Hvilke stykker er bedst: Dem for én musiker? Dem for et halvt hundrede musikere? Eller dem for hele det symfoniske udtræk?
Når man har siddet tit nok ude i DR Koncerthuset og hørt dets symfoniorkester gennem snesevis af programmer – så ved man i hvert fald én ting:At spørgsmålet ikke kan stilles på den måde. Selv den mindste musik kan sommetider være kæmpestor. Og den største musik kan sagtens være lidt mindre.
En aften som i torsdags tjener som tiptop eksempel. Hilary Hahn er 12 år og verdens ottende vidunder på en violin. Eller hvad? Nej. Den yndige amerikaner har rundet de 32 somre efterhånden. Hun ligner bare en lille trold og bevæger sig som en dukke. Ligesom hun for resten kører en sjov profil på Twitter i sin violinkasses navn. Pyt med det hele. For pigen er stadig et vidunder på den violin.Man skal bare se hende gå ind på scenen, se hende tage imod det stormende bifald, se hende sige goddag til kollegaen i orkestret – og straks efter lukke øjnene.Hvis man holder øjnene åbne, siger musikken ikke det store. Ikke engang W.A. Mozarts sidste mesterværk for violin og orkester fra 1775. Den bliver sært... piget.
Men tænd så for den sædvanlige genudsendelse i radioen på søndag, slip for dejlighedens dukkede ydre og hør lyden af det rødeste guld. Absolut ingen i verden kan spille den halve times musik så medrivende. Det er wienerklassikeren fra hans allermest modernistiske side: Spekulativ, fuld af rigdom, varieret i både farten og finesserne. Og hele tiden med denne rastløse fremdrift, der pludselig minder lidt om Vivaldis ditto – men som samtidig er rundet af et amerikansk sind anno i dag.
Ingen træer vokser rigtignok ind i himlen. Både orkestret og dets gæst kan blive en smule brutale den aften. Man må aldrig, aldrig spille Mozarts musik på den muskuløse måde.Pyt igen. At sætte en violinkoncert af den gamle østriger på programmet sådan en aften virker måske ikke videre ambitiøst. Men det propfulde koncerthus i Ørestad har i virkeligheden sjældent fået så meget, så blændende, så dybt underholdende violinspil.
En stor mundfuld
Cornelius Meister er også 32 år. Om han kan kaldes et vidunder som dirigent, vil tiden vise. Den tyske kapelmester har mest gjort sig i operaer – hvilket forbliver en helt anden og sommetider mere taknemmelig opgave.
Aftnens andet programpunkt lignede i hvert fald stadig en stor mundfuld for ham. Bruckners ufuldendte svanesang fra midten af 1890erne ville faktisk være stor for de fleste.Kun den knap så højtidelige midtersats får form den aften. Resten bliver stående som en lidt for løs samling melodier. Man bliver glad for messingets signaler og træblæsernes høje kald – og selv de ender endda lidt overgjorte og dermed trættende på sigt. Dog: Godt forsøgt. Kom tilbage med mere erfaring ved lejlighed. Aftnens varmeste ovationer tilfaldt Hilary Hahn og hendes violin. Den dame kan gøre os alle til klappende søløver. Måtte også hun komme igen – og spille hvad som helst.
