Leif Maibom og hans team på Sønderborg Revyen har travlt i disse dage.
De er i gang med de sidste prøver på årets revy, som har premiere i den kommende uge. Kostumer og dansetrin skal rettes til, revyens formkurve - rækkefølgen af årets numre - skal pudses af, og de enkelt numre finjusteres.
»Det skulle jo gerne se let og elegant ud,« siger Leif Maibom, som siden 1982 har arbejdet med revyen i byen med udsigt til Als Sund og Dybbøl Banke. Både som forfatter, direktør, instruktør og skuespiller.
Lige som mange andre steder i Danmark har revyen i Sønderborg det godt. 17.000 ud af 20.000 billetter er allerede solgt til årets forestilling, og siden 1997 har billetsalget på nær et enkelt år været stigende.
Leif Maibom siger, at der er flere forklaringer på danskernes hang til revy.
»For nogle er det en tradition at gå til revy - lidt på samme måde, som nogle går i cirkus hvert år. Cirkus har en fast ramme, og sådan er det også med revyen, og det kan folk godt lide. Hvis man kommer i en revy år efter år, så kender man dens stil. Man ved, at det, man skal ind og opleve, ligger inden for en bestemt ramme. Man ved ikke, hvad man skal ind og grine af, men man ved, at man skal ind og grine, høre fed musik, se nogle flotte kostumer og nogle elegante optrin.«
En anden årsag til revyens succes er dens evne til at forandre sig. Revyen har udviklet sig meget de seneste år, siger Leif Maibom. Tempoet og antallet af numre i den enkelte forestilling er blevet sat op, teksterne er blevet kortere og skarpere, og revyen har formået at suge nye udtryksformer til sig. Både musikalsk og dramatisk. F.eks. har stand-up påvirket revyen.
»At lave revy er lidt som at lave et tv-show, hvor der bliver skiftet mellem kunstnere og forskellige former for underholdningsindslag. De lange numre, som vi kendte for 20 år siden, eksisterer stort set ikke mere. I dag er numrene meget korte og stramme, og det betyder, at det kommer til at virke let, hurtigt og elegant. Der er også kommet mere og mere musik i revyen, og dermed mener jeg ikke viser. De komponister, som i dag skriver til revyen, bruger hele paletten - både rock, jazz og rap,« siger Leif Maibom, som også synes, at revyforfatterne har spidset pennen. Tonen er blevet skarpere.
Sønderborg Revyen går i år i kødet på puritanismen og har titlen »Så synd da Danmark«. Et pressefoto viser forestillingens skuespillere på knæ - hver med børnesangbogen »De små synder« i hænderne. Leif Maibom siger, at forestillingen kigger skævt til den evige kamp mod smøger, fedt og sukker. »Jeg er ikke selv ryger, men det kan jo også godt blive lidt for kedeligt,« siger revydirektøren, som selvfølgelig også retter revyens søgelys mod politikerne, bl.a. Lars Løkke og Lene Espersens ferierejser. Også den katolske kirke får et skud.
Men hvor går grænsen for, hvad man kan lave grin med?
»Der er ikke nogen fastlagt landegrænse. Den flytter sig år for år. Hvis man kigger 20 år tilbage, har den flyttet sig meget. I dag tør vi mere. Vi både siger og gør ting, som vi ikke turde tidligere. Bl.a. har Ørkenens Sønner (skuespillerne Niels Olsen, Henrik Koe-foed, Søren Pilmark og Asger Reher, red.) påvirket revyen med deres »underlivsunderholdning«. Også stand-upere, som tager udgangspunkt i sig selv - bl.a. sexliv og parforhold - har været med til at bryde nogle grænser.«
Leif Maibom synes, at revyen har en pligt til at gå efter magthaverne til enhver tid - beskrive deres dumheder og politiske bommerter. Men »det reneste« er, siger han, at gå efter deres politik i stedet for at fokusere på deres udseende og måde at tale på.
»Vi må gerne være politiske - og også gøre grin med publikums politiske holdninger. Jeg ved da godt, at der er mange blandt publikum, som stemmer på Pia Kjærsgaard, men hende har vi da godt nok revset mange gange, og det forhindrer jo ikke et kæmpegrin fra publikum.«
Er der en opskrift på den gode revy?
»Ja, vi arbejder meget på den rækkefølge, som revyens numre præsenteres i, og det har vi her de seneste dage gået og bøvlet meget med. Vi sidder med 26 numre, som skal præsenteres. På forhånd har jeg lagt det, jeg kalder hjørnestenene - dvs. en åbning og en afslutning på 1. akt samt en åbning på 2. akt og en finale. De ligger fast. Mellem disse skal vi placere resten af numrene. Åbningen skal helst være medrivende, så publikum straks er på. Derefter skal der komme tre-fire numre, som får humørkurven til at gå op. Midt i 1. akt må kurven godt flade lidt ud - det kunne f.eks. være med lidt teksttunge numre, men de sidste tre numre skulle gerne få den til at stige igen. I 2. akt skal kurven være jævnt stigende for til sidst at få et ordentligt svirp opad. 2. akt skal desuden være kortere end 1. akt, og numrene skal være mere visuelle og mindre teksttunge. I 2. akt er der meget fest og farve og løssluppenhed. Før revyen har mange blandt publikum været inde at spise en god middag, og i pausen har de fået et par glas, og så skal det ikke være for tungt,« siger Leif Maibom.
