Grethe Ingmanns stemme var mørk, nasal og fyldig. Og hun blev stærkt kritiseret for ikke at have refrænsangerindens standardudseende. Trine Pallesens leje er derimod lysere og lettere. Bedårende at se på? Mon ikke! Alligevel lykkes sammensmeltningen i Tivolis biografisk-musikalske hyldest til Grethe og Jørgen Ingmann, »Et solstrejf i en vandpyt«. Ikke alene fordi Jesper Malmoses legende manuskript fikst skræller enhver prætention af foretagendet ved at lade de fem medvirkende foran Tivolis Big Band selv fordele rollerne. Så behøver ingen illudere. Men den egentlige grund til, at castingen af Trine Pallesen fungerer vidunderligt, skal også tilskrives noget helt andet, som forbinder hende med Ingmann på trods af den ydre forskellighed: Evnen til at lægge sit hjerte i en tekst og toner. »Hun kunne trække den følelsesmæssige essens ud af en nok så banal sang,« siger jazzsangerinden Cæcilie Norby i et båndet klip hen imod slutningen om sin for længst afdøde kollega. Og det samme kan man med rette sige om Trine Pallesen, der med sin dejligt jordbundne poesi slår til og synger sine mange sange med et format, der ikke alene imponerer, men også bevæger.
Topprofessionel
I Ina-Miriam Rosenbums morsomme og opfindsomme iscenesættelse glider forestillingen topprofessionelt over scenen. Den har sin egen raffinerede og enkle logik, når den straks kaster sig ud i historien om arbejderpigen, der viser sig at kunne synge, og som, med sin guitarspillende ægtemand ved sin side, bliver succesfuld popsangerinde i et par årtier, inden nedturen sætter ind. Den sidste side af sagen antydes mere, end den udpensles - i stil med en af den slags gammeldags, amerikanske musikbiografiske film, forestillingen minder om på sin egne danske måde. Nej, ingen går grædende hjem. For vi må jo altså ikke glemme den musikalske fest - et helt nostalgisk, musikhistorisk skoleridt, der får foden til at vippe i takt: »Slentre gennem regn«, »Dansevise«, dansktopshow og jazzstandards. Peder Kragerup leder et tændt Tivolis Big Band, så det er en fryd, med den fingeratletiske Søren Sebber i front som stand in på guitar for Tom Jensens vege charmør, Jørgen. Og med velsyngende Gunvor Reynberg, Anne Suppli og Caspar Phillipson i forestillingens mange andre roller. Sidstnævnte vittigt udnyttet som altmuligmand fra Svend Asmussen til Jørn Hjorting. Årets revyfund, før vi overhovedet er gået i gang med sæsonen? Jo, succesen burde være hjemme i Tivoli. Det swinger. Og det er Trine Pallesen, lyset samler sig om. Hun er forestillingens hvislen i hækken, dens rislen i bækken. Hun er solstrejfet i vandpytten, sølvfløjtet i trætoppen.
