Husk lige anstændigheden

»Casper Christensen komplekset« på Teater V er en sort og skrap lille sag om tidens ironiske syge som undergangstegn.

Anders Juul og Benjamin Boe Rasmussen vil gerne ind i varmen i »Casper Christensen Komplekset«. Foto: Lars Nybøll Fold sammen
Læs mere

Hvad er det, dramatikeren Jakob Weis er ude efter i sit nye stykke på Teater V, »Casper Christensen Komplekset«? Hvad er det, han har set sig gal på?

I virkeligheden er det slet ikke den kendte komiker, der har lagt navn til forestillingens titel. Ham ser man faktisk overhovedet ikke, selv om han rumsterer et eller andet sted på de øvre etager, mens vi andre kun får lov til at komme til receptionen i hans underholdningsimperium. Nej, Jakob Weis skyder mod alt det, han tilsyneladende synes, Casper Christensen repræsenterer i tiden ,og som komik-kongen blot er et symptom på. Weis er ond i sulet på den ironi, vi er verdensmestre i i Danmark, og som truer med at ophæve al anstændighed, fordi vi hele tiden kan dække os ind under den. Han er vred på den relativisme, den tilbyder, fordi vi hele tiden kan bruge den til ikke at tage rigtig stilling til noget som helst. Er ironien den sidste kommunikation før sammenbruddet, spørger han. Og han er på krigsstien efter den råhed, den kynisme, som ligger i umiddelbar forlængelse af den. Den væren ligeglad, den formørkede og pacificerende mangel på stillingtagen, som en udsat næste generation vokser op med. Med andre ord åbenbarer Jakob Weis sig her som en god, gammeldags moralist i forestillingen, der springer op som en småperfid, morsom sitcom-satire og falder ned som en dunkel, absurd-forvredet dommedagsprofeti.

Dramatikerens talerør er en iskold, harmdirrende Lotte Andersen, der ligesom skuespillerkollegerne, Anders Juul og Benjamin Boe Rasmussen, dukker op som en afart af sig selv i receptionen hos Christensens Dougals Entertainment for at pitche en fed ide til Christensen i det høje. Eller gør hun? For hun drømmer om en fremtid for sine børn, hvor »ja betyder, ja og nej simpelt hen bare er et ord, der skal tages for pålydende«, og hun viser sig at være parat til at skyde Christensen en kugle for panden: »Hvis du er snot, hvordan får vi så tømt nationens bihuler?«

Overgramset af chefen

Jo, Weis kan skrive velgørende replikker, der sidder som røde fingeraftryk på en bleg kind. Skægt og en smule teaterindspist leger forestillingen ikke bare med det at være på tidens scene eller uden for den, men også med de medvirkendes egen identitet som ekstra krydderi, mens dåselatteren akkompagnerer uheldssvangert i Pelle Koppels glimrende iscenesættelse. Den udmærkede skuespiller Benjamin Boe Rasmussen, som temmelig selvudslettende forsøger at ramme det, der skal til for at komme ind i varmen, kan de andre knap nok huske som andet end »Ditte Hansen mand«. Unge og ukritiske Anders Juul opgiver sit eget navn for at lægge sig så tæt op ad idolet som muligt i et fræsende forsøg på at komme til. Skarpe Filippa Suenson er skuespilleren, der er havnet som sekretær, der lader sig seksuelt overgramse af chefen uden at gøre vrøvl – flot spændt op mellem sexet flirt og hjernevasket generationsrepræsentant – bollet i hoved og røv med andre ord : »Du kan lave overgreb, og jeg kan grine, og du kan forsvinde,« som hun siger til den Christensen, hun har indgået en pagt med. Den Christensen, som er den eneste, der ved, hvad der foregår på den hemmelige øverste etage, hvor der kun er »en hul, kølig blæst fra øre til øre«. Den Christensen , som også ved, hvad der foregår længst nede i folkedybet: »Det er fredag aften i Danmark. Klokken er 20.00. Familien er samlet. Så ingenting kan ske.«

Hvad: »Casper Christensen Komplekset«

Hvem: Manuskript: Jakob Weis. Iscenesættelse: Pelle Koppel. Scenografi: Nikolaj Trap.

Hvor: Teater V i Valby. 14.-17. november samt 4.-15. december. Katapult, Aarhus: 20.-23. november. Magasinet, Odense den 26.-28. november. Varighed: to timer, inkl. pause.