således ved det gamle på Café Liva, men selvfølgelig også nyt, når aktuelle tåbeligheder tages ved vingebenet. #MeToo sættes først i scene i åbningsscenens lidt tynde SKAM-pastiche, hvor trioen, der også tæller Tom Jensen, er ung med de unge, og kommer igen langt mere originalt i Joy Maria Frederiksens voldsomt krænkede transpersons kamp for at gå med i Lucia-optoget i den lokale børnehave.

Det er et sjovt twist på et allerede gennemtærsket emne, og det samme gør sig gældende for det julede livsløgnsdrama, der begavet leger med Trump og fake news fra en hidtil uset vinkel. For kan det virkelig passe, at julemanden har været død længe, og at Toys ’R’ Us har skjult det for os? Konspirationsteorierne er mange og meget sære, når Tom Jensen hysterisk gakker ud af tangenten.

I år står også Alternativet for skud og bliver tildelt rollen som de tre alternative tissemænd fra Østjylland i Morilds reprise af sin egen pænt alternative og særdeles lumre præst, der i år rundbarberer kommunalvalgets tildragelser gennem sin helt egen udgave af juleevangeliet.

Det bedste ved årets cabaret er dog sangnumrene, der alle sidder lige durk i øregangen. Frederiksens flirtesang med »Nissen« er sødmefuld og fræk på samme tid, mens Tom Jensen er ubetaligelig som smør- tenor-klonen, der i en blanding af tudepop og grandiose musical- fraseringer bare så gerne vil have svar på »Det store Spørgsmål«. Det er lige dele labert og latterligt, mens trioens blændende julemedley i Thomas Pakulas fremragende Stevie Wonder-arrangement bare er helt og aldeles smægtende lækkert.

Visse tekster er tyndere end pergament, men Morilds sproglige ekvilibrisme og satiriske blik for menneskelig dårskab formår alligevel ofte at hive overraskende pointer op af hatten. Det er måske ikke den allersjoveste udgave af julecabareten, men mindre kan også gøre det, når man er underholdt hele vejen af en charmerende, samspillet trio, der alle synger som en drøm og modigt inkorporerer tekster, der ikke kun kalder på grin, men også på eftertanke.

And over bord

Tekster: Jacob Morild, Clara Morild Marckmann og Tom Jensen. Musik: Thomas Pakula, Morten Wedendahl og Stevie Wonder. Scenografi, lys- og lyddesign: Nils Krøyer. Café Liva til 21. december.