Holberg er yt

Versefødder, moral og mange ord. Der er efterhånden ikke mange teatre, der har lyst til at give sig i kast med Ludvig Holbergs stykker. Spørgsmålet er, om den gamle rationalist er uegnet til vores tid - eller om det bare er os, der ikke har forstået ham ordentligt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debat: Kan vi overhovedet bruge Holberg til noget i 2006 eller er det på tide at komme videre?

»Den danske komedies ligbegiængelse« hed en af Holbergs korteste komedier fra 1727. Skrevet til lejligheden, da en tom pengekasse endegyldigt fik lukket Comediehuset i Lille Grønnegade, hvor Holberg fik opført sine komedier.

Nu er det lige før, at Holberg igen kan bestille en krans. Til sig selv.

For godt nok sidder han solidt plantet uden for Det Kongelige Teater, men det er småt med Holberg-forestillinger.

Ikke bare på nationalscenen, der ikke har præsenteret de klassiske komedier, siden man i 2003 prøvede kræfter med »Den stundesløse«.

Også de andre københavnske scener har vendt ryggen til forfatteren, hvis komedier gennem generationer er blevet opfattet som grundstammen i dansk teater.

Måske er forklaringen, at man betragter Holberg som en trist og belærende rationalist, der gør sig til fortaler for at knægte alt, der bevæger sig uden for normerne.

Det passer skidt til vores tidsalder, hvor vi netop hylder det individuelle og det anderledes, mener dramaturg og Holberg-forsker Bent Holm.

»Jørgen Reenberg kaldte engang Holberg for »den indtørrede lort«. Det forstår jeg godt. Han kan opleves på den måde. Men hvis man går om bag hjernemennesket Holberg, så får du fat i alt det irrationelle. I anarkisten og oprøreren, som er besat og draget af vanviddet. Det er netop dialektikken mellem det rationelle og det irrationelle, som jeg gerne vil have eksponeret i Holberg-opsætninger. Den gør nemlig publikum utryg«.

At der kastes vrag på Holberg er en del af en større bevægelse, mener Holm:

»Der er en tendens til at nedvurdere den kulturelle arv i al almindelighed. Man afskaffer den historiske dimension og vil i stedet ind selv og træde i karakter. Man skrotter relationen bagud. Desuden er der sket en dybt ulykkelig opdeling af teatret i henholdsvis ordteatret og billedteatret. Ordet, som knytter sig til det intellektuelle, er blevet suspekt. Vi vil over i nogle andre billedæstetiske registre end det litterære. Det er en katastrofe,« siger Bent Holm, der i samarbejde med instruktøren Asger Bonfils har opsat flere Holberg-tekster på Aarhus Teater.

Euroforiske urkræfter
Et af de Holberg-stykker, som duoen Bonfils-Holm har skabt, var »Melampe«. En antikrigskomedie om to kvinders absurde kamp om en hund, der blev opført på Aarhus Teater sidste sæson.

Forrest på scenen stod Maibritt Saerens, der lige skulle tænke en ekstra gang, før hun sagde ja til rollen.

»Jeg havde virkelig mine forbehold, da jeg blev spurgt, for jeg har set meget kedeligt Holberg«, siger hun.

»Men jeg endte med at opdage, at det var helt fantastisk. Stoffet er kun tungt, hvis man ikke forstår at løfte teknikken. Hvis man finder musikaliteten i aleksandrinerne, så får man til gengæld åbnet for nogle helt euforiske urkræfter«.

Den 36-årige skuespillerinde mener ikke, at man skal spille Holberg for enhver pris. Det skal kun gøres, hvis man ser stykkernes moderne potentiale.

I sig selv bliver dramatikken hurtigt lidt tung.

»Hvis Holberg skulle sige 'Du er sød', ville han bruge fire-fem sætninger på vers. Det ville blive voluminøse lækkerier, og som skuespiller får man virkelig brugt sit dramatiske apparat. Det er ikke som i et moderne stykke, hvor man laller rundt og siger 'ræk mig lige saltet, din nar'. Med Holberg er det blodfanen, der foldes ud. Det er poesi,« understreger Maibritt Saerens.

Hun suppleres af instruktør Søren Iversen. Efter i flere år at have fravalgt den gamle dramatiker står han nu midt i prøverne til Odense Teaters version af »Erasmus Montanus«.

»Det er kommet som et chok for mig, hvor aktuel han er. Problemet er nok, at vi i Danmark har lidt under en tradition, hvor vi forbandt Holberg med skuespillere, der trampede rundt og snakkede med sjællandsk dialekt. Hvis vi skal finde nytte i Holberg, må vi gøre op med den tradition og tage stykkerne alvorligt,« mener Søren Iversen, der bruger historien om den belæste Erasmus til at fortælle om ytringsfrihed.

»Men jeg er fuldstændig sikker på, at man kunne hive mange andre temaer frem i stykket. Sådan er det med Holberg. Du kan fortælle så mange forskellige historier, alt efter hvad du fokuserer på«.

Rent hø i træskoene
Bent Holm kan godt genkende den gamle form for Holberg-opsætninger. I 1980erne nåede dansk teater til et punkt, hvor den traditionelle Holberg ikke førte nogen steder hen.

»Det var det rene hø i træskoene. Holbergs komedier blev spillet som tandløse, meget elskede forestillinger, der kunne give publikum tryghed,« forklarer Bent Holm.

Han har to bud på fremtidens Holberg:

»Enten kan man gøre som Ole Bornedal, da han lavede sin 'Jeppe' på Aveny-T. Sige at det gamle bras gider vi ikke gå længere ind i. Sproget er der ikke en djævel, der forstår noget af. Vi laver vores eget i stedet for. Eller man kan gå en anden vej: Påtage sig den vanskelige opgave at finde ud af, hvad det så egentlig er for psykologiske og politiske referencer, der ligger i materialet.«

Det er den sidste tilgang, Bent Holm selv har påtaget sig.

Han bruger et år til halvandet på at skrælle den gammeldags hyggefernis af en Holberg-komedie. Et tungt og kompliceret arbejde, som både kræver, at man er sprogligt og historisk klædt på.

Forskeren konfererer ikke bare med Holbergs samlede værker, men undersøger også de mange referencer i datidige, historiske og litterære kilder.

Han researcher i Holbergs samtid, afsøger ord for ord et forståelsesmæssigt landskab, som kan åbne for anderledes læsninger og løsninger, der kan gengive teksten en modernitet, som ellers kan være svær at få øje på.

Ondskabsfuld Holberg
»Der er masser af vage hentydninger, som heller ikke skulle være andet, for datidens publikum kendte dem udmærket. Men i mellemtiden er alle disse sammenhænge blevet væk. Kan man reetablere disse sammenhænge, åbner det for mulige tilgange til teksten,« siger Bent Holm, som altid forsøger at finde frem til tekstens grundspørgsmål.

»Hvilket spørgsmål i datiden er teksten et svar på? Hvad var det for en virkelighed, der omgav teksten, og som den er skrevet ind i? Når jeg har fundet ud af det, så kan jeg tænke i næste fase i manøvren. Hvad vil vi røre ved i vores tid, som kunne afspejle noget af det samme?«.

I sit arbejde med at lægge vægt på elementer i teksten, som kan give Holberg moderniteten tilbage, har Bent Holm ofte fundet det nødvendigt at skrive om, lægge til og trække fra, flytte rundt på dele af teksten, klippe citater fra andre af Holbergs skrifter ind.

Ikke for at skabe et koncept, der skal være demonstrativt, men snarere som forsøg på at gengive ordene med noget af den selvfølgelighed og umiddelbare forståelighed, som de havde engang.

»Jeg har mødt kæmpe protester. Mest fra behjertede, gode og positive mennesker, som haft nogle ganske særlige forventninger og som bliver sårede, fordi de pludselig oplever en Holberg, som er anderledes skarpt, ondskabsfuldt og udfordrende«.

De bedste indlæg bringer vi så i papiravisens onsdagsspalte.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion