På Teater Republique stiller Jeanne d’Arc i Danica Curcics skikkelse spørgsmål til kvindekøn og -krop omgivet af et patroniserende mandskor. På Betty Nansen Teatret draperer et tavst og kropsliggjort kvindekor sig under-danigt om centrum, den intellektuelle, ansvarsfraskrivende mand, i dramatiseringen af Michel Houellebecqs roman »Underkastelse«.
Et pudsigt tilfælde måske, men også et tankevækkende billede af kønnenes aktuelle positionering i en tid, hvor mange søger tilbage til værdier og religiøse forklaringer, der gik tabt eller forvandledes i løbet af det 20. århundrede. Begge forestillinger peger, som også mange andre aktuelle forestillinger, blandt andet på, at ligestilling ikke kan tages for givet.
I »Underkastelse« er det i princippet hele den vestlige demokratiforståelse, der er på spil, men Anja Behrens dramatisering af Houellebecqs dekadence-dystopi skarpvinkler på aspektet kvinden som objekt som prisme for den samlede fortælling om civilisationens død ved selvmord. Slående forlænget i koret, der i vekslende kombinationer af afklædthed og tildækning gør kvinderne til kød på scenen.
Den eneste, der taler, er en mand. François, den lille franskmand, er litteraturprofessor. En intellektuel, der nok kan analysere tingenes tilstand på et splitsekund, men ikke orker at engagere sig. Ikke politisk, ikke samfundsmæssigt, men heller ikke på det intime plan. Han har ingen kontakt med sine aldrende forældre, han lever i ensomhed med fryseretter og rødvin, og han finder hvert år en ny studine at have sex med, indtil hun typisk forlader ham til fordel for »nogen« ved næste semesterstart.
Lars Brygmann er François, og han har særdeles godt fat i den sardoniske spleen, der nok karakteriserer vor tids dekadence, men også trækker tråde til 1800-tallet via François’ studieobjekt, forfatteren Joris-Karl Huysmans. Huysmans kunne han godt have været venner med, mener François. Ja, faktisk er karakteren François nok bygget over Huysmans, der også livstræt henslæbte tilværelsen som offentlig ansat, før han konverterede til katolicismen. Behrens dramatisering markerer blot dette slægtsskab mellem Huysmans, Houllebecq og François, men holder som sagt sigtet skarpt på forholdet mellem mænd og kvinder.
François finder således ikke troen i katolicismen, men tager det fulde spring til Islam, da Det Muslimske Broderskab på demokratisk vis vinder præsidentvalget i en nær fremtid, og danner regering med Socialistpartiet, der gerne sender kvinderne hjem til kødgryderne, hvis blot de selv kan beholde ministertaburetterne.
Uhørt? Usandsynligt? Tja, måske. Når man ser sig omkring i en vestlig verden, der måler alt med økonomiens lineal og i stigende grad differentierer demokratiske rettigheder, kan man godt få den ubehagelige tanke, at Houllebecq stikker kniven lige i såret.
Houellebecqs fantastiske sprog lever fint på scenen i en vigtig forestilling, der i en nedtonet iscenesættelse langsomt lader genkendelsens frygt snige sig ind på os. Gennem ordene, men også gennem den æstetiske fremstilling af åndens og kødets underkastelse.
»Underkastelse« er teaterdirektør Vibeke Windeløvs sidste forestilling, inden hun giver teatret videre. Det er en velvalgt afskedssalut, der placerer teatret midt i virkeligheden som et opråb, der med kunstens koder sætter fokus på en tidsånd, som nok kan være en debat værd.
Den sætter Windeløv ekstra blus på som vært for fire samtaler om forestillingens eksistentielle spørgsmål om moral og demokrati. Se datoer og deltagere på teatrets hjemmeside.
Underkastelse
Hvem: Iscenesættelse og dramatisering: Anja Behrens. Dramaturg: Karen-Maria Bille. Scenografi: Nathalie Mellbye. Komponist: Ida Jacobsen. Hvor: Betty Nansen Teatret til 7. april.
