Herkomstens kraft og betydning

Stafet er en billedrig danseperformance, der med både seriøsitet og humor belyser herkomstens kraft og betydning for os mennesker og hvordan, fortidige hændelser kan mytologiseres og overleveres fra slægt til slægt og påvirke nutiden.

Ni dygtige og ekspressive performere af vidt forskellig herkomst - både geografisk, kulturelt og socialt - er på scenen i Kitt Johnsons nye forestilling »Stafet«. En billedrig danseperformance, der med både seriøsitet og humor belyser herkomstens kraft og betydning for os mennesker og hvordan, fortidige hændelser kan mytologiseres og overleveres fra slægt til slægt og påvirke nutiden.

Inden publikum kan indtage stolerækkerne i Dansehallernes Store Scene, skal man typisk for Kitt Johnson først ud på en lille vandring opdelt i grupper, der hver især anføres af én af de medvirkende performere. Og på turen skaber man med lukkede øjne selv indre billeder på en visualiseringsrejse til forfædrenes natur i performerens oprindelsesland. I mit tilfælde en rejse til Japans bambusskove og bakkede landskaber dækket med teplanter.

Men på scenen er det bl.a. billeder af de døde kroppe fra Hiroshima, som den 32-årige japanske danser Kyrie Oda bærer med sig og med hjælp fra de andre performere fremviser akkompagneret af voldsomt buldrende musik.

Den 38-årige tyske Dorothea Eitel har bl.a. nazismen klæbende til kroppen, og lidt klichépræget heiler hun med strakt arm, mens den fnisende 26-årige franske Florent Golfier beskriver stoltheden som sin indgroede kulturarv.

»Der er en by i min højre fod,« siger norske Hilde Sandvold, som et udtryk for, hvordan oplevelser og erindringer sætter sig i kroppen. Og som fyldt af elektriske ladninger sitrer hendes krop, når hun stikker fingeren i jorden og får kontakt til dens historie.

Et højdepunkt i »Stafet« er en solodans med den karismatiske Julienne Doko, der er født i Den Centralafrikanske Republik. Hun har ikke bare en fantastisk energi og præcis gestik, men kan bevæge sig som et årvågent kattedyr på savannen og vise, hvordan en spirituel kontakt til forfædrene kan opnås gennem de udspilede fingre og tæer.

Krig, kamp og religiøse ikoner som bl.a. den korsfæstede Kristus ser vi også fremstillet som en del af herkomsten i den tankevækkende, men ikke hele vejen lige tydelige forestilling, der bl.a. er inspireret af Siegfried Lenz’ roman »Forhistorien«. Og fra start til slut sidder nestoren blandt performerne, den 71-årige Gabi Dissmann, som en anden Penelope på scenen og nørkler med et uendeligt stort rødt klæde, der er et smukt billede på livets labyrintiske røde tråd tilbage til fortiden.

Iscenesættelse: Kitt Johnson. Koreografi: Kitt Johnson med performerne. Musik: Sture Ericson. Scenografi og kostumer: Charlotte Østergaard. Lys: Mogens Kjempf. Hvor: Dansehallerne, sidste dag 18. februar.